Luk vindue

Dobbeltgængerskolen

Line Knutzon & Frödin, Peter & John Kenn Mortensen (ill.)  :  Lille Allan og dobbeltgængerskolen. 126 sider. Vejl. pris 200 kr. Politikens Forlag

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Børnebog. Line Knutzon og Peter Frödin i et børnebogssamarbejde, mens redaktøren var på sommerferie.

Dramatikeren Line Knutzon og skuespilleren Peter Frödin udgav sidste år børnebogen Lille Allan - den menneskelige antenne.
Den fik mådeholdne anmeldelser, først og fremmest fordi sproget var noget tungt.
Det har forfatterne strammet noget op på i deres nye selvstændige fortsættelse af bogen: Lille Allan og dobbeltgængerskolen.
Helt er forbedringerne ikke lykkedes. For eksempel fortæller en af pigerne i skolen om sit dramatiske flugtforsøg, indtil hun når frem til en asfalteret vej: »Jeg vinkede en bil ind til siden i håb om, at den venlige sjæl ville køre mig til Næstved Station.« Det lyder mere som min mormor, der fortæller, end som en 12-årig pige. Når nu Politikens Forlag satser så stærkt på at få kendte folk til at skrive børnebøger, burde de gøre mere ud af det redaktionelle arbejde. Det er ikke nemt at skrive for børn.

Plottet i bogen er underholdende: I Næstved, bag et velvoksent, uplejet krat, der vokser op ad et fem meter højt elektrisk hegn, ligger Dobbeltgængerskolen.
Dobbeltgængerskolen har specialiseret sig i at bortføre børn, der ligner rige menneskers børn.
De rige betaler svimlende summer for, at barnet kan få dobbeltgængere. Så kan de rige altid fremvise et perfekt barn, der imponerer de riges vennekreds. Skolen styres knaldhårdt af kvinden Ellinor samt en gammel, skummel mand med lange negle, som ikke kaldes for andet end Neglen. De to følges altid af en intrigant fugl ( af den næsten uddøde art: rødbuget sladretaske) ved navn hr. Tony, som kun er ude på at gøre livet surt for børnene.
Neglen bortfører lille Allan, fordi Allan skal være den rige Pablos dobbeltgænger.

Pablo er lige så forkælet og uudholdelig, som man kan forestille sig. Men dybest inde higer han naturligvis blot efter kærlighed.
Det lykkes Allans far at finde skolen og Allan, men i stedet for at flygte tager Allan med til Italien med Pablos øvrige tre dobbeltgængere for at hjælpe Pablo med at komme gennem sin fødselsdag. Det bliver en fødselsdag, ingen nogensinde kommer til at glemme.

John Kenn Mortensens illustrationer er fremragende. Der er bare for få af dem! Og så er de spredt rundt i bogen uden særlig logik.
I starten af bogen er der mange, men så er der et hul på 50 sider uden illustrationer.
Hvad skete der? Blev John Kenn Mortensen og forlaget uvenner? ILLUSTRATOREN vandt PINGdebutantprisen sidste år for sin bog Post-it monstre, som det eksperimenterende forlag Aben Maler har udgivet.
Som navnet siger, er bogen fyldt med monstertegninger på gule post-it-sedler. Der er samme skarphed og monstrøsitet over hans stregtegninger i Lille Allan og dobbeltgængerskolen.
I en temmelig pjanket historie formår han at trylle uhyggen frem.
Den bedste illustration er den, hvor Ellinor og hr. Tony stirrer på lille Allan, der lige er ankommet til skolen. I fokus er den knoklede forstanderinde Elinor, med skumle, stirrende øjne, flankeret af den flyvende sladretaske og hr. Negls lange negle. Historien har virkelig brug for den balance mellem det uhyggelige og det skøre, som tegningerne giver. Derfor er det ekstra ærgerligt, at der er så få af dem i bogen. Lille Allan og dobbeltgængerskolen er en ujævn udgivelse, der kunne have været væsentlig bedre, hvis forlaget havde anstrengt sig noget mere.

Anmeldelse tidligere bragt den 22-11-2013 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret