Luk vindue

Nøgler og prutter

Jo Nesbø: Vrøvlebøger. Fint oversat af Allan Hilton Andersen. 224 sider. 199 kr. Gyldendal
Garth Nix: Ridder Torsdag. Fint oversat af Lisbeth Valentin Madsen. 308 sider. 249 kr. Bahnhof

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Vrøvlebøger. Nonsens kan skam godt være spændende, hvis forfatteren er tilpas outreret.

Garth Nix er ikke et opdigtet navn. Nix er en 45-årig australier, som tidligere har arbejdet som forlægger i HarperCollins, et meget stort australsk forlag. Hans første fantasyserie, Abhorsen, er på vej til at blive filmatiseret i Hollywood.

Nix nyeste serie er Rigets nøgler, en opsigtsvækkende serie om drengen Arthur, der bliver tvunget til at samle et testamente ved at få fat i syv nøgler. Historien foregår dels i vores verden, dels i Riget. Riget er selve fundamentet for vores verden og vores virkelighed. Her arbejder hundredtusindvis af væsner og mennesker for at få vores verden til fortsat at hænge sammen.

Serien begyndte med, at Hr. Mandag i den første bog ville overliste testamentet ved at give en af de syv nøgler til Arthur, som snart skulle dø af astma. Af bureaukratiske årsager ville hr. Mandag ved Arthurs død kunne tage nøglerne fra ham igen - og være retmæssig ejer af nøglerne. Arthur dør bare ikke som planlagt, så hr. Mandag må hjælpe ham på vej. Det lykkes Arthur at vinde kampen. Arthurs sejr bekymrer dog Grumme Tirsdag, som Arthur i den næste bog må kæmpe med.

I fortsættelsen, Druknede Onsdag, bliver historien mere tåget og eksperimenterende. Arthur er nødt til at tage en ubåd ind i den selvmordslystne Druknede Onsdags abnorme krop for at skaffe nøglerne frem af lyset.

Testamentet er i øvrigt ikke bare et stykke papir, men bliver, for hver gang Arthur får fat i en nøgle, mere levende og irriterende. Testamentet er frygtelig bureaukratisk og ønsker, at Arthur påtager sig arven og dermed pligten til at lede Riget.

Det vil Arthur ikke. Han vil hellere hjem til sine forældre. Takket være nøglerne kan Arthur bruge magi, men for hver gang han gør det, bliver hans muligheder for at vende tilbage ringere.

I Nix´ seneste bog, Ridder Torsdag ser det ud til, at Arthur ikke får brug for at vende hjem. Ridder Torsdag har ansvar for grænseområderne og hele hæren i Riget, og Arthur bliver tvangsudskrevet som rekrut, hvor han bliver rutinemæssigt hjernevasket, sådan helt bogstaveligt, så han ikke engang kan huske sit eget navn.

Arthur må kæmpe først for at finde sig selv, dernæst for at vinde over Ridder Torsdag. Midt i det hele dukker en ny modstander op. Rigets Arkitekts søn, som mener sig berettiget til arven, og ønsker at forvalte den på ondskabsfuld vis. Arthur må derfor kæmpe en ulige kamp mod dem begge.

Det bliver aldrig kedeligt hos Garth Nix, trods en meget sær verden, som man accepterer uden nødvendigvis helt at kunne forstå alle detaljerne. Det er eskapisme af høj karat, og man bør ikke snyde sig for oplevelsen: begynd med den første bogs første side, så går resten helt af sig selv.

Vi behøver ikke at tage til den anden side af kloden for at finde gale forfattere. Norske Jo Nesbø vil være kendt af mange for sine krimier om Harry Hole. Doktor Proktors Pruttepulver er hans debut som børnebogsforfatter. Prutter er noget af et hit blandt børn. For ikke længe siden sad i alt fald min ene søn på tyve og den anden på otte og grinede sig halvt fordærvet efter at have søgt på ordet »fart« på YouTube. Tro mig - det er helt utroligt, hvad man kan finde af pruttevideoer på nettet!

Jo Nesbøs bog handler om den lille dreng Bulle, der er fræk og intelligent. Han opdager, at deres nabo, Doktor Proktor, har opfundet et pulver, der får en til at prutte. Han kan sikkert få raketter til at lette med den rette dosering af prutter, tror børnene.

Det såkaldte pruttenautpulver efterstræbes blot også af den lede hr. Thrane, fordi han tror, at han kan sælge den til NASA. Bulles gode veninde, pigen Lise og Doktor Proktor, vil sælge en mildere version af pulveret i skolen, men Thranes sønner forsøger at ødelægge det for dem og stjæler pulveret.

Hr. Thrane får Proktor og Bulle spærret inde i et topsikret fængsel, fordi han påstår, at de to er terrorister. Naturligvis ender historien ikke her, men det ville være synd at fortælle, hvordan Proktor og Bulle får pruttet sig fri i den historie. Et lille hint er dog, at det involverer en rotte og en anakonda.

En herlig og helt uforpligtende oplæsningsbog for ethvert barn i pruttealderen.

Anmeldelse tidligere bragt den 20-02-2009 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret