Luk vindue

Far kan ikke afleveres

Kalle Güettler: Store monstre græder ikke. Oversat af Hugin Eide. 32 sider. 179 kr. Forlaget Torgard
Glenn Ringtved: For sent!. 32 sider. 229 kr. Gyldendal
Jakob Martin Strid: Da Lille Madsens hus blæste væk.. 40 sider. 149 kr. Gyldendal.

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Billedbøger. En blanding af blæsende karikaturer, grædende monstre og græsselige forældre.

Strid har haft masser af succes med sin tidligere billedbog, Lille frø, som på dansk er kommet i fire oplag og er oversat til ni sprog. Hans seneste billedbog, Min mormors Gebis, var også en tour de force med korte og lange rammende og morsomme nonsensrim.

Da Lille Madsens hus blæste væk er netop udkommet på Gyldendal, og den er præcis lige så charmerende og morsom som hans forrige bøger. En storm blæser Lille Madsens hus væk fra byen og op til Ben-Brækker Bjergets top. Her må naboer og borgmestre træde til med at hejse forskellig mad op til ham, lige til huset bliver så tungt, at det overraskende for alle dratter på plads igen på dets vante plads i byen. Illustrationerne er farverige, helt genkendeligt Jakob Martin Strids alt for korte, plumpe mænd og koner med lidt lange arme, når der er behov herfor. Alle har de et forbavset eller koncentreret udtryk på deres sigende karikaturprægede kontrafej. En livsglad streg, hvor der indimellem er tid til sidehistorier, som mus, der kører ræs i byen eller ser på stjerner. Historien er imidlertid ikke helt så original som de øvrige billedbøger af Strid, det er et velkendt tema fra børnebogsland, men meget virtuost serveret for børn fra 2 år og frem til 5-6 år.

Mens Strid kan mestre både tekst og billede, så de fremstår som en grafisk helhed, er det mere forbavsende, at et samarbejde mellem tre nordiske børnebogsekvilibrister, Kalle Güettler fra Sverige, Rakel Helmsdal fra Færøerne og illustratoren Áslaug Jónsdottir fra Island kan lade sig gøre. Store monstre græder ikke er egentlig anden bog i en sympatisk serie på fire om at håndtere sine følelser, når man er en lille purk på en 3 til 6 år.

Første bog handlede om, at det lille monster skulle lære at sige »nej«, når han følte sig trådt på. I denne billedbog handler det om at turde være åben og derigennem håndtere sine mindreværdskomplekser. Det er store monster, der føler sig meget underlegen i forhold til lille monster, der kan snart sagt hvad som helst. Store monster åbner sig dog, og det giver lille monster lejlighed til at fortælle, hvad han ikke kan, og bede store monster om hjælp til at få lært det. Der findes jo en billedbog, der tematiserer ethvert tænkeligt problem, som man kan forestille sig, et barn kommer ud for.

En af grundene til dette er, at billedbogslæsningen ikke nødvendigvis kun består af selve historien, men også i høj grad af samværet med oplæseren og dialogen før, undervejs og efter læsningen. En billedbogshistorie kan være et fantastisk værktøj til at kickstarte en tiltrængt diskussion, som det ellers er næsten umuligt at få gang i. Så selv om historien i sit grundrids kan lyde banal, er der mange nuancer i den. Samtidig er illustrationerne i bogen fremragende, og typografien er godt og varieret integreret med historie og billedside på opslagene. De store, sorte trolde passer godt til de smalle bogsider, og deres sorte krop giver en skarp kontrast til de andre især skinnende grønne og røde farver. En sjov og god samtalebog for de mindste og deres forældre.

Det er ikke altid, at samtalen skal handle om det, der sker uden for hjemmet. Et kærligt, lettere overdrevet blik indad kan være sundt. Glenn Ringtved evner at lave skriftlige karikaturer, der sætter ting i perspektiv, og illustratoren Charlotte Pardi har aldrig været bleg for at give teksten lige præcis den ekstra skalle, der gør, at man nemt kommer til at grine undervejs i læsningen.

I bogen For sent! fortæller drengen Simon om sin Porsche-kørende far, der altid kommer for sent, når det er Simon, der skal noget. En dag, Simon skal til fastelavnsfest og er klædt ud som tryllekunstner, kommer faren så sent for at bringe ham til festen, at tøndeslagningen er overstået, da Simon ankommer. Faren må som vanligt straks ud og tale i telefon, mens Simon noget ked af det hilser på sine kammerater. Han ønsker, at han kunne trylle faren om til en hund i stedet. Og da Simon kommer ud til bilen sidder der såmænd en hund i den.

Så kan Simon fornuftigvis kun tænke at ønsket er gået i opfyldelse. Han traver da roligt hjem med hunden, for bilen kan han ikke køre. Turen hjem er hyggelig, for hunden har ikke travlt og taler ikke i telefon.

Pointen er vist, at forskellen på en hund og en far er, at man ikke kan aflevere en far nogen steder. Det kan måske ærgre et barn eller to i ny og næ, men næppe dem, der vil få denne bog læst op.

Anmeldelse tidligere bragt den 05-09-2008 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret