Luk vindue

Tylsskørt og burka

Iselin C. Hermann: Mundgodt, Snurrepenót og hele redeligheden. 94 sider. 250 kr. Forlaget Carlsen
Oskar K.: Hurtige Henning Historier. 104 sider, 249 kr. Høst & Søn.

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Oplæsning. 1/2god, lidt ordinær prinsessebog af Iselin C. Hermann og helgod kryptisk børnebog af Oscar K.

Iselin C. Hermann starter sin nyebørnebog, Mundgodt, Snurrepenót og hele redeligheden således: »Der er nogle prinsesser, som bliver født sure. Ja, jeg vil gå så vidt som til at sige, at sur, det er bare fornavnet!« Det er en helt fin start. Alle børn kender én, som altid er sur, og som nødvendigvis må være født muggen. Selv om det er oplagt for de fleste, at historien må handle om, hvordan prinsessen omsider bliver glad, så er det ok. Måske kan man få et godt tip til, hvordan man formilder den sure person, man selv kender.

I Oskar K’s Hurtige Henning Historier er starten langt mere kryptisk. Første historie hedder »Henning har en hemmelighed«. Begyndelsen lyder således: »Den var helt gal, da Fatima spurgte Henning, hvor højt Himmelbjerget var. Midt i en dansktime. Henning var ellers et geni. Med rødt hår og fregner. Og pæne tænder.« Abstraktionsniveauet er langt højere end hos Hermann, men målgruppen er ikke nødvendigvis en anden, for begge bøger kan læses op for børn i alderen fra godt fem-seks år og op. Men Hurtige Henning Historier egner sig godt til selvlæsning frem til cirka 11 år, hvad man næppe kan forestille sig vil være tilfældet med Hermanns bog, som absolut er en oplæsningsbog.

Iselin C. Hermann har udgivet endel romaner for voksne, samt en rost børnebog i 2000 ved navn Kongen af Sydspanien. Mundgodt, Snurrepenót og hele redeligheden handler om en prinsesse, der skal giftes med sin halvfætter. Han vil bare ikke have hende, fordi hun er så sur. Halvfætteren er dog vældig sød og holder meget af prinsessen, så han beslutter sig for, at han vil få hende til at smile uanset hvad. Forfatterens lyst til ordleg fornægter sig ikke, for det er netop ord på en lap papir, der får prinsessen til at smile allerførste gang. Og ord, dem er der mange af i bogen.

Det er naturligvis en smagssag, om man kan lide, at forfatteren skriver selve oplæsningen ned, inklusive direkte henvendelser til et imaginært publikum, som for eksempel når hun nævner en af prinsens svipture i sommerferien: »Men den er hemmelig, så den kan jeg ikke fortælle om. Nej, for så ville den jo ikke være hemmelig. Det kan du da nok forstå.« Metoden kan sagtens fungere, som den gjorde i hendes forrige børnebog, men jeg finder nu, at (op-)læsningen bliver anstrengt friskfyragtig i længden. Det er også for krukket for mig, når halvfætteren skal staves 1/2fætter og halvhjertet 1/2hjertet.

Siri Melchior har dog gjort underværker ved bogen. Illustrationerne er sigende og tro mod tekstens naivitet. Melchiors illustrationer er med til at fuldkommengøre indtrykket af en rigtig prinsessebog. Lur mig om ikke pigerne vil synes, at der hører tylsskørt til, når historien skal læses op. For at blive i Hermanns notation er bogen 1/2god. Ikke dårlig, men heller ikke fremragende.

Oskar K. går en helt anden vej end Hermann. Hans historier er ofte yderst kryptiske, og han lader sig ikke anfægte af, hvad virkeligheden nu byder af muligheder, når nu der er så mange herlige umuligheder at ty til. Det gør læsningen af hans eventyr til noget helt specielt, for man kan aldrig vide, hvor man ender. Og når man først er ved enden, undres man over, hvordan man kom dertil.

Det er ikke til at sige, om det er Hurtige Henning, eller om det er Hurtige historier om Henning, vi har fat i. Historien handler om Fatima, der går i burka og er fra Afghanistan (og ikke Afganistan, som der står i bogen), som er et geni. Henning er også et geni. Men de har begge hemmeligheder, for Henning er i virkeligheden femlinger, der skiftes til at gå i skole, ligesom det viser sig, at Fatima ikke bare er Fatima. Det er lidt kompliceret, og hvad det hele så i virkeligheden går ud på, står lidt hen i det uvisse.

Det skøre er efterhånden blevet lidt af et varemærke for Oskar K., der fortsætter med at overraske med på en gang underholdende og kryptiske historier. Han suppleres umanerlig godt af Dorte Karrebæk, der får siderne til at sprælle af farver og energi og næsten gør de skøre historier helt troværdige.

Anmeldelse tidligere bragt den 30-05-2008 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret