Luk vindue

Hvilepuls nu

Charlotte Højlund: Moar! Sådan får du hvilepuls i hverdagen. 224 sider. 250 kr. Pretty Ink

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Opdragelse. Er der plads til kærlighed og sex, når man har mange børn? Dansk mor til syv uddeler råd om at være forældre.

»Nemt, enkelt og ligetil.« Det er de principper, som journalist Charlotte Højlund bygger sit liv på. Der er ikke plads til det komplicerede, hvis man skal have en hverdag med syv børn til at fungere. Hendes bog lægger sig godt i halen på de mange opdragelsesbøger, som er målrettet forældre, der har brug for gode råd.
De mange bøger skyldes formentlig, at vi lever i en tid, hvor erfaring ikke længere videregives smertefrit fra generation til generation, og hvor det virker, som om de opdragelsesprincipper, som man havde for blot ti år siden, allerede er forældede, når de skal anvendes på ens egne børn.

Sprogligt er bogen præget af, at moren har travlt, hvilket nok ikke kan undre. Det er korte sætninger og hurtigt frem til konklusionen. Man bliver til tider helt forpustet af at læse den, og derfor kan det være en god idé med pauser mellem kapitlerne. Men når det så er sagt, så er der ikke noget galt med indholdet, tværtimod. Det er herligt at læse en bog, der har hele familien som fokus. Det er ikke kun børnene, der skal overleve, men familien som helhed. Og det betyder, at der skal skæres en hæl og hugges en tå.
Det gælder for forældrene og for børnene.

Med så mange børn må man opgive at have et hjem, der er velegnet til et opslag i Bo Bedre, og acceptere, at privatlivet er noget udfordret, hvad enten det gælder toiletbesøg eller parforholdet. Det er simpelthen svært at finde tid til at være alene eller sammen, uden at man bliver afbrudt af børn. Og børnene må omvendt acceptere, at de også skal give plads til forældrene og hjælpe til derhjemme.
Det er noget af en øvelse. Og når man har så mange børn, kan det heller ikke overraske, at pengene ikke altid rækker til alle ønskerne.
Det kræver kompromiser.

BOGEN er delt op i en række kapitler, der tager fat i forskellige problemstillinger: for eksempel serviceniveauet over for børnene. Hvis niveauet er for højt, gør man livet surt for sig selv og børnene.
Eller det irriterende faktum, at børn altid gør, som man selv gør, og ikke som man siger.
Og ikke mindst det vanskelige dilemma, hvordan man tidsmæssigt gør plads til såvel voksne som børn.

Det stærkeste ved bogen er dog, at den virker enormt personlig og ærlig. Den indeholder korte, men temmelig illustrative eksempler på alt fra skænderier i familien Højlund til, hvordan forældrene stjæler sig til lidt tid til sex bag havens buske, hvis de ellers har fået beskæftiget børnene et kvarters tid. Det er et andet aspekt, som bogen bringer frem. Nemlig at børneopdragelse i meget høj grad er et barsk middel til at lære sine egne grænser at kende.
For som forældre bliver man udfordret på mange af livets områder.
Hvis man som jeg har fire børn, vil man kunne genkende mange af de løsningsmodeller, som Charlotte Højlund foreslår. Hos os er det børnene selv, der på skift smører de daglige madpakker til hinanden og går med hunden, og de lidt ældre har såmænd også maddage.

For dem, der har færre børn, kan det kun anbefales, at man giver sit familieliv et serviceeftersyn. Man behøver måske ikke at gå så radikalt til værks, som hvis man har syv børn, men ingen tvivl om, at bogens principper sagtens kan finde anvendelse i alle familier, store som små. Moar! Sådan får du hvilepuls i hverdagen er en meget fin og personlig beretning om det at være storfamilie og de løsningsmodeller, man kan gribe til, så glæden også kan få en stor plads i hverdagen.

Anmeldelse tidligere bragt den 04-04-2012 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret