Luk vindue

En spruttende heltinde

Cecilie Eken: Det levende sværd. 160 sider. 200 kr. Høst og Søn.

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Fantasy: Til ordknap kamp mod klicheerne.

Cecilie Eken er en dygtig ordkunstner, der kan lide at eksperimentere sprogligt med sine historier. Hun vandt Kulturministeriets Børnebogspris i 2008 for sin billedbog Mørkebarnet, som er skrevet som en sonet i bedste Shakespeare stil. I sin nyeste bog, Det levende sværd, udfordrer hun fantasygenrens klicheer og iklæder samtidig sin hovedperson en sproglig dragt, der passer til hovedpersonens erkendelsestrin undervejs i romanen.

Hovedpersonen og fortælleren i Det levende sværd er pigen Eriann, som er våbenmester for den ikke specielt rare Kong Leo. Kong Leos datter er taget til fange af en drage, og Eriann skal finde en helt, der kan befri datteren, og til gengæld få det halve kongerige og tage prinsessen til ægte. Eriann falder over drengen Vidar, der oven i købet har et mytisk sværd i sin varetægt. Men Vidar er opvokset hos en bager og elsker at lave mad og at tage det roligt. Eriann er opvokset med kamp og anser afslapning for at være tegn på svaghed. Mad er for hende blot en nødvendig energikilde.

De ender begge i en periode hos en vismand, hvor de må lære hinanden, og ikke mindst sig selv, at kende. Det er ret fornøjeligt at læse om Eriann, der må til gryderne og Vidar, der går i gang med middelalderlig work-out.

I starten er fortællerens sprog knapt og består først og fremmest af hovedsætninger, men det udvikler sig efterhånden som Eriann lærer både sig selv og Vidar bedre at kende. Derfor er romanen ret god læsning for svage læsere. Den er nem at læse, man fanges relativt hurtigt af historien og så glider resten af bogen ned, selv om den sprogligt bliver noget mere varieret. Det levende sværd er blevet en sjov historie.

Klicheer, som Eken også vil lege med, er der masser af i fantasy. En af de helt store internationale fantasydronninger, Diana Wynne Jones, skrev i 1996 bogen The Tough Guide to Fantasyland, hvor hun i form af en rejseguide på 300 sider gør grundigt grin med genren. Om helte kan man blandt andet læse, at reglen er, at Helten altid er derude et sted. Og når man lærer dem at kende, viser de sig ofte at være menneskelige og behæftet med fejl. Der er nu mange rigtig gode måder at variere og gøre historien og handlingen spændende på, hvad man også kan se på udvalget af romaner i dag. Der er endvidere gået lidt sport i at udfordre klicheerne selv i mainstream fantasy, for ellers er bliver historierne noget banale. Derfor er Ekens forsøg på at lave om på klicheerne ikke specielt originalt. En kvindelig våbenmester har vi for eksempel for nylig set hos Kristin Cashore, og helte, der starter som tøffelhelte, er nærmest klassiske - bare tænk på Frodo i Ringenes Herre eller Arthur i Garth Nix´ Rigets Nøgler. Eken får dog aktualiseret kønsrollemønsterdiskussionen, idet fokus i hendes historie er det lærerige ophold hos vismanden og ikke så meget jagten efter helten og de kampe, Eriann og Vidar roder sig ud i.

Eksperiment eller ej, så er Det levende sværd en meget fin, sød og morsom historie. Man kan ikke undgå at blive grebet og at more sig over den spruttende og ofte berettiget irriterede fortæller, mens hun må slås med en dum arbejdsgiver, elendigt rejsevejr, slappe og sexistiske heltekandidater og ikke mindst sig selv.

Anmeldelse tidligere bragt den 09-04-2010 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret