Luk vindue

Hold dig i live!

Leon Leyson: Drengen på Schindlers liste. På dansk ved Astrid Heise-Fjeldgren. 246 sider, vejl. pris 200 kr. Gyldendal

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Nazityskland. En sand og personlig historie om en barndom i ghettoer og koncentrationslejre under Anden Verdenskrig.

Fester, cigaretter og sprut. Flotte jakkesæt, smukke damer og sortbørshandel. Det var det, der skulle til for at overtale nazicheferne, så fabriksdirektøren og spionen Oskar Schindler kunne få lov til at lade sine jødiske arbejdere bo på fabrikken under Anden Verdenskrig. I starten var det den billige arbejdskraft og muligheden for at tjene lette penge, der drev Schindler. Men da han så, hvordan jøderne blev mishandlet, satte han sig for at redde så mange som muligt fra koncentrationslejrenes rædsler.

Leon Leyson var barn dengang. Bare 11 år gammel måtte han rode skraldespande igennem for at finde kartoffelskræller, han kunne spise. Og i sine teenageår havde han endnu ikke fået kønsbehåring, fordi han var så tynd og havde fået så lidt at spise. Han var et af de jødebørn, der blev bragt til en koncentrationslejr for at blive dræbt.

Heldigvis for ham arbejdede hans far for Oskar Schindler, og det lykkedes for Schindler at få sat ham, moren og hans søster på listen over fabriksarbejdere, hvor Leons far også stod opført. Så kunne Leon, efter mere end et års grusomheder, flytte ind i fabrikken og slippe for koncentrationslejrens ydmygelser og mishandling. Men selv på fabrikken var der ikke meget mad at finde. Måltiderne var som regel suppe, hvor hovedingrediensen var vand tilsat salt og peber. Hele Leons øvrige familie døde under krigen, da alle mennesker i Leons landsby blev henrettet. Også to af hans brødre døde.
Umiddelbart skulle man tro, at bogen var virkelig tung og sørgelig. Men det er den overhovedet ikke. Leyson har en misundelsesværdig evne til at beskrive tingene stille og roligt. Nærmest underspillet, så man først bagefter opdager, hvor forfærdeligt det må have været. Man fornemmer, at han fortæller sin historie, som han har oplevet den som ung dreng: den evige sult. Frygten for, at der skulle ske noget med hans familie. Men med barnets og ungdommens stærke livskraft som drivmiddel.

Leysons fortælling er meget rørende.
Der er i bogen masser af små oplevelser og korte glimt af glæde, som afslører, hvad der har givet Leyson kræfter til at blive ved og givet ham den ballast, der skulle til, for at han kunne blive hel igen efter krigen. Det er en usædvanlig historie, der virkelig får hjertet til at pumpe hårdere. Med ærlighed og fortælleglæde som værktøj lykkes det Leyson at få sig lirket ind under huden på læseren. Det er lige, så man får gåsehud

Anmeldelse tidligere bragt den 28-03-2014 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret