Luk vindue

Kærlighed i egoismens tid

Vibeke Bækkenlund Lassen: Mit lorteliv - en kærlighedshistorie. 149 kr. 192 sider. Gyldendal.
Brian Christensen: Et vink til himlen. 149 kr. 248 sider. Gyldendal

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Kærlighed Stort anlagt konkurrence om kærlighedsromaner for unge i skyggen af 70ernes socialrealisme.

Gyldendal lancerede i august 2007 en romankonkurrence med temaet kærlighed. Juryen gav henholdsvis første og andenpræmien til to debutanter. Mere opsigtsvækkende er det, at begge romaner tilsyneladende er så socialrealistiske. Ifølge forlaget var stort set alle indsendte manuskripter nogenlunde lige så seriøse. Måske har kærligheden ingen plads andre steder end i virkeligheden?

I Vibeke Bækkenlund Lassens vinderroman, Mit lorteliv, møder vi den 16-årige Clara, som dels har en lillebror, der er død, og en mor, der er depressiv på grund af sønnens død, og som derfor forsøger at begå selvmord gentagne gange. Faren er flyttet og har ikke ladet høre fra sig i mange år, dog dukker han op sent i romanen, men har for travlt med den nye familie til at tage sig af datterens problemer. Herudover bliver Clara voldtaget og har store problemer i skolen, ikke kun selvskabte. Ikke just de bedste vilkår for en harmonisk kærlighed.

I Brian Christensens runner-up, Et vink til himlen, er det den rockspillende scorekarl David fra 1.g, der forelsker sig i Josefine fra 3. g, der netop har overlevet en kræftsygdom. Faren har skrevet en bog om det hele, som han holder foredrag om, alt imens Josefine forsøger at vende tilbage til normalen. Moren forsøger at animere hende til at genoptage sin konkurrencesvømning, men Josefine vil ikke.

Det eneste, David vil, er at være rockstjerne - hans mor har på et tidspunkt bollet backstage med Bruce Springstens lydmand, og Davids eneste rigtige kontakt med faren foregår ved, at de hver især vinker til himlen, så Google Earth en dag tager et billede af dem, så de kan se hinanden på pc´en. David og Josefine bliver rigtigt forelskede, men Josefines kræft vender tilbage, hvorpå Josefine af forældrene bliver bedt om at skåne Davids følelser ved at slå op med ham. Det gør hun så og rejser efter et par uvirksomme kemoterapier til Himalaya, hvor hun håber at meditere sin sygdom væk. David følger imod familiernes ønske efter - nu med en ny papfar, som har været Davids ældre ven og faderfigur, men som er flyttet sammen med Davids mor.

Som det kan ses af ovenstående er det de rigtigt tunge problemer, der tages op i bøgerne. Død og kritte, siger man næsten, helt i 70ernes ånd. Men pas på: Det er kun tilsyneladende, at det er socialrealismen, der er tilbage. Der er en finurlig forskel mellem de gamle problemer og så de nye. I socialrealismen var det klassekampen, der var baggrunden for romanernes problemstillinger. Det var som regel samfundets skyld, at tingene blev, som de var.

De dårlige opvækstvilkår var bundet i forældrenes dårlige økonomi og mangelfulde uddannelse samt de næsten ghettoagtige beboelser, mange af romanerne foregik i. Det var i gamle dage lettere at placere årsagerne i en given samfundsmæssige kontekst, så man via en politisk vækkelse i sidste ende kunne gøre noget ved det. Selv kunne børnene sjældent løse knuderne.

De nye problemer placerer skylden anderledes. Hverken Clara eller Josefine mangler materielt noget. Man aner ganske vist, at Josefines familie har lidt større ressourcer end Claras, men det er ikke et problem. Kernen er at finde i forældrenes manglende engagement i børnene. Claras mor kommer ikke videre med sit liv, men lader Clara klare alle problemerne, mens Claras klud af en far vasker hænder, fordi han er så optaget af sin nye familie. Josefines familie har travlt med at få det hele tilbage til normaliteten, at de ikke helt kan håndtere Josefines behov. Davids relation til sin stort set virtuelle far siger næsten alt, og det, at familierne ikke anerkender, at kærligheden ikke forsvinder, bare fordi den ene af parterne bliver dødeligt syg, er typisk. Kærligheden er upraktisk. Tænk, man risikerer endda at blive rigtigt deprimeret, hvis kæresten skulle gå hen og dø! Egoismen byder, at man hytter sit.

Romanerne er udmærkede debutantværker. Vibeke Bækkenlund Larsens roman er klart den bedste. Hun har dog villet lidt rigeligt med bogen; et par problemer mindre i handlingen ville nok ikke have skadet den. Christensens roman er god, men ujævn. Historien vil også mange ting og har svært ved at holde alle tråde nogenlunde lige undervejs i historien. Det er to meget tidstypiske romaner om konsekvenserne af tidens fokus på den enkeltes velvære og manglen på fællesskab. Mærkeligt og foruroligende, at lige præcis dét skulle afspejles i to kærlighedsromaner.

Anmeldelse tidligere bragt den 12-09-2008 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret