Luk vindue

Ensomhed, kærlighed og masser af lort

Bent Rasmussen: Leo Lokum og Lille Lort. 134 sider. 170 kr. Høst

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

På landet. En smuk historie om en lokumsprins, et spøgelse og en greves kinesiske potte.

Bent Rasmussen vil for mange være kendt som forfatter til blandt andet »De hvide hænder« fra 1976, som et par år senere blev til den kendte ungdomsfilm, »Mig og Charlie«. Hans bøger vidner dog om, at Rasmussen ikke er bange for at udfordre læseren hverken sprogligt eller indholdsmæssigt. Måske derfor har han ikke de senere år fået den popularitet, som han i virkeligheden fortjener. Fra Bent Rasmussens hånd kommer der løbende kortere, poetiske, finurlige og ofte groteske bøger i grænselandet mellem drøm og virkelighed.

I hans seneste udgivelse, »Leo Lokum og Lille Lort«, befinder vi os derude, hvor næsten ingen har lyst til at bo, som Rasmussen så rammende skriver det. Faren Leo er den lykkelige ejer af et enmands slamslugerfirma, der sikrer, at de antikverede toiletter og afløb i omegnen bliver vedligeholdt og fungerer. Han kalder sig selv for Kong Leo, men er i øvrigt kendt som Lortekongen eller Leo Lokum. Så det er oplagt at andre kalder sønnen Laurids for Lille Lort. Konen døde for længe siden. Hvordan ved vi ikke, men mærkbart er det, at såvel Leo som Laurids savner hende.

Laurids tiptipoldefar var noget ved musikken. Han hed Olrik og tømte grevens potter på den lokale borg. Olrik var efter sigende en fremragende fløjtespiller. Han ligger begravet i en kiste i borgens kolde kælder. Men en dag får Laurids en besked fra ham. Og så én til. Ja, der går ikke en dag uden at Laurids får sedler, breve og indimellem også opkald fra sin mystiske forfader. Det er mystisk, og temmelig irriterende for Laurids, der hele tiden tuller rundt alene, fordi han er landsbyens underdog. Han har én veninde, Sylvia, som selv slås med problemer og en halvkæreste, som hun altid foretrækker fremfor Laurids. I skolen tør hun ikke tale med ham, fordi hun er bange for selv at blive drillet, hvis de andre finder ud af det. Laurids ved ikke, hvad han skal stille op med sig selv. Det er ikke følelserne, faren er bedst til at tale om, så Laurids skåner ham. De taler ikke meget om ting, der betyder noget. Selv da tante Mugge og faren er ved at blive kærester, hører Laurids ikke om det. Aner det måske, men opdager det reelt først da det første flyttelæs med Mugges ting kommer til deres hus henimod bogens slutning. Mestendels er det travbanen, faren taler om, eller også taler far og søn om, hvilken ny slamsuger faren bør købe i stedet for den gamle hanelefant, de har nu, og som snart ikke kan mere. Det lyder tragisk og knugende, og er det på en måde også. Laurids er desorienteret det meste af historien - tingene sker rundt om ham. Han tager sjældent selv et initativ. Han skal skubbes, og derfor kommer spøgelset meget tilpas. Rasmussen får historien fortalt på en legende og poetisk facon, krydret med spøgeri. En vanskelig, men rig bog for de tænksomme, skrevet med et smukt, præcist og dragende sprog, som i sig selv gør bogen til en oplevelse.

Anmeldelse tidligere bragt den 08-04-2009 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret