Luk vindue

Alle andre har en bil

Bente Bech & Bente Bech (ill.)  : Jeg en gård mig bygge vil. Sange om tamdyr og vilddyr. 18 farverige pop-op sider. 200 kr. Alvilda.
Ingrid Oberborbeck & Lisbet Stevens (ill.)  : Fagtesange fra nær og fjern. 128 sider. 250 kr. Alvilda.

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Sangbøger. Sange på flere sprog - som somalisk og libanesisk - samt en indbygget krokodillemund i den første dansk-designede pop-op bog.

For nylig hørte jeg en oberstløjtnant fortælle om sit ophold i Afghanistan som næstkommanderende for de danske styrker. Han fortalte, at det var lidt svært at komme ind på livet af afghanerne i starten. Men børnene var nemme. De var nysgerrige og opførte sig ganske som danske børn ville gøre.

Når Forlaget Alvilda således udgiver en ny børnesangbog - eller fagtebog, som de kalder det - primært med danske sange, men med mange sange fra alverdens lande, så vil man kunne genkende oberstløjtnantens observationer. Der er i virkeligheden forbløffende lidt forskel på temaerne i børnesangene fra de forskellige verdensdele og så de danske. Børn er og bliver børn, uanset hvor de er født.

Der er god grund til at udgive en sådan sangbog nu. Der går børn fra snart sagt enhver tænkelig nationalitet i de danske vuggestuer og børnehaver. Hver af disse mange nationaliteter har sine egne børnesange. I bogen finder man både nogle af de traditionelle danske sange som »Højt fra en gren en krage«, morgensange som »Lille sky gik morgentur« og muntre sange som »Der sad to katte på et bord« og så en masse andre fra alverdens lande.

Således kan man muntre sig med at synge en meget smuk vuggevise fra Somalia kaldet »Hooyo macano waa«, der på somalisk betyder »Mit yndige barn«. En af de sjovere er »Kelloun andoun siyyarat« - en libanesisk sang, der betyder »Alle andre har en bil«. Og det har de, men så lyder fortsættelsen: »men farfar har et æsel. Når han rider tur i byen, må vi ride med.« Man kan også synge på urdu om en elefant, der løber til byen for at spise kager, men bliver så træt, at den lægger sig, indtil en kyllingeflok jager den væk.

Alle sange er dog oversat til dansk, så man kan vælge den nemme løsning og synge dem på dansk. Og hvis ikke man er skrap til noder, kan man købe en cd, hvor de pågældende sange er indspillet, så man kan lære melodien at kende. Det er jo fagtesange, så for hver af sangene står anført hvilke fagter, der hører til sangen, hvis man ellers er i humør til det og har held med at få instrueret og tæmmet børneflokken.

Lisbet Stevens illustrationer er meget sprælske - og viser hyppigt også, hvilke fagter man skal udføre, mens man synger sangene. Det er en meget veltilrettelagt udgivelse, som man kun kan ønske sig også må finde vej til mange private hjem.

Når vi nu er ved sangbøgerne, så har den rutinerede illustrator Bente Bech tænkt stort og begået den første helt igennem danskdesignede pop-op bog med danske sange om tamdyr og vilddyr. Man kan i den både fange en myg, møde løver og krokodiller og få Lille Peter Edderkop til at kravle op ad muren. Der skal lægges en hel del mere arbejde i en pop-op bog end i en almindelig billedbog. Ikke alene skal illustrationerne laves - og ikke kun i 2D, men i 3D, men der skal også laves en prototype, der viser, at gimmickene fungerer efter hensigten. Det er heller ikke billigt at få bøgerne produceret. Resultatet er blevet imponerende - og solidt. Bogen vil kunne holde til voldsomt mange sangtimer. Dog kan det være vanskeligt at anvende den til at læse sangteksten fra, mens man synger, for børnene vil selvfølgelig have lov til at pille i den så meget som muligt, mens man synger! Bogens stærke farver og livlige sider vil tiltrække såvel børn som voksne. Det er ikke for meget sagt, at dyrene ligefrem springer en i møde, når man vender siderne.

Anmeldelse tidligere bragt den 21-05-2010 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret