Luk vindue

Middelalder, orgelmusik og mutanter

Josefine Ottesen: Golak. Det Døde land 1. 324 sider. 199 kr. Høst og Søn.

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Dystopisk fantasy. Ottesens nye fantasy foregår efter vores egen verdens forfald

Et problembarn inden for fantasygenren er teknologien. I det øjeblik, vi ser moderne teknologi i fantasyromaner bliver det et genremæssigt rod: er det fantasy, sci-fi, foregår det nu, i fremtiden, fortiden eller hvad? Man bliver desorienteret og denne mangel på virkelighedsholdepunkt kan tage meget af opmærksomheden og skygge for historien, som det er tilfældet i Mervin Peakes Gormenghast-trilogis tredje bind. Men det kan lade sig gøre. Et af de mest opsigtsvækkende og vel også mest vellykkede forsøg på at koble teknologi og fantasy er Stephen Kings syv bind lange serie om Det Mørke Tårn, der tog ham 22 år at skrive og som også kan læses som en rejse gennem en fortabt verden, hvor teknikken har taget overhånd. Inden for fantasy er der en særlig genre, der vel bedst kan kaldes dystopisk. Den forudsætter en verdensomfattende kollaps, i stil med en atomkatastrofe; en virus, der udsletter stort set hele menneskeheden eller andet. Hvis teknologien efter katastrofen ikke er til rådighed, er man stadig som menneske underlagt noget, der kan ligne middelalderlige vilkår. En smed bliver nødt til at smede værktøj, man er nødt til selv at pløje jorden, transport er langsom og omstændelig og så videre. Det er en balancegang for forfatteren at arbejde med denne genre: er der for meget teknologi bliver det til en sci-fi roman, der ofte har en helt anden målgruppe end fantasy romaner. Er der for lidt teknologi, så er det ikke nødvendigvis plausibelt, at der tidligere har eksisteret et samfund, der har udslettet sig selv.

Josefine Ottesen er en rutineret dame med omkring 60 udgivelser bag sig, så hun har taget udfordringen op med sin nye trilogi, »Det døde land«, hvoraf det første bind, »Golak«, netop er udkommet. Men selv om romanen rent genremæssigt ligger og vipper teknologisk, så er der tydeligvis tale om en ungdomsroman, der beskriver udviklingen fra ung til voksen. I centrum af det hele er drengen Jonah, der er kvikkere og mere nysgerrig end de fleste. Han bor i et meget lille patriarkalsk samfund, hvor idealerne er hårdt arbejde, bøn og fællesskab, og hvor ethvert nyt teknologisk tiltag ses på som kættersk, ganske i stil med Ayn Rands skelsættende dystopiske novelle fra 1938, hvor hovedpersonen må flygte, da han vil præsentere det elektriske lys for de andre i det reaktive samfund.

I det døde land i bjergene omkring landsbyen lever kun mutanter, Golakkerne, der jævnligt angriber landsbyen for at skaffe mad. Jonah har af ældsterådet altid fået at vide, at Golakkerne var dyr, men under et angreb hører han dem tale og han opda-ger til sin rædsel, at verden ikke helt hænger sammen på den måde, som ældsterådet beskriver det. Josefine Ottesen bruger hele første bind på at beskrive det klaustrofobiske samfunds angst og påvirkning på såvel indbyggere som på fjender. Forældre og samfund forsøger at knægte Jonahs nysgerrighed og spørgelyst ved at straffe ham, enten ved hårdt arbejde eller ved isolation. For at beskæftige tankerne arbejder Jonah i løbet af romanen på at bygge et kirkeorgel ud af de orgelrester, som han finder i skrotbunken hos smeden. Men musik kan både være harmonisk og tryg og det modsatte. Og den musik, som Jonah til sidst skaber på sit orgel, vækker tvivl, angst og usikkerhed; følelser, som ældsterådet af al magt forsøger at inddæmme. Således må Jonah endnu en gang straffes og står efter en meget dramatisk slutning klar til i andet bind at drage ud, væk fra landsbyen og ud i den truende intethed, som han hele sit liv er blevet advaret mod.

Strukturelt er romanen derfor bygget op efter den klassiske udviklingsromans principper: efter barndommens første bind kan vi vente os ungdommens andet bind og i tredje bind en stor kamp, der formentlig vil fremvise en erfaren, moden og fremsynet Jonah, der har fået hold på de følelser, han ikke helt har fået integreret sømløst i sin person. Josefine Ottesen er en god forfatter: historien er fængende og karaktererne beskrevet lige akkurat så meget, som det er nødvendigt for at give dem liv. Samfund og religion er ligeledes skitseret erfarent og med et sikkert overblik. På enkelte punkter minder romanen om Ottesens trilogi, »Krigeren«, som handler om drengen Odd, der også selv har problemer med at få integreret følelserne og med at identificere sit ophav, men det kan ske, at det primært skyldes, at den oplagte skabelon, som dannelseshistorierne bygger på, ikke hos Ottesen overdøves af en samfundsmæssig detaljerigdom og et væld af markante bipersoner, der får fortællingen til at vibrere af liv. Det skal dog ikke skygge for, at Ottesens roman er vældig fængende og udfylder rammen til fulde. Dog kunne hun litterært set vinde endnu mere, hvis hun gav lidt mere slip på hovedpersonens indre liv og gav mere los for hans omverden.

Anmeldelse tidligere bragt den 30-10-2008 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret