Luk vindue

Aidts hus

Naja Marie Aidt & Åshild Irgens (ill.)  : Huset. 6 x 15 sider. 250 kr. Branner og Korch

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Billedbøger. Naja Marie Aidt tager traditionen op og fornyr en gammel børneklassiker.

Digteren Naja Marie Aidt har netop begået en ny børnebog kaldet Huset. Det er i den grad en (tiltrængt) opdatering af børnebogsklassikeren Det gule hus fra 1973, som var skrevet af Grete Janus Hertz og illustreret af Iben Clante. Den består egentlig af seks pixibøger, der er klæbet op på et papomslag og hver repræsenterer en lejlighed i en opgang. Så kan man komme på besøg hos de forskellige.

Der er sket meget i huset på 36 år. Huset har fået nye beboere: Danielsen, Tobias, Shirin, José og Bianca, som man vil huske fra Aidts Balladen om Bianca fra 2002. Nå ja - Henning boede også i huset, men han er død, så nu handler den pixihistorie mest om døden, Hennings sønner og Hennings hund, der skal have et nyt sted at bo. Hvor den gamle udgave mere var beregnet til at børnene selv kunne læse historierne og bladre rundt i bøgerne, er Aidts tekster generelt længere og med et højere lixtal. De enkelte lejligheder/pixibøger giver nu bedre plads til at en relativ kompleks historie kan udspille sig. Således er sure Danielsen skræmmende, men også lidt sølle og sød på samme tid. Tobias, der er flyttet ind i stedet for musiklærer Klang, må køre taxa om natten, »for man bliver ikke rig af at skrive digte,« som Aidt skriver. Tobias, kan man som voksen godt fornemme, er en rigtig digter. Det er nemlig det, der er tricket hos Aidt: Personerne er i centrum, mere end situationerne. Når Josés teenagedatter Beatriz ikke vil have sin fine kjole på, så er det hele familien, der interagerer i et virvar af ægte følelsesmæssige krumspring for at få harmonien genetableret. Når det er sket, kan de endelig komme til fødselsdag hos Bianca.

Med lidt empati kan man få temmelig meget ud af de små historier. Og Irgens´ meget udtryksfulde illustrationer giver masser at kigge på. Der er masser af stærke farver, men der er sandelig ikke sparet på detaljerne og illustrationerne har tillige et glimt i øjet, som man opdager med det samme. For eksempel når Irgens tegner sure Danielsens ringeklokke. Den er naturligvis tapet til. Han vil ikke have gæster! Men det bør han få - der er masser at more sig over og lige så meget at tale om.

Anmeldelse tidligere bragt den 06-05-2009 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret