Luk vindue

Stakkels unger!

Per Schultz Jørgensen: Styrk dit barns karakter - et forsvar for børn, barndom og karakterdannelse. 236 sider. Vejl. pris 250 kr. Kristeligt Dagblads forlag.

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Børneopdragelse. Børn skal blive nyttige samfundsborgere

»Vi tror langt hen ad vejen, at dygtighed er nok til at give børn et godt liv og gøre dem robuste. Vi tror, at viden i sig selv giver indhold i tilværelsen.« Og intet kunne være mere forkert, skriver professor Per Schultz Jørgensen i sin nye udgivelse, Styrk dit barns karakter.
Som en af Danmarks mest kendte og erfarne forskere inden for familieliv - og tidligere formand for Børnerådet - er hans bandbulle værd at lytte til: Hvis man tror, at viden giver mening, samtidig med at man som voksen ikke har modet til at påtage sig ansvaret for opdragelsen, ender det i en meningsløshed, som Per Schultz Jørgensen i et nyligt interview kaldte »et nihilistisk helvede«. Det er det, han synes vi lever i nu. På mange måder er hans bog derfor et kampskrift.
Vågn op, synes han at skrive: Det er ved at gå galt, og vi bliver ved med at skrue på de forkerte knapper! Bogen er delt op i fire hovedafsnit. I det første beskriver Per Schultz Jørgensen karakterdannelsen i historisk perspektiv. Han beskriver, hvordan karakter handler om at opnå en vis grad af personlig kontrol og styring. I vores tid er identitet ikke noget, der er givet en gang for alle. Det er »forbundet med en proces, noget, der skal erhverves, kæmpes for, måske opgives og ændres.« Denne dannelsesproces fortsætter hele livet, men er sårbar.
Karakteren skal give den nødvendige styrke til bestandigt at kunne gennemgå denne identitetsdannelsesproces.

I bogens andet afsnit beskriver forfatteren forudsætningerne for det gode børneliv. Disse kredser om temaer som kærlighed, ansvar og fællesskab, der tilsammen skal tilføre barnet den autonomi, som er nødvendig for at kunne foretage modne valg. Kravet til den voksne er især nærvær og respekt for barnet. To krav, som mange voksne kan have vanskeligt ved at levere, hvad enten det skyldes travlhed eller mangel på socialt overskud.
I det tredje afsnit ser professoren på kernefamilien og her især på skilsmissebørn og andre udsatte familier. Forældrenes rolle er at give kærlighed, at skabe kontakt og stille rimelige krav til børnene. De skal samtidig være opmærksomme på, at de, uagtet hvad de selv måtte ønske, er rollemodeller for børnene. Børn internaliserer det, de lærer hos forældrene, inklusive hvordan forældrene opfører sig over for barnet og over for hinanden.
I det sidste afsnit kommer Per Schultz Jørgensen ind på børnenes liv i institutionerne og skolen. Han nævner en række gode eksempler fra University of Winchester, hvor man de seneste år har udviklet et læringsprogram med fokus på karakterdannelsen.

Den søger at udvikle modstandskraft, opfindsomhed, eftertanke og samarbejde hos børn i forbindelse med læringssituationen.
Hele bogen igennem argumenterer Jørgensen elegant for sine synspunkter, og det bliver ikke mindre interessant, da han sluttelig skitserer de to modsat rettede strømninger i børnesyn, som han kan få øje på i dag: Dels er vi mere børnevenlige end nogensinde, dels er der samtidig en moderne disciplinering, tæt bundet op i undervisning »og hvor det ultimative mål med barndommen er at få børn sat på det rette spor, så de kan blive nyttige samfundsborgere.« Væk er legen, og ind kommer læringsplaner, overvågning og hyppige tests, så vi kan sammenligne os med andre lande. To synspunkter, der kolliderer med hinanden.
Bogen giver politikerne en seriøs og saglig bredside. Djøfiseringen af vores samfund er en konsekvens af en international konkurrencementalitet, der præger vores tid. Jo mere international vores verden bliver, jo mere forholder politikerne sig til, hvordan kinesere, indere og andre uddanner deres børn. Men undervejs har de glemt vores rødder. De har glemt meningen med det hele: At karakteren og styrken kommer indefra. Den skal leges frem. Der skal være tid til den. Og uden mening, intet godt liv.

Jeg håber, at Per Schultz Jørgensens bog får stor udbredelse. Det er en tankevækkende bog, der trods pessimismen stadig har overskud til at pege fremad.
»Væk er legen, og ind kommer læringsplaner, overvågning og hyppige tests, så vi kan sammenligne os med andre lande.«.

Anmeldelse tidligere bragt den 14-03-2014 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret