Luk vindue

Den er skadelig

Adele Faber: Søskende uden jalousi. På dansk ved Lene Gulløv. 180 sider, 198 kr. Forum
Jesper Juul: Dit kompetente barn. 244 sider, 248 kr. Schønberg

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Opdragelse. Findes der større udfordringer end det at have børn?

KENDER De situationen? Man sidder og læser avisen og pludselig lyder der et halvkvalt råb fra vuggen. Tankerne begynder at køre på højtryk, og de mulige tolkninger af råbet passerer som en maskingeværsalve: sult, kedsomhed, træthed, sut, ny ble osv. Alt imens har man rejst sig op og er kommet hen til vuggen, hvorfra råbet nu har udviklet sig til en begyndende gråd. Man tager barnet op, og pludselig går det op for én, hvad barnet ønsker.

Mange ikke-forældre har ofte gjort grin med de forældre, der mener at kunne forstå deres barns besynderlige lyde og få dem til at betyde mange forskellige ting. Gudskelov bliver disse uvidende mennesker klogere, når de selv får børn, og psykologer og familierådgivere er ingen undtagelse fra reglen. Således har familieterapeuten Jesper Juul udgivet en hel bog om denne erkendelse, Det kompetente barn. Bagsideteksten sætter ikke forfatterens lys under en skæppe. Her kan alle læse, at der er tale om en banebrydende erkendelse, som forfatteren har fået. Det er ikke uden en vis skepsis, at man giver sig i lag med sådan en bog, der mener at give en hel ny måde at forstå børn på, ud fra en grundlæggende erkendelse af, at barnets reaktioner altid er meningsfyldte. Hvad skulle de ellers være? Men heldigvis viser bagsideteksten sig ikke at være dækkende for den tone, som man kan finde bag omslaget. Her møder vi nemlig en fornuftig og forholdsvis afdæmpet person, der har argumenterne i orden og masser på hjerte. Således skriver han i sin indledning, at vi tidligere »har taget alvorligt fejl, idet vi er gået ud fra, at børn ikke var rigtige mennesker fra fødslen. Vi har anset børn for at være en slags potentielt asociale halvmennesker, som for det første skulle udsættes for massiv påvirkning og manipulation fra voksne, og for det andet skulle nå en vis alder, før de kunne anses for at være ligeværdige, rigtige mennesker.« Hans bog har derfor som formål at vise, at det, »vi traditionelt forstår ved opdragelse, både er overflødigt og direkte skadeligt i den forstand, at det ikke bare er usundt for børnene, men også blokerer de voksnes menneskelige vækst og udvikling - og endelig påvirker samspillet mellem børn og voksne destruktivt«. DET er hans teori, og den argumenterer han bravt for hele bogen igennem. Børn har nemlig ikke, siger Jesper Juul, brug for voksne til at lære sig, hvordan man tilpasser sig omverdenens krav. Det klarer de fint selv, men til gengæld har de virkelig brug for, at de voksne lærer dem, hvordan man tager vare på sig selv i samspil med andre. Den gængse opdragelse bliver også halshugget effektivt: Krænkelser af det enkelte menneskes integritet er uetisk, siger forfatteren, men da børn også er mennesker, kan det, vi forstår som en konsekvent opdragelse udmærket udmønte sig i dårlig etik. Og dermed er ordrer som »kan du gå i seng nu!« eller »Så kan du godt spise op«, helt håbløse, fordi børn i virkeligheden gerne vil være nemme. Børn er ikke besværlige, fordi de vil gøre livet surt for deres forældre. Tværtimod. De gør det, for at familien som helhed skal få det bedre. Det kan muligvis få nogle til at få kaffen galt i halsen, men forfatteren er faktisk dygtig til at argumentere for sin sag. Finten, siger Juul, er, at børn skal opdrages med hovedvægt på det sociale ansvar, netop fordi børn ikke har den egocentriske natur som det ellers er normalt at tildele dem. Hvis de bliver egocentriske som ældre, er det fordi forældrene er det. Med hensyn til forældrenes rolle er Jesper Juul helt uden nåde. Alt skyld må forældrene påtage sig - bliver børnene voldelige som unge, er det deres forældres skyld. For forældre skal vokse op sammen med børnene - og udvikle sig sammen med dem. At påtage sig rollen som far eller mor betyder også, at man skal gøre op med sin fortid, sine forestillinger om livet og blive et helt menneske. Og alt det kan man takket være barnets reaktioner, der, hvis man betragter dem nøje, viser vejen til et harmonisk liv med barnet og ens omgivelser. Pædagogik kan man bruge til undervisningen, siger Juul. At bruge den mod børn i opdragelsessammenhæng er det rene vold. BOGEN er ganske god som en tankevækkende indlæg om hvordan man bør behandle de yngste mennesker i vores samfund. På trods af provokationerne er det forholdsvis nemt at sympatisere med Jespers Juuls synspunkter, fordi han argumenterer meget godt for sig, og fordi han giver mange praktiske eksempler på, hvordan man kan komme ud af dødvandet i forholdet til sine børn. Jesper Juuls tanker har en stor lighed med den franske filosof Jean Jacques Rosseaus (1712-1778) syn på børn, som han gav udtryk for i sin bog Èmile fra 1762. Rosseau er på mange måder gået i glemmebogen og filosoffen nævnes end ikke i flere af de moderne leksika. Men måske er tiden mere moden til en frugtbar diskussion om børn og opdragelse i dag end det var for 233 år siden. MENS et barn kan give én hovedpine, så kan to eller flere på én gang give én forfærdelige tømmermænd. Især hvis de er søskende og hele tiden er oppe og tottes om såvel stort som småt. Faber og Mazlish udgav sidste år bogen »Lær at Lytte«, som også blev anmeldt i WB. Deres nye bog, Søskende uden jalousi, er et forsøg på at give forældre en håndsrækning i det vanskelige arbejde det kan være at have mere end ét barn. Bogen er udformet som en fortælling om et terapiforløb forfatterparret afholdt for forældre til søskendepar, der skændtes. I den er der både en lang række praktiske anvisninger på, hvordan man kan standse og undgå skænderierne, illustreret både i ord, men også i form af tegneserier, som ikke er til at misforstå og som lige er ved at tale ned til læseren. Sidder man i problemstillingen nu og her, så vil man dog sætte pris på, at man kan nøjes med at læse tegneserierne og springe den øvrige tekst over. Anvisningerne ser dog ud til at være ganske virkningsfulde, selv om man ikke vil kunne sige sig fri for at føle sig som en skuespiller under udførelsen. Det at lægge strategien for løsningen af skænderierne og dernæst udføre den er ganske nervepirrende, men resultaterne lader heldigvis ikke vente på sig. Og man skal ikke forledes til at tro, at det ligefrem er nemme problemer, de to terapeuter har været præsenteret for. En af de cases, man præsenteres for i bogen starter på følgende måde: »Desværre er mine tre teenagedøtre nødt til at dele værelse. Det er værst, når en af dem har en veninde på besøg.« Det er, hvad man kan kalde et problem. Det fik forældrene heller ikke løst fuldt og helt, men kunne dog konstatere en »kolossal fremgang« i omgangstonen de tre døtre imellem efter at have brugt nogle af de kneb, der videregives i bogen. Faber og Mazlish har, på trods af den lette tone i bogen, ganske mange gode erfaringer at dele ud af. Og når konflikterne er aftaget takket være symptombehandlingen, kan man passende tage fat på årsagerne til skænderierne stille og roligt. For forfatterinderne er helt på linie med Jesper Juul, når de siger, at selvrangsagelse hos forældrene er det første trin til at forstå konflikternes opståen. På side 2 i Kultursektionen fortæller Nancy Bratt om sit arbejde med vanskelige børn.

Anmeldelse tidligere bragt den 17-11-1995 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret