Luk vindue

Skræm mig, please!

Garth Nix: Fyrst Søndag. Rigets nøgler 7. Oversat af Lisbeth Valentin Madsen. 288 sider. 250 kr. Forlaget Bahnhof.
Bjarne Dalsgaard Svendsen: Hvorfor skriger paven?. 180 sider. 230 kr. Gyldendal

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Ungdomsbøger. Gys er godt for sjælen, ikke mindst når de er velskrevne.

Da jeg besøgte en børneboghandel i Canada sidste år, fortalte ekspedienten, at Garth Nix var deres mest efterspurgte forfatter. Det var især Abhorsen-trilogien, der var populær og fik såvel piger som drenge til at læse.

Jeg tilbragte selv adskillige aftener med trilogien i sin tid. Garth Nix´ seneste syv-binds serie, Rigets Nøgler, er ikke mindre spændende. Sjette bind måtte jeg købe på engelsk, inden den danske oversætter havde fået nølet sig færdig. Men det hjalp kun lidt på abstinenserne, for sjette bind er en ren cliffhanger, der simpelthen tigger om en fortsættelse.

Syvende og sidste bind i serien er netop udkommet på dansk og slutningen er præcis lige så kaotisk, uhyggelig, spændende og storslået som man kunne forvente af en sådan historie, samtidig med at den også er logisk på sin egen sære facon.

Syv fyrster/fyrstinder har stjålet et testamente, revet det i syv stykker og låst stykkerne inde. Der er syv nøgler og syv testamentdele, og tilfældigvis bliver den astmatiske Arthur den dreng, der får til opgave at samle testamentet og dermed overvinde fyrsterne en for en.

Det meste af historien foregår i den verden, som Nix kalder »Huset«, og som er en verden, som på en eller anden måde sikrer, at vores kendte verden fungerer. Her er Arthur ikke ramt af astma og får også magiske evner efterhånden som han overvinder de enkelte fyrster.

»Huset« er særdeles bureaukratisk organiseret i syv selvstændige områder, hver med sin fyrste som ubestridt leder. Noget er dog grundlæggende galt i Huset. I de første bind af serien tyder det på, at det er fyrsterne, der er årsagen til problemerne. Testamentet er for øvrigt ikke et stykke papir, men et levende væsen, der bliver mægtigere og mere irriterende at have med at gøre, jo mere samlet det bliver.

At noget er galt manifesterer sig ved at dele af »Huset« forsvinder. Det opsluges simpelthen af »Intet«. Dette »Intet« truer også vores verden. Arthurs kamp bliver derfor en del af et større spil, hvis totalitet man først i løbet af det syvende bind får overblik over. Og jo mere Arthur kæmper for at redde verden, sig selv og sin familie, jo mindre menneskelig bliver han.

Det er en sand gyser, et stort og kæmpemæssigt værk på over 2000 sider, hvis kompleksitet og ubønhørlige logik er udnyttet til det yderste. Simpelthen et fantastisk værk, som det er vanskeligt at sammenligne med noget andet i fantasyuniverset, fordi Nix i værket ikke arbejder med et dualistisk verdensbillede, som det ellers er kutyme. Det er endvidere interessant, at Nix sætter et enormt bureaukratisk embedsværk, der er hævet over dualiteter, mellem menneskene og evigheden. Det er ikke et helt nemt værk at læse. Men for de lidt ældre unge, der er glade for genren, vil det uden tvivl være en hypnotisk oplevelse.

Danske Bjarne Dalsgaard Svendsen er ligesom Garth Nix glad for det uhyggelige. Hans romaner kredser ofte om angsten, som hovedpersonerne først overvinder, hvis de tør stå ansigt til ansigt med det, de frygter mest. I sin seneste roman, Hvorfor skriger Paven? skal Tobias håndtere sin angst og sorg over morens død. Handlingen udspiller sig primært i et mærkeligt slot, hvor Tobias befinder sig med sin gode ven Chris. Det vil sige, måske er Chris der. Måske er Tobias´ nye og dejlige kæreste, Lisbeth, også på slottet. Det står lidt uklart for Tobias, for slottet forvrænger virkeligheden og måske ser Tobias noget og nogen, der slet ikke er der. Erkendelsesprocessen tager næsten livet af Tobias.

Som i næsten alle andre af Svendsens bøger er der masser af psykologisk gods, man kan dykke ned i, og sprogligt er bogen en fornøjelse at svømme i. Forfatteren har tidligere sagt, at det bedste er, hvis hans bøger kan gøre en 15-årig pissebange. Jeg ved ikke, om det helt lykkes her, men tæt på, det er det i alt fald!

Anmeldelse tidligere bragt den 02-07-2010 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret