Luk vindue

Een velsignelse og ti plager

Peter Mouritzen & Rasmus Breinhøi (ill.)  : Da Farao fik nok. Historien om Egyptens ti plager. 32 sider. 208 kr. Forlaget Alfa
Michael Willhoite & Michael Willhoite (ill.)  : Fars nye ven. Oversat af Jacob Møller Overgaard. 32 sider. 149 kr. Forlaget Møller

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Kunst eller reklame? Homoseksuelle ægteskaber fortalt for børn, her upassende præsenteret med ti eksempler på Guds umådelige vrede.

Fars nye ven er en billedbog for mindre børn, der handler om homoseksuelle familier. Den udkom første gang i Guds eget land ( USA, ikke Vatikanet) i 1990 og vakte enorm debat.

Bogen vil næppe give anledning til mange rynkede øjenbryn i Danmark ved sin udgivelse.

Herhjemme giver »regnbuefamilier«, det vil sige familier, hvor minimum én af forældrene ikke er heteroseksuel, ikke anledning til samme forargelse som i USA. Ikke officielt, i alt fald. Dog er den type homoseksuelle familier med børn ualmindelige, selv i Danmark.

I forbindelse med udgivelsen af den danske udgave har Willhoite lavet en ny tegning, hvor man ser den nyligt sammenbragte idylliske familie sammen i Tivoli: far, mand og søn. Men spørgsmålet trænger sig på: Har bogen en berettigelse i dag, i Danmark, 20 år efter udgivelsen? Det afhænger nok en del af, om man selv kender eller måske bor i en regnbuefamilie.

Litterært set er bogen et pædagogisk stykke håndværk, der fortæller, at det er lige så dejligt at være barn, der bor sammen med sin far og hans mandlige kæreste, som hvis det var mor og far, der boede sammen. Billedsiden passer glimrende til budskabet og er akkurat lige så plastisk og sødt som man forestiller sig, at billedbøger fra Jehovas Vidner kan være, når de skal fortælle om Jesus. Det er ikke kunst: det er manipulerende og naiv reklame.

Jeg tror, at det netop er denne totalt naive udtryksform, der får bogen til at virke så enormt provokerende i USA. Kan man skille budskab og stil ad? Bogen er umanerlig kedsommelig rent kunstnerisk. Illustrationerne ligner noget, som man tegnede dengang børn gik i søndagstøj. Teksten er præcis, entydig i sit positive billede, men bibringer ikke noget nyt til illustrationerne. Hvis ikke det lige var, fordi emnet var kontroversielt, turde jeg godt kalde bogen for noget makværk. Men på grund af emnet vil den givetvis fremmane en samtale mellem barn og oplæser, der på længere sigt forhåbentlig vil give en større tolerance i samfundet, når man møder anderledes familiekonstellationer. Men om bogen er god... Det er nok mere korrekt at sige, at den har en funktion, og at den anvender effektfulde virkemidler til at opnå sit mål.

Anvisninger i billedbogsform i flyet er også effektive. Men er det kunst? NÅR moderne kristne skal udbrede viden om Bibelen, finder de bestandigt på nye udtryksformer.

Bogen Da Farao fik nok, der handler om Egyptens ti plager, giver et indtryk af, hvordan moderne bibelfortællinger kan se ud.

Der er tale om den niende bog i Forlaget Alfas billedbogsserie om de gammeltestamentlige fortællinger. Det er Peter Mouritzen, der har skrevet de ni fortællinger, der hidtil er udkommet. Det ville være synd at sige, at teksten følger de årtusinder gamle forlæg blindt.

For eksempel siger Gud i bogen: »Skarpere lud, sagde Gud, - fantomfluer var ikke nok, skal jeg virkelig kalde på min indre Fanden?« Er det anti-gudsk at sige sådan, spekulerer jeg på? Der er synligt gang i den gammeltestamentlige Gud, så intet under, at det er så fristende at skrive om Ham fremfor om Jesus.

Det er lidt mere sejt at få det til at regne med frøer end at forvandle vand til vin, hvis man er fem år. Illustrationerne er af Rasmus Bregnhøi.
Billedsiden er sine steder respektløs og temmelig pjanket, men meget effektfuld. Bogen er ikke helt på højde med den forrige bog, Drengen der drømte dumme drømme. Men det er også noget vanskeligere at boltre sig sprogligt og omfangsmæssigt, når man på 11 opslag skal dække 10 temmelig frygtelige ulykker. Men her har vi i alt fald en bibelformidling, der tør problematisere sit stof og giver læseren en levende og drilsk billedside, som man gerne bruger tid på, mens der læses op. Det er også sjovt, selv om man ikke er kristen.

Anmeldelse tidligere bragt den 19-11-2010 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret