Luk vindue

Når den grå galskab springer ud

Mervin Peake: Titus Groan, (Gormenghast 2). Oversat af Arne Keller med forfatterens illustrationer. 560 sider, 499 kr. Ries
Mervin Peake: Titus alene (Gormenghast 3). Oversat af Arne Keller med forfatterens illustrationer. 339 sider, 329 kr. Ries

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Verdenslitteratur. Den mærkelige og monumentale Gormenghast-trilogi er nu omsider komplet på dansk.

Med udgivelsen af Titus Groan og Titus alene afslutter Forlaget Ries den fremragende danske oversættelse af Peakes klassiker fra 1950erne om Gormenghast. Bo Green Jensen anmeldte i slutningen af 2006 det første bind af Gormenghast, en trilogi, som englænderen Mervin Peake skrev i årene efter Anden Verdenskrig.

Oprindelig var trilogien tænkt som et fembindsværk, men Peake fik Parkinsons syge og nåede aldrig længere. Det er et storslået, men også et særdeles besynderligt værk. De første to bind foregår på et selvtilstrækkeligt, rustikt og kolossalt slot ved navn Gormenghast, hvis beboere lever efter en uendelig række traditionsgivne mønstre. Disse traditioner er mere eller mindre meningsløse og sikrer, at der absolut intet sker i slottet, der ikke på forhånd er fastlagt. Handlingen i første bind slutter da arvingen, Titus Groan, som spæd »jarles«, det vil sige udnævnes til jarl, slottets øverstbefalende, kort efter at faren har begået selvmord i et anfald af tungsind og desperation over meningsløsheden i det rituelt fastlagte liv på slottet.

En person i Gormenghast nærer dog ingen følelser for traditionerne. Det er køkkendrengen Speerpike, der i første bind af trilogien via skønsnak, vovemod og mord formåede at stige i graderne og opnå magt. Speerpike er omhyggelig i alt, hvad han gør, og selv om folk ikke bryder sig synderligt om ham, aftvinger hans altid disciplinerede kløgtighed respekt.

I bind 2 møder læseren Titus Groan, der vokser op i det labyrintiske slot. Heller ikke han kan affinde sig med tomgangen i traditionerne og fortvivler over slottets utilstrækkelighed. Det er et glædesløst samfund, hvor stemningen er dybt præget af de grå sten, der synes at omgive alting.

Gormenghast er bestemt ikke for de utålmodige læsere. Peake, der oprindelig var klassisk uddannet kunstmaler, synes at have fundet en måde at bruge ord på, så de modsvarer penslens evne til at præsentere beskueren for et præcist og stemningsfuldt sceneri. Peake anvender lange, men rammende og velovervejede beskrivelser, uanset de enkelte deles væsentlighed for det videre forløb.

Hans beskrivelse af skolens rektor, Deadyawn, for eksempel, fylder hele to sider, hvoraf et lille uddrag kan læses her: »Hans ansigt var så blødt og rundt som en vandbakkelse. Der syntes ikke at være nogen struktur i det, intet tegn på et kranium under huden. Denne ubehagelige virkning kunne have tydet på et lige så ubehageligt temperament. Heldigvis var det ikke tilfældet. Men det var et tegn på et tilsvarende slattent livssyn. Der var ikke skyggen af rygrad i hans krop, men heller ingen svaghed som sådan; kun mangel på karakter. For hans slaphed var ikke noget villet, medmindre vandmænd kan siges at være bevidst dovne.«

Som det kan anes, så er beskrivelserne ikke adjektiviske, men gjort akkurat så livlige, så man ikke alene kan se vedkommende for sig. De lidt komiske engelske navne (Deadyawn betyder nærmest at gabe sig til døde) er ikke forsøgt oversat, men det kan være, at også J.K. Rowling fik lært lidt af Mervin Peake i den anledning. For fuldkommenhedens skyld skal det afsløres, at Deadyawn dør kort efter præsentationen, for ikke senere i historien at blive vakt til live.

Hovedemnet for 2. bind er konfrontationen mellem Titus Groan og Speerpike. Sidstnævnte har ved at myrde den ceremoniansvarlige tiltusket sig ansvaret for alle daglige ritualer, og selv om alle mistænker ham for mordet, kan intet bevises. Titus Groan sætter sig for at afsløre ham, og en meget bevægende og spændende scene udspiller sig henimod slutningen, hvor Speerpike og Titus Groan til sidst kæmper til døden. I slutningen af romanen er slottet helt oversvømmet af en voldsom regn, og alle må for første gang i Gormenghasts historie rykke ud af slottet, mens det rengøres. Det er her, at Titus omsider gennemfører sin beslutning om at rejse fra Gormenghast. Titus Groan slutter således fuld af optimisme, med lungerne fulde af frihed og med den ungdommelige forventning om spændende eventyr.

Efter det middelalderlige slot, hvor elektricitet og benzin er fremmedord, er det derfor overraskende at møde et 3. bind som Titus alene, hvor man møder lastbiler, store fabrikker, lufthavne og meget mere. I Titus alene vandrer Titus, dog uden samme troskyldighed som Candide har det hos Voltaire, fra problem til problem. Titus stoler på ingen og vil ikke hjælpes – ikke af nogen eller noget. Han vil sin frihed og finder, at denne samtidig udelukker tætte mellemmenneskelige relationer.

Var det ikke, fordi enkelte personer af uransagelige årsager vælger at hjælpe ham på trods af hans vrangvillighed, ville Titus ikke leve længe. Verden udenom fremtræder dystopisk, hvor svævende elektroniske kameraer overvåger individer og en stærk elite bestemmer spillereglerne. Titus alene er i den grad et surrealistisk værk skrevet under stærkt indtryk af Anden Verdenskrig, hvor Peake som tvangsudskrevet soldat fik et nervøst sammenbrud og måtte forlade hæren i 1943. Den meget store handlingsmæssige disharmoni mellem de to første bøger og dette tredje er en litterær og kunstnerisk udfordring. Genremæssigt flyder romanen mellem fantasy og sci-fi, mellem en gotisk thriller og en psykologisk udviklingsroman, hvor klimakset indfinder sig til sidst i Titus alene, da Titus ved gensynet af Gormenghast får »en følelse af modenhed«, der muliggør hans endelige afsked med slottet og barndommen. De første to bind er i det tredje internaliseret hos hovedpersonen; Gormenghast bliver nu en integreret del af Titus.

Kritikerne er uenige om, hvad man skal mene om dette mærkelige 3. bind. Let tilgængeligt er det ikke, ligesom Peake heller ikke bruger ret meget af sit sproglige overskud til at beskrive Titus’ omgivelser uden for Gormenghast. Paradoksalt nok bliver det ikke sandsynlige sted Gormenghast dermed det mest virkelige og virkeligheden det mest drømmende for læseren, ganske som det er tilfældet for Titus Groan.

Titus alene har imidlertid en så markant anderledeshed over sig, at man indfanges, selv om man under læsningen løbende må kæmpe for at sammenstykke en forståelse for handlingen. Man kan ikke nøjes med at læse bogen én gang. Uanset hvor enigmatisk den fremtræder, emmer teksten af eksponerede og indestængte følelser, hvor al den kærlighed, begær og gejst, der lå under for de grå sten i Gormenghast, får frit afløb sammen med en galskab, der ikke kun er melankolsk, men også fandenivoldsk.

Anmeldelse tidligere bragt den 08-08-2008 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret