Luk vindue

Finurlig absurditet

Christina Hesselholdt & Cato Thau-Jensen (ill.)  : Hr. Andrés vanvidsnat. 88 sider. 230 kr. Høst & Søn

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Billedbøger. Forunderlig børnehistorie om tomhed og kærlighed af Christina Hesselholdt

Det er ikke børnebøgerne, som fylder mest i Christina Hesselholdts officielle portrætter. Men alligevel har hun skrevet hele 10 af slagsen.

Hendes seneste børnebog, »Hr. Andrés vanvidsnat«, mindede mig om Hanne Kvists og Lilian Brøggers crazy historie, »Hr. Lykke. Kaos og kærlighed i hr. Lykkes kitteludlejlning« fra 2004. Og begge romaner giver associationer til Becketts kendte og omdebatterede stykke fra 1948, »Mens vi venter på Godot«, hvor to personer gør lige præcis det: de venter. På Godot, der aldrig kommer, og som de siger, de kender, men reelt ikke ville kunne genkende, hvis han dukkede op.

Hr. André - og Hr. Lykke for den sags skyld - venter også. Det er en forunderlig venten, hvor deres liv står stille i en given trummerum, lige indtil en given begivenhed skubber dem ud og ind i noget, de ikke kan overskue. »Venteliste« er da også det første ord, som falder Hr. André ind senere i bogen, da han ligger på hospitalet efter et ufrivilligt ridt på en raket (han er fyrværkerimester).

Bogen starter med at fortælle, at Hr. André om sommeren sover nøgen om natten. Han er også tyk, fordi han elsker ­bearnaisesovs så meget, at hans hund også er døbt sådan. Men en ganske bestemt nat går han i søvne og låser sig selv ude. Så må han op til overboen, hvis datter ofte leger med Hr. Andrés hund, Bearnaise. Overboen er Viola, som Hr. André ikke vidste, at han ventede på, før datteren Jam finder ud af, at de skal giftes. Så kan Jam nemlig få Bearnaise som sin egen hund. Og det er Jam, konstaterer Hr. André senere i bogen, der er familiens overhoved.

Det er en underholdende bog - morsom og finurlig. Fortællersynsvinklen skifter til tider mellem hund og Hr. André, dog ikke altid lige gennemskueligt fra starten, og tilføjer dermed læsningen en ekstra dimension. En bog til en aften, hvor man har lyst til at læse noget finurligt og i øvrigt holder af det absurde. Cao Thau Jensens illustrationer fylder godt i bogen og trodser det faktum at bogen er sort/hvid ved at tilføje masser af spænding og dybde, så farver er helt unødvendige. Det er små mesterværker, der giver liv til historiens skøre handling.

Anmeldelse tidligere bragt den 21-08-2009 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret