Luk vindue

Serpina: Klintekongens datter

Helle Ryding: Serpina. Bog 1: Klintespind. 414 sider, 200 kr. Nyt nordisk forlag.

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Ifølge de gamle sagn bor Klintekongen på Møns Klint, hvorfra han regerer over Møns, Stevns og Rügens klinter. På Stevns kaldes Klintekongen også Ellekongen. Det er det navn, han optræder med i Heibergs kendte stykke, Elverhøj. Som tjenere og soldater bruger han faldne krigere, som han genopliver. De er trofaste, farlige og stort set umulige at dræbe. Helle Rydings roman handler om Klintekongen og især om hans ottende datter, Serpina.

Klintekongen er en gammeldags konge. Hans døtre, som er bortført som spæde fra mennesker, bliver opdraget som gudinder og må derfor ikke blande sig med mennesker. De skal være jomfruer resten af deres stort set uendelige liv og adlyde klintekongen i ét og alt. Men det er lettere sagt end gjort. Tiderne skifter i klinten, og kongen har faktisk otte teenagedøtre, som gerne vil ud og se verden og opleve deres første kærlighed. Det går ikke stille af sig! Samtidig forsøger fjender at vinde magten over Møns menneskekonge. I starten hjælper Klintekongen ham, men det ændrer sig senere.

Klintekongen bekymrer sig ikke om mennesker. Det er han for guddommelig til.
Han frygter ikke mennesker, men kun en særlig magisk slange, der søger at udrydde ham og hans slægt.

Helle Ryding fører Klintekongen og hans døtre ud i en frygtelig krise, hvor nogle af døtrene dør, og Klintekongen selv bliver uskadeliggjort. Til sidst er der kun Serpina tilbage. Kun hun kan redde dem fra den sikre død. Overraskelser, finurligheder, magi, følelser og forræderi afløser hinanden i ét væk, så man bliver helt bjergtaget.

Anmeldelse tidligere bragt den 11-11-2011 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret