Luk vindue

Krakens gab

Sigbjørn Mostue: Krakens gab. Alfetegnet 3.. Oversat af Eva Birklund. 348 sider. Vejl. pris 200 kr. Weihrauch.

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Ungdomsbog. Man kan mærke forfatterens fedtede fingre manipulere ens tanker.

Takket være oliepengene er bibliotekerne i Norge ikke udsat for systematiske nedskæringer som i Danmark. Tværtom sætter de norske biblioteker en ære i at købe norske bøger. Et normalt oplag i Norge er derfor væsentlig større end det, danske forlag kan prale med. Sjovt nok problematiserer en del af de nye norske ungdomsbøger især Norges udnyttelse af olien og den deraf følgende forurening.
For nylig udkom Jostein Gaarders ganske frelste og ulæselige ungdomsroman, Anna og Nova, der blandt andet fortæller, hvordan Norge er med til at øge den globale opvarmning. En anden norsk succesforfatter, Sigbjørn Mostue, har haft et virkelig stort held med Alfetegnet, en trilogi i eventyrstil, hvor drengen Espen og hans veninde Eva, må redde nisser og andre naturvæsner. Grunden til, at det overhovedet er nødvendigt at redde dem er, at menneskene ødelægger skovene. Mostue har, i modsætning til Gaarder, et stærkt sprog og forståelse for, at der faktisk er læsere i den anden ende. Læsere der vil andet og mere end at læse en forvokset reklamefolder fra Greenpeace. Krakens gab er tredje og sidste bind i trilogien.

Denne gang fører forfatteren os væk fra landet og byerne hen til havet. Dér, hvor nordmændene borer efter olie. Deres svineri vækker nemlig det frygtede havmonster Kraken. Kraken er en kæmpeblæksprutte, der er i stand til at vælte et havolieboretårn. Væsnet er kendt allerede fra de islandske sagaer, hvor den for første gang optræder i sagaen om Örvar-Oddr.
Krakens gab begynder med, at Espen vinder en novellekonkurrence, der giver klassens børn en tur på det gamle træskib Venilia. Skibet er naturligvis beboet af en skibsnisse samt et temmelig uhyggeligt gespenst, som Espen ved et uheld kommer til at befri. Det er ikke så godt, for spøgelset er virkelig farligt og lykkes næsten med at dræbe dem. Evas far er med, og naturligvis en miljøforkæmper. Med på skibet er også lækre Ritas (rige) far, som er oliemagnat. De to fædre diskuterer, så siderne gløder, alt mens Espen lidt modvilligt skal arbejde sammen med Eva, selv om han er mere interesseret i at være tæt på Rita.
Hvor de første to bind i serien har haft miljøtemaet noget i baggrunden, så er det i dette tredje bind meget fremtrædende. Ikke alene starter bogen med at beskrive et olieboretårns ødelæggelser i havet, men senere får de to børn en tur i havets bund af alferne, hvor de ved selvsyn kan se ødelæggelserne: »Med sorg i hjertet lagde hun mærke til, at det myldrende liv ud for Alfenæsset her var erstattet af en bar og ørkenagtig bund, kun befolket af de piggede, grønne kugler.«
Kraken er ifølge alferne straffen: »Prisen, I knoklinger må betale for jeres umættelige rovdrift og ødselhed.« Espen og Eva har via en magisk nøgle nogle evner, hvor de måske kan neutralisere Kraken, men til gengæld må de love at gøre, hvad de kan for at standse menneskenes ødelæggelser.

Sigbjørn Mostue har humor og persontegningerne er sine steder pragtfulde. Især er skibets kaptajn Abrahamsen en fantastisk skikkelse.
En dygtig søulk, men hold da op, hvor bliver han ynkelig, da han for alvor begynder at gå til sprutten. Lige så godt fanget er skibsnissen Raddik, der skammer sig en del over, at han ikke har et træben endnu. Forholdet mellem Eva, Espen og Rita tilføjer historien et ekstra krydderi. Kort sagt er man i et vældig muntert og farligt selskab med Mostue. Men der er lidt tegneserie over historien og personerne, når Ritas og Evas far skændes om, hvem der har mest ret omkring miljøet. Som når børnene skal beslutte, om de skal hjem med tog eller fly (fly forurener mest).
Det er problematisk, når skønlitteratur beslutter sig for at forvandle sig til en prædiken - uanset om forfatterens budskab er godt eller skidt. Det skurrer i ørerne, fordi historien pludselig skal noget andet end sig selv.
Man kan mærke forfatterens fedtede fingre manipulere ens tanker. Når budskabet i bogen bliver bøjet i neon, så mister fortællingen magien.
Måske man skulle anbefale nordmændene fokuseret miljørensning inden for litteraturens verden.

Anmeldelse tidligere bragt den 31-01-2014 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret