Luk vindue

Ævlehoveder og ironi for børn

Peter Mouritzen & Otto Dickmeiss (ill.)  : Ævlehovedet. Man kan vel selv fortælle. 48 sider, 199 kr. Alfa
Jon Ranheimsæter: Lars og Lone alene hjemme. 24 sider, 130 kr. Gyldendal

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Dødmorsom. Ny bog om en vittig, afdød farfar, der taler i mobil, og en herlig genudgivelse af en gakket opdragelsessatire.

Bøger om døden er ofte lidt sødladne, følelsesladede og overordentligt pædagogiske. Man må endelig ikke støde nogen.
Hvor mange har set en død mand? Ikke mange i dag. I tider, hvor det at være gammel er yt, er døden nærmest tabu. Berøringsangsten over for døden spejler sig gerne i børnebøgernes historieskabelon for efterladte: Døden er sørgelig, livet går videre, og den døde levere videre i dit hjerte. Bøgerne har tit alt for lange tekster og prætentiøse illustrationer.
Der er heldigvis undtagelser fra denne regel.

En af dem står den snart 65-årige fødselar Peter Mouritzen for. Historien starter med, at drengen Mads cykler ud til farfar efter skoletid: »Farfar var flyttet, han boede nu et andet sted sammen med mange andre; men Mads kendte godt vejen.« Det lyder jo som et plejehjem - og det må være et smukt et, for Mads skal gå langs stier og buske, små grantræer og mange flotte sten.
Det var ligesom en stor park: »Mads kunne ikke komme længere. Sådan var det. Han tog sin mobiltelefon frem og tastede farfars nummer.
Der gik ikke lang tid, så hørte han farfars stemme. - Hvem er abekatten? Farfar vrissede.« Men da farfar hører, at det er Mads, vrisser han ikke længere. Så viser farfar Guffe Arnold Jensen sig at være et være ævlehoved: »Hans Christian skrev Kejserens sure tæer, og jeg skrev den om for ham,« fortæller farfar til Mads.
Den pralende farfar er ikke bleg for at påstå, at han har skrevet alle H. C. Abekats historier.
Og så får vi ellers en fornøjelig gennemgang af forvanskede H. C. Andersen-titler i bedste Rune T. Kidde-stil.
Til sidst gider farfar ikke snakke mere. Nu er det Mads´ tur til at fortælle.
Otto Dickmeiss har fanget det absurde ved situationen og sat endnu mere humor til den livlige historie. Dickmeiss kan fange en flig af en stemning og ubesværet forstørre den, så man får øje på detaljerne. Det er skægt uden at være morbidt. Det er godt gået! Hermed et lidt tidligt, men fortjent tillykke med de 65 til en sej dansk digter og hans illustrator.

Jon Ranheimsæter er kun en anelse yngre end Mouritzen. Ranheimsæter er en herboende nordmand, der har beriget os med tegneserier, billedbøger og massevis af omslag.
Han bruger skarpe, sorte tuschstreger med stærke, velvalgte vandfarver. Lars og Lone alene hjemme er en klassiker fra 1997, som netop er blevet genudgivet. Det er meget passende her i sommerferien, hvor forældrene hyppigt skal på arbejde, mens børnene skal passe sig selv.
Lars og Lones far smutter på arbejde med en bemærkning om, at der er matador-mix og skumfiduser i køleskabet. Det burde få advarselslamperne til at blinke. Skumfiduser i køleskabet? Hvis ikke de blinker dér, så gør de det, da morgenmaden består af det nævnte slik i en skål blandet op med cola.
Men helt forrykt bliver det, da børnene får travlt med at afprøve motorsaven: »Ups, der røg Lones hånd af!«, eller da de ryger pibe og cigar, drikker rensebenzin og lidt flere ting, som man næppe håber, ens egne børn kunne finde på.
Hvad far siger, når han kommer hjem, holder jeg hemmeligt, men det er helt i tråd med bogens anarkistiske ånd. En af Andersens samtidige mente, at ironi ikke lader sig begribe og dermed ikke kan beskrives systematisk.
Jon Ranheimsæters gør begrebet ironi systematisk begribeligt for børn. Der skulle bare lidt skumfiduser til. Det er kosteligt.

Anmeldelse tidligere bragt den 22-07-2011 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret