Luk vindue

En hård klump af lede

Jesper Wung-Sung: Skolen. 130 sider. Vejl. pris 170 kr. Høst & Søn

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Ungdomsbog. Flyv ligposer ind! En moderne landsbyskole i isolation på grund af smittefare.

Allerede fra sin debut i 1998 har Jesper Wung-Sung været en forfatter, som man skulle lægge mærke til.
Han fik Bogforums Debutantpris for novellesamlingen To ryk og en aflevering. Siden har han udgivet barske og tænksomme romaner for børn, unge og voksne. Senest fik han Kulturministeriets Børne-og ungdomspris i 2010 og Danmarks Skolebibliotekarers børnebogspris for forfatterskabet i 2011. Så det var med en vis forventning, at jeg åbnede hans nye roman, Skolen.
Handlingen udspiller sig i en lille skole ude på landet. Alle har lige fået fri, men så dukker tre sortklædte mænd op og beder alle om at blive på skolens område. Ingen ved hvorfor. Et hold soldater dukker op og bygger et hegn omkring skolen, så ingen kan komme ud. Mens lærerne og børnene venter på at få mere at vide, bliver der fløjet mad, medicin og ligposer ind via helikopter. De, der forsøger at kravle over hegnet, bliver skudt af et maskingevær, der automatisk registrerer udbrudsforsøg.

Fortælleren er Benjamin, skoleinspektørens søn. Bogen starter med et optrin, hvor han og et par kammerater vædder om, hvor længe store edderkopper overlever i billedkunstlokalets ovn. Børnene deler næsten oplevelsen med edderkopperne: »Først spændtheden, der løb i alle retninger, fascinationen, der dansede lidenskabeligt et kort øjeblik for så med ét at skrumpe ind til en lille hård klump af lede i en ellers tom sort ovn.« Det er i koncentreret form handlingen i bogen.
Skolen har mange paralleller til Camus´ Pesten fra 1947. I Pesten bliver en hel by isoleret, fordi pesten rammer den. Camus´ fortælling er nøgtern, næsten følelseskold registrerende. Det samme kan man sige om Wung-Sung. Hos Camus har man en ret så realistisk ramme at hægte fortællingen op på. Det savner man i den grad i Skolen.

Hvor sandsynligt er det, at en skole i tvungen isolation kan slippe for at blive omringet af journalister eller invaderet af læger i hvide isoleringsdragter? Camus præsenterede os for en helt vidunderlig, stringent tankegang i Pesten: »Vores medborgere var i den henseende som alle andre mennesker, de tænkte på sig selv, de var altså humanister: de troede ikke på den slags plager. En plage, der rammer som en svøbe, står ikke i noget forhold til det enkelte menneske, derfor siger man, at den er uvirkelig, den er som en ond drøm, der går over. Men det gør den ikke altid.« Camus´ Pesten fungerer, fordi det er en virkelig plage, der rammer byen. Man kan ikke fornægte virkeligheden, der rammer. I Skolen er plagen usandsynlig, og så vil læseren ikke i samme grad tage sit følelsesregister i brug.

Og da de sidste voksne på skolen dør, og nogle af børnene begynder at tilbede maskingeværet som Gud, mindes man i alt for høj grad børnene i William Goldings klassiker Fluernes Herre. Her bliver det næsten komisk frem for tragisk.
Skolen vil effekterne for meget. Jo mere dramatisk, jo bedre, synes mottoet at være.
Men det dur ikke, at man som forfatter sjusker med fortællingens rammer. Skolen er ikke nogen god bog. Det er synd, når man nu ved, at Wung-Sung kan gøre det meget bedre.

Anmeldelse tidligere bragt den 22-11-2013 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret