Luk vindue

Iqbal Farooq og den jyske forbandelse

Manu Saaren: Iqbal Farooq og den jyske forbandelse. 214 sider, 200 kr. Politikens forlag

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Man kan altid kende en Iqbal Farooq-bog på det gakkede sprog og den helt vildt usandsynlige handling. Det gælder også sjette bind i serien, Iqbal Farooq og den jyske forbandelse.


Iqbals onkel, Rafig, har købt en palle vinddrevne mobiltelefoner. Onklen har ingen penge, så han har bestilt varerne i den fremmedfjendske nabo hr.
Wibrandts navn. Da to suspekte bodybuildertyper leverer mobilerne, sikrer de sig, at hr. Wibrandt betaler ved kasse et. Mobilerne duer ikke rigtigt til noget, og så må Rafig finde på noget hurtigt, for hr. Wibrandt er mildest talt temmelig sur, og Iqbals far vil ikke vide af Rafig, før hr. Wibrandt har fået hver en øre tilbage. Samtidig vil kirkeministeren ( som i det virkelige liv er forfatteren selv!) afskaffe alle helligdage.


En sekt, der kalder sig Mørkets Fyrster, vil forhindre dette i at ske. Rafig tilbyder at sætte lederen i kontakt med en hellig person, der har direkte forbindelse til overguden. Naturligvis for en sum, der modsvarer Wibrandts tab. Det er selvfølgelig Iqbal, der skal forklædes som hellig dreng. Det ender lige så selvfølgeligt galt, og Rafig bliver kidnappet. Nu truer Mørkets Fyrste med at korsfæste Rafig, hvis ikke kirkeministeren opgiver sin plan om at sløjfe alle helligdage. Og så må onklen reddes! Romanens handling foregår mest i Jylland, hvor hr. Wibrandt, Iqbal og hans ven Mohammed samt flipperen Christian Visvander Arun Burundi Jacobsen kører rundt i en gammel Mazda 626. Der gøres tykt grin med alt og alle. Som bonus får man samtidig en fornøjelig karruseltur i enkelte af Jyllands seværdigheder, såsom Jellingstenen og Himmelbjerget. Et besøg hos en sudoku-glad griseopdrætter bliver der skam også plads til.

Man får mest ud af bogen, hvis man læser den højt for sig selv eller for hinanden. Først dér kommer de mange sproglige finurligheder til deres ret. Forfatteren har dog proppet lidt rigeligt med ideer i bogen. Et mentalt viskelæder undervejs havde gjort underværker. På den anden side: Historien hensætter med garanti læseren i pjanket humør. Og hvor skulle man ellers læse om, hvordan man dræber en ostepølse, der er forbandet?

Anmeldelse tidligere bragt den 28-09-2012 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret