Luk vindue

En lang ond anmeldelse

Søren Kierkegaard: Af en endnu Levendes Papirer. Søren Kierkegaards Skrifter, bind 1. Udgivet af Niels Jørgen Cappelørn, Joakim Garff, Johnny Kondrup og Finn Hauberg Mortensen, 1997.

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Klassiker. Kierkegaards debutværk var en perfid, morsom og velrettet kritik af H. C. Andersen som digter, menneske og tænker.

Af en endnu Levendes Papirer med undertitlen Udgivet mod hans Villie udkom i 1838 og er Søren Kierkegaards debutværk. Der er i virkeligheden tale om en lang ( 56 sider!), ondskabsfuld analyse og kritik af H. C. Andersens roman, Kun en spillemand og en udstilling af H. C. Andersens manglende evner som digter, tænker og menneske. I værket antyder Kierkegaard mere end kraftigt, at H. C. Andersen er seksuelt underudviklet: »Andersens første Potens maa snarere sammenlignes med de Blomster, hvor Han og Hun sidde paa een Stengel.« Som om det ikke skulle være nok, skriver Kierkegaard, at H. C. Andersens »romaner staae i et saa physisk Forhold til ham selv, at deres Tilblivelse ikke er saa meget at ansee for en Produktion som for en Amputation.« Det er klart, at H. C. Andersen blev temmelig rystet, da han læste anmeldelsen. Han hævnede sig ved at gøre godt grin med Kierkegaard, blandt andet i nogle af sine skuespil. Især i En Comedie i det Grønne, hvor man kan finde direkte citater fra Af en endnu Levendes Papirer lagt i munden på et vrøvlehoved af en teaterdirektør, der har forklædt sig som frisør. For at man ikke skulle være helt i tvivl om hensigten havde Andersen givet skuespillet undertitlen: Skuespilleren imod sin Villie. Kierkegaard begyndte da at skrive et giftigt modsvar, men dette nåede aldrig at udkomme.

ANDERSENS roman, Kun en spillemand fra 1838 handler om den følsomme og svagelige dreng Christian, der vokser op under fattige kår. Han er, skriver Andersen, et musikalsk geni på sin violin. Mens drengen endnu er lille, brænder den rige nabos hus ned. Kun pigen Naomi på hans egen alder overlever branden. Hende er Christian forelsket i og romanen kredser om hans betagelse af hende. De er forskellige som dag og nat. Han er en rigtig blød mand, som har svært ved at træffe nogen som helst beslutninger. Han hutler sig gennem tilværelsen i håb om at finde en velgører, der kan skubbe ham frem. Naomi er kvik, har en stærk personlighed og et blændende drive. Hun formår at brænde igennem, hvor end hun er. På sin vis holder hun af Christian, men kan ikke holde hans vattethed ud. Et vendepunkt i romanen er, da Naomi giver Christian en stor pose penge, så han kan tage ud i verden og gøre sig berømt. Det giver sig selv, at han ikke gør det. Alt imens begiver Naomi sig selv ud i verden. Først uden stort held, men siden ender hun med at gifte sig med en adelig franskmand, mens Christian dør fattig og ukendt. Naomi er en meget moderne kvinde, og overstråler i høj grad Christian. Især i anden del af romanen overtager Naomi hovedrollen i romanen. Romanen blev rimelig godt modtaget i samtiden. Især i Tyskland og Sverige. Samme år fik H. C. Andersen accepteret sin ansøgning om en årlig digtergage på 400 rigsdalere.

Lad mig sige med det samme, at Kun en spillemand litteraturhistorisk er et interessant værk, men det var mig noget tungt at komme igennem, selv om romanen med sine knap 300 sider jo ikke kan siges at være skræmmende lang. Det er ikke Andersens bedste værk, men afspejler smukt romantikken i fuldt flor. Det er det spontane, følelsen og fantasien, der er i vælten. Det er lidenskaben, der skal bære en gennem livet. Kun en spillemand er i virkeligheden det tredje værk fra Andersens hånd, der udforsker temaet omkring eneren, for hvem det lykkes at bryde med sin sociale arv. Værket er imidlertid det eneste, hvor det mislykkes for hovedpersonen at klare den sociale opstigning. Selv om der i romanen er mange passager, hvor man virkelig kan se datidens København og Svendborg for sig, så er det vanskeligt ikke at blive voldsomt irriteret på spillemanden Christian, hans naivitet og totale mangel på handlekraft.Det er, som om Christian bestandig leder efter en far eller mor, der kan tage sig af ham. Det er i længden ret trættende. Gudskelov er der langt mere slagkraft i Naomi, som virkelig får skabt røre omkring sig og får historien til at bevæge sig fremad.

MEN hvad pokker var det, der fik Kierkegaard til at fare i blækhuset? Jeg tror, at det var, fordi Andersen trådte på en stor ligtorn hos Kierkegaard: Romanen viste jo, at geniet ikke kunne komme frem i verden uden en beskytter, hvilket provokerede Kierkegaard voldsomt. Geniet må for Kierkegaard kunne stå alene: »Geniet er ikke en Praas, der gaaer ud for en Vind, men en Ildebrand, som Stormen blot udæsker,« som han skriver et sted. Og sytten år senere, i Øjeblikket, skriver Kierkegaard: »Genier ere som Tordenveir: de gaae mod Vinden, forfærde Menneskene, rense Luften.« Villy Sørensen skriver i sin Digtere og dæmoner, at Kierkegaard har kunnet genkende noget af sig selv i Kun en Spillemand: geniet der bukker under. Måske en iboende frygt hos Kierkegaard? Jeg er ikke så sikker. Jeg tror tværtom, at Kierkegaard netop reagerer mod nedgørelsen af genier. Og derfor viser han - overlegent - oven i købet, hvordan H. C. Andersen på ingen måde godtgør, at Christian er et geni. Det eneste, som læseren bevisligt kan konstatere, er, at han er en slapsvans. Og så kan han ikke være et geni. Så simpelt er det. Et geni er egenrådigt og ikke mindst fokuseret. Det er Christian på ingen måde. Han flagrer rundt på må og få og tænker alt for meget på Naomi og alt for lidt på sin kunst og sin genialitet.
Men givetvis har det også vakt Kierkegaards modvilje, at hovedpersonen konsekvent nægter at se virkeligheden ( og sig selv) i øjnene i sin stædige tro på, at alting bliver bedre, når man bare venter længe nok. Det er en holdning, som var som taget ud af Kierkegaards yndlingsaversion, filosoffen Hegel. Christian mangler en »Livs-Anskuelse«, en overordnet idé med livet.
Og slapheden hos Christian har ramt et ømt punkt hos Kierkegaard, der ikke kunne tage sig sammen til at gøre sit studie færdig, og som kort forinden selv har mistet sin mentor og sit forbillede, Poul Martin Møller. Blot tre år tidligere havde Kierkegaard skrevet følgende i sin dagbog: »Det, der egenlig mangler mig, er at komme paa det Rene med mig selv om, hvad jeg skal gjøre [...] det gjælder om at finde en Sandhed, som er Sandhed for mig, at finde den Idee, for hvilken jeg vil leve og døe.« Christian er eksponent for, hvordan det kunne gå for Kierkegaard, hvis ikke denne gør sig fri af sin slaphed og ubeslutsomhed og finder et livsmål. Man kan ikke vente på, at nogen tager én under sine vinger! Det er for tyndbenet, for middelmådigt. Man må selv kæmpe og ikke lade sig blæse omkuld af omverdenens storme.

Kierkegaards stil er typisk ungdommelig ( han var 25 år gammel) og akademisk: arrogant, nådesløs, morsom og med så mange indskudte og kunstfærdige sætninger, at man er lige ved at tabe tråden. Bestemt ikke hans bedste værk.
Hvorfor den lige fik den lidt besynderlige titel har det fine og tunge kommentarbind ikke en forklaring på. Personligt kan jeg dog godt lide Jens Andersens forklaring, som man kan finde i hans glimrende værk om Andersen: Det var velkendt, at Andersen altid gik rundt med en samling håndskrevne digte, som han havde givet den mærkelige titel: Digte af H. C. Andersen. Død 1828. Det var derfor oplagt at drille Andersen med, at Kierkegaard anså sig selv for levende - i modsætning til Andersen.

Oprindelig skulle Af en endnu levendes papirer være trykt i Heibergs tidsskrift Perseus, men Heiberg var ikke helt tilfreds og bad Kierkegaard skrive den igennem. Heller ikke anden gang fandt skriftet nåde for Heibergs hånd, og Kierkegaard endte med selv at måtte udgive værket. Senere nærmede Kierkegaard og Andersen sig hinanden, uden at forholdet nogensinde blev hjerteligt.
Måske, tænker jeg, anerkendte Kierkegaard trods alt at Andersen havde nogle kvaliteter, der med lidt god vilje kunne ses i geniets tegn. Andersen bukkede da i alt fald ikke under for den harske, hjemlige kritik.

Anmeldelse tidligere bragt den 30-08-2013 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret