Luk vindue

Fra prygelknabe til ønskebarn

Birgitte Svennevig: Børneliv i hundrede år. 208 sider, 299 kr. Forlaget Harald

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Historie. Historien om, hvordan vi kom fra børnearbejde til dagens ugidelige børn.

For hundrede år siden var det helt almindeligt, at børn på 5-6 år arbejdede. Gerne sammen med voksne, på marken, på fabrikken og hvor voksne ellers bad dem om det. Pengene var små dengang, og børnenes bidrag var ofte forskellen på, om familien overlevede eller ej. Børn blev dengang ikke anset for noget særligt. De svage døde og det var godt nok, for skravl kan man ikke bruge til ret meget. De stærke børn skulle til gengæld formes og tæmmes. Børn var ufærdige voksne og skulle tugtes, til de lærte at opføre sig som ordentlige voksne. På nogle arbejdspladser var forholdene for børn så grumme, at man i landstinget besluttede sig for at begrænse børnearbejde ved lov i 1873. Loven betød at børn under 10 år ikke længere måtte arbejde på fabrik. Venstres landstingsmedlem, Laurids Schøler, som var meget imod loven, sagde dengang, at børn ville blive til ”Søvnetryner og Dagdrivere”, hvis man ikke vænnede børnene til ”at staa op om Morgenen og saa begynde at arbejde,” så snart de var i stand til det. Det var ikke en ualmindelig holdning. Først i 1901 blev det forbudt for børnene at arbejde på fabrik, før de var færdige med skolen.

Det er i det hele taget helt utroligt, hvilken udvikling, der er sket på hundrede år. Birgitte Svennevig er journalist og har i sin bog, ”Børneliv i hundrede år”, serveret en billedrig episodisk fortælling om de samfundshistoriske omvæltninger set fra børnehøjde. Bogen er inddelt efter barnets liv: Vi starter med moderrollen og børnefødslerne, over børnearbejde og skole, til boligforholdene, leg og fritid til ferie og fest. Der er også et afsnit om psykologien og et om pige- og drengerollerne. Bogen slutter meget passende med et kort historisk rids over konfirmationen, som markerer overgangen fra barn til voksen. Det sker alt sammen på 200 gennemillustrerede sider, der indeholder fotografier fra lokalhistoriske arkiver landet over.

De mange billeder og den journalistiske tilgang til stoffet gør det nemt at forholde sig til bogen fra en meget personlig vinkel. Ens egen barndom bliver pludselig bliver sat i relief. Egentlig er det synd, at bogen slutter i 1975, men det er forståeligt nok, fordi den egentlige revolution er, at man begyndte at opfatte barnet som noget, man ligefrem skulle passe på. Dette begyndte for alvor efter 2. verdenskrig, hvor den store økonomiske optur for alvor kunne mærkes hos familien Danmark.


Fortællingerne i bogen er et kludetæppe af skæbner. Iblandet billeder og tekst har Birgitte Svennevig citeret hele og halve breve og fortællinger fra nogle af de børn, der voksede op i perioden. Nogle af disse breve er virkelig dybt tragiske. For eksempel er der en fortælling om en 5-årlig pige i 1898, der led af astma, men måtte ud og tjene hos en jordmor. Det holdt hun ikke til ret længe, fordi jordmorens egne børn slog hende. Hun kom videre til et vaskeri, hvor hun knapt kunne bære kurvene. Så kom hun til en kaptajn på Amager, hvor hun fik ansvar for at passe, vaske og klæde hans invalide kone på. Det lyder kort fra pigen, der nok var syv år dengang: ”Det var lige strengt nok for en lille svag pige, men jeg havde en meget stærk vilje, det har altid hjulpet mig.” Hendes fortælling fylder et par sider, og hendes skæbne er virkelig grumme sager. Men desværre slet ikke noget, der var ualmindeligt hos hendes samtidige.

Hvor var forældrekærligheden henne, spørger man så? Selvfølgelig elskede mor og far deres børn. Forældrene havde bare ikke råd. Nogle gange måtte børn afleveres på børnehjem på grund af de manglende finanser derhjemme: tænk at være så fattig, at man er nødt til at aflevere sit barn, fordi man ellers ikke har nok at spise!

Mange private børnehjem og børnebespisningssteder blev oprettet af velmenende og velhavende borgere. Intentionerne var gode, men det, der kom ud af det var ikke altid optimalt: Et fattigt børnehjem ansatte måske en enkel uuddannet plejerske, som havde ansvar for 30 børn. Budgettet var uhyrlig lavt og derved måtte børnene hyppigt finde sig i kummerlige forhold. Der var naturligvis undtagelser – men det generelle billede, som Svennevig tegner, er ikke særlig positiv.

”Børneliv i hundrede år” er Danmarkshistorien serveret på en levende og nærværende måde. De mange billeder og lette tekst giver en rystende oplevelse af børnenes vilkår, og også anledning til at spekulere over, hvordan vi kom fra børnearbejde til en situation, hvor forældre ikke aner, hvordan de skal få børnene til at hjælpe til derhjemme. Der er noget, der ikke hænger sammen dér, men det er næppe børnene, der er noget galt med. Det kan vi i alt fald lære af historien.

Anmeldelse tidligere bragt den 25-02-2011 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret