Luk vindue

Vi kalder hende Jorden

Bent Haller: Ildalf og andre fortællinger fra Kongsgården. 176 sider. 229 kr. Høst & Søn

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Det gode og det onde. Bent Haller har skrevet årets mestbemærkelsesværdige bog for voksne og børn.

Bent Haller er ramt af en vanvittig digteriver, der uophørligt driver ham til pennen. Man skulle tro, at kvaliteten af udgivelserne dermed faldt, for Haller har nu over 120 bøger på samvittigheden, men manden fornyr sig konstant og må være det tætteste, man i dag kan komme på et litterært geni. Haller leverer simpelthen den ene fortællermæssige overraskelse efter den anden.

De seneste mange år har han interesseret sig for myter og de eksistentielle problemer, de belyser. Især har forholdet mellem det gode og det onde i mennesket været et genkommende tema i forfatterskabet. Haller har senest genskrevet Osirismyten i Thots bog: fortællingen om Osiris, så den fremtræder som en lang meditation over kampen mellem godhed og ondskab, liv og død. Det er overlegent velfortalt og uhyggeligt vedkommende.

Han foretog ligeledes en radikal nutidig omfortolkning af myten om Elektra i Hævnen: historien om Elektra og Orestes og har også levendegjort den gamle græske myte om Jason i Jason: jagten på det gyldne skind. Iliaden og Odysseen har han også gendigtet på sin vej gennem myterne, ligesom han tidligere og med lige så drabelige evner har kastet sig over diverse nordiske myter og et enkelt eventyr af H.C. Andersen.

For et par år siden skrev han for første gang om Julemanden. Der er mange myter på Grønland, og Jørn Riel har absolut været min største favorit, når det gælder genfortællinger af disse myter. Men nu må Haller tage prisen med et værk, der ubetinget må kaldes årets mest bemærkelsesværdige, suveræne og sprogligt fabulerende bog for voksne såvel som for børn.

Ildalf og andre fortællinger fra Kongsgården handler ganske vist om Julemanden. Eller rettere om hvordan hans røde kappe blev til. Men Hallers hoved er krøllet. Myter får ikke lov til at komme ordret ud. De bliver nødt til at sno sig ad mange, såvel mørke som lyse underjordiske gange og foretage nogle voldsomme badutspring, før de igen kommer frem i lyset.

Først driver Haller os gennem Grønlands skabelse. Og typisk Haller viser det sig, at »The Big Bang« er resultatet af konflikten mellem lys og mørke, mellem godt og ondt. Sådan lyder det, når de to mødes:

»Mørket fik lyse ar, mens lyset fik mørke, og de kæmpede forgæves mod hinanden, fordi de var lige stærke. De blev mand og kone, uden at det var noget, de tænkte over. En af de kloder, som hverken var kold eller varm, men både og, havde lagt sig mellem dem. Det var deres førstefødte. De blev enige om at kalde hende Jorden.«

Historierne i Ildalf og andre fortællinger fra Kongsgården hænger sammen og kan alligevel læses hver for sig. Hver historie er en lille perle i sig selv. Jeg blev helt væk i bogen, henført af det sproglige overskud, af dynamikken i historierne, og de mange tanker, som teksterne bestandigt åbner op for.

Ikke, som Haller nogle gange kan finde på, i et lukket, esoterisk rum, men ud i det fri, hvor man pludselig aner noget grænseløst, som man umådeligt gerne vil gribe, men ikke kan.

Ja – fornemmelsen er klart, at det lige er det, som Haller har fanget med dette uforlignelige mesterværk om Grønland, men først og fremmest om mennesket og dets grundvilkår.

Anmeldelse tidligere bragt den 01-12-2006 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret