Luk vindue

Børnelitteraturen er en planet i solsystemet

Torben Weinreich: Historien om Børnelitteratur - dansk børnelitteratur gennem 400 år. 603 sider, 399 kr. Branner og Korch

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Litteraturhistorie. Generøs fortælling om børnebogen gennem 400 år.

»Man skulle tro, at det var en tiltrædelsesforelæsning, og ikke en afskedsforelæsning!«, blev der mumlet i krogene, da professor i børnelitteratur Torben Weinreich af helbredsmæssige årsager trak sig som leder af Center for Børnelitteratur for nylig. Manden har karisma og en veludviklet evne for dramatik, som han udnytter til fulde, når han skal fortælle om børnelitteraturen og dens aktører.

Gennem en menneskealder har Weinreich talt og skrevet om børnebøger, og i høj grad været med til at præge debatten, senest som katalysator for kanondiskussionen, der er endt med at skabe en hel trend i ministerkredse. Hans seneste kanonsalve er Historien om Børnelitteratur - dansk Børnelitteratur gennem 400 år, som er en voluminøs, sjov, anekdotisk, kronologisk og samlende fortælling om børnebogen fra den første børnebog udkom i 1568 til skæringsåret i 1967, hvor forfattere som Cecil Bødker, Benny Andersen og Ole Lund Kirkegaard debuterede som børnebogsforfattere.
Og da det jo er en fortælling, kan han netop finde den subjektive og holdningsmæssige nerve, der giver liv til teksten. Ikke noget med at krybe udenom ved blot loyalt og kedeligt relativistisk-akademisk nøjes med at referere til debatter uden selv at tage stilling. Tag for eksempel afsnittet om H.C. Andersen: »Spørgsmålet om, hvorvidt H.C. Andersens eventyr overhovedet er skrevet for eller kan og bør læses af og for børn, stilles... oftere og oftere. I et værk om dansk børnelitteraturhistorie kræver dette spørgsmål selvfølgelig et svar.«
Og så argumenterer Weinreich nådesløst for, hvorfor svaret indlysende er ja - for senere i Andersen-afsnittet at skrive, at det ikke er »urimeligt at stille spørgsmålet om H.C. Andersens eventyr vil overleve... Kun en meget begrænset del af H.C. Andersens samlede værker læses i dag.« Ingen blødsødenhed at spore her.

Weinreichs litteraturhistorie adskiller sig temmelig meget fra de tidligere udkomne børnelitteraturhistorier ved sin periodisering - som den første periode nævner han 1568-1780, der er præget af belærende bøger, hvor barnet anses for at være en lille voksen. Denne efterfølges af romantikken, der i børnelitteraturen begynder i 1820-1880, hvor barnet får en værdi i sig selv. Den tredje periode er 1918-1964, børneromanens storhedstid og billedbogens opkomst er en tid, der især er præget af de nye pædagogiske strømninger. Mellemperioderne 1780-1820, 1880-1918 og 1964-1967 behandles selvstændigt og anses af professoren for at være præget af modsætninger mellem det gamle og det nye paradigme, uden at man kan sige, at ændringen fra gammelt til nyt er helt slået igennem.
Ved at inddele litteraturen i disse relativt store klumper opnår Weinreich en overskuelighed, der egner sig rigtig godt til en fortælling og til at ridse sammenhænge og modsætninger op som hver for sig er en gedigen undersøgelse værd. Som sagt afholder han sig ikke fra at placere sig selv i diskussionen, og det er en stor kvalitet ved bogen, da det engagerer og inddrager læseren ganske effektivt.

Børnelitteraturens vilkår adskiller sig meget fra den øvrige skønlitteraturs. Derfor kan børnelitteratur ikke umiddelbart på en enkel måde indgå i en almindelig litteraturhistorie, skriver han. Lidt poetisk udtrykt og ganske vist i en lidt anden sammenhæng skriver Weinreich, at »den børnelitterære verden kan anskues som en planet i et solsystem, hvor solsystemet nok er bestemmende for meget af det, der sker på planeten, men hvor der også på planeten foregår en selvstændig udvikling.«
Der er naturligvis et hav af sidehistorier i bogen: for eksempel, at Harald Bergstedt, der skrev så uskyldige sange som »Solen er så rød mor« og »Jeg ved en lærkerede«, var nazist og sad i fængsel efter krigen, og at DR helt frem til 1967 ikke måtte spille hans sange.
Weinreich er god til at genfortælle historierne og citerer flittigt fra bøger og artikler, så teorien konkretiseres ved eksemplets magt. Historien om Børnelitteratur er en sjældent fremragende og underholdende børnelitteraturhistorie med bid og knasende holdninger.

Anmeldelse tidligere bragt den 11-08-2006 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret