Luk vindue

En duft af hø

Lars-Henrik Olsen: Skjult af skoven. 315 s. kr. 98. Gad

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Hverdagens helte. Lars-Henrik Olsen sender en angerfuld dansk soldat på sightseeing i en duft af hø.

DANNEBROG skal ifølge overleveringen være dalet ned i den salige sommer i 1219, hvor Kong Valdemar vandt en stor sejr i Lyndanise. Flaget hører man imidlertid ikke noget til i Lars-Henrik Olsens nye historiske ungdomsbog. Til gengæld kan vi fornøje os med en spændende historie, der tager os med på opdagelse i 1200-tallets Estland. Zoologen Lars-Henrik Olsen er i forvejen en anerkendt forfatter for børn og unge, og har bl.a. modtaget Kulturministeriets børnebogspris. Han skriver såvel fag- som skønlitteratur for børn og er også kendt for sin svaghed for historie, hvilket bevidnes af en stribe bøger med historisk udgangspunkt. »Skjult af skoven« begynder, hvor slaget slutter. Hovedpersonen Svend drager ind i landet for at plyndre landsbyerne i skoven sammen med nogle af sine kammerater. En af dem har for vane at citere bibelen -til stor irritation for de andre. Svend kan dog ikke lade være med at lytte til ordenes betydning: »Svend holdt hænderne for ørerne. Voldtægt, brand og plyndring i Guds navn. Det kunne ikke være rigtigt!« Og umiddelbart efter genkalder han sig sin egen barndom, hvor slavejægere fra Øsel dræbte hans forældre og ødelagde hans egen landsby. Så Svend smider alt stjålent gods fra sig og flygter ind i skoven, væk fra sine kammerater. Det lykkes ham at skjule sig hos en familie af finsk oprindelse, og inden længe bliver han en uundværlig del af landsbyfællesskabet, ikke mindst fordi han viser sig at være god til lægeurter og tillige en dygtig jæger.

Kun én er utilfreds med Svends tilstedeværelse: Kiur fra nabolandsbyen, som kæmpede på esternes side i slaget mod kong Valdemars tropper. Uvenskabet bliver ikke mindre af, at Svend forelsker sig i Aino, som er lovet væk til Kiur. Sædvanen tillader dog, at Svend og Aino er kærester så længe hun holder sit ord og gifter sig med Kiur når tiden kommer. Med Svends øjne ser vi hvordan en estisk landsby i 1200-tallet fungerer, hvilke redskaber de bruger og hvilken rytme, de har. Det meste er fremmed for ham, og det er med til at få læseren til at opfatte ham som en meget moderne person. Svends samvittighedskvaler omkring plyndringen og brugen af Jesus navn er forståelige nok, men virker nok en anelse torvefriske i forhold til de 800 år de hævdes at have på bagen. Det giver romanen lidt karakter af en dannelsesrejse i datidens levevis og fauna. Det bliver bogen ikke ringere af, og måske er det kun mig det irriterer at Svend er så god, så klog og så dygtig, samtidig med, at han gives et menneskeligt lag fernis, der tillader ham at gøre et par enkelte fejltrin. Uden at romanen vil være ved det, er Svend en rigtig helt. Det medfører at handlingen nogen gange fremstår som en kliché, hvilket er synd for helheden. Men når det er sagt skal det så også siges at Lars-Henrik Olsen er en god fortæller. Han skriver så medrivende og levende, at man nærmest kan lugte det hø, Svend ligger på og følge hans bevægelser når han fanger sit bytte. Der er ikke noget utålmodigt ved fortællemåden; forfatteren giver sig god tid til at forklare alt og indfletter det i handlingen, så læsningen efterfølges af en herlig mæthedsfornemmelse. Jeg tror, at teenagere eller andre, der måtte have en forkærlighed for historiske romaner vil sluge bogen med udelt fornøjelse.

Anmeldelse tidligere bragt den 23-07-1993 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret