Luk vindue

Når nørder eksploderer

Jon Ewo: Sort. Og cirka hvidt. Oversat af Anders Johansen. 169 sider. 199 kr. Høst & Søn.
Palle Petersen: Kærlighed ved første klik. 160 sider. 189 kr. CDR-Forlag

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Nørder. Tv-skærm, PC-skærm, mobning og seksualitet. To ungdomsbøger rammer tidsånden.

I sci-fi litteraturen har man tidligt identificeret skærmen som noget, der kunne anvendes til at pacificere en hel befolkning og derved mere eller mindre direkte understøtte et totalitært styre. Det er sjovt at tænke på, at forudsætningen for, at kunne bruge tv på den måde, var, at alle så det samme. I dag er det svært at finde et hjem med færre end fem kanaler, og det er vel nærmest normalt med et udbud på 20-30 stykker.
Måske derfor er tv-shows nødt til at blive mere og mere rå. Det handler om seertal, og jo mere seeren kan sidde i sin sofa og godte sig over, at man ikke selv er en af de stakler på skærmen, jo bedre. Og just sådan et tv-show er dråben, der kickstarter dramaet i Jon Ewos spændende roman, Sort. Og cirka hvidt.
Den handler om Ben, Jo og Tammy, der er klassens outsidere og mobbes voldsomt af klassens øvrige elever. For at understrege uretten er skolen skildret som en skole, hvor sammenhold og omsorg er særlig vigtige. Ewo er meget inspireret af landsmanden Jan Kjærstads trilogi om Jonas Wergeland, en inspiration, han også i bogen vedkender sig, dels via et citat: »Dybest set kender vi aldrig et andet menneske,« men også ved at opdele bogen i forskellige dele, der fortæller den samme historie, men ud fra to vidt forskellige forudsætninger.
Herudover er genfortællingen præsenteret halvt som sandhed, halvt som fiktion og har således samme fortællermæssige ramme som Kjærstads. Som sagt er det netop en tv-serie, der i virkeligheden provokerer mobberne til at forberede den dybeste fornedrelse i de unges optik ved at tvinge nørderne til at vise sig nøgne for et kamera, hvorefter filmen skal vises på tv-showet i forbindelse med en konkurrence.
I den første historie er det hovedpersonerne selv, der fornedres, i den anden er de blot vidner til det. I begge tilfælde er reaktionen enorm. Ewo er en dreven fortæller, der ikke sparer på effekterne. Resultatet er en meget effektiv og anderledes spændingsroman om mobning, som på grund af sine to fortællinger både er sort og hvid. Når man nu kender Kjærstad, så er det måske ikke så originalt, men alligevel - tricket med flere forskellige synsvinkler på samme historie er tussegammel i litteraturhistorien og brugt med flid også i Danmark, blandt andre af Svend Åge Madsen, og sidst for ganske nylig i børnelitteraturen af parret Zimakoff og Rendtorff. Ewos bog er fængende og kan med stor fornøjelse læses også uden for klasselokalet.

EN anden skærm spiser også meget af de unges opmærksomhed, nemlig computerskærmen. I Jon Ewos bog er de tre outsidere rigtig seje til computerspil.
Det er drengen Gameboy i Palle Petersens hysteriske Kærlighed ved første klik også. Bogen er en slags svar på den yderst populære pigetrilogi MIG, som Lena Ejlstrup udgav for nogle år siden, bare for drenge. Petersen og Ejlstrup bor i øvrigt sammen, så man kan sige, at det var en nærliggende idé.
Den nørdede Gameboy elsker at spille og at hade piger, men pludselig begynder hormonerne at styre hans liv, og det ændrer hans udsyn og ambitioner betragteligt. Livet handler herefter om, hvordan han kan score bedst, og hvordan han hurtigst muligt kan komme af med sin jomfruelighed. I starten sker det via et utal af profiler på datingsites, men efterhånden begynder Gameboy at indse, at sandsynligheden for at komme i kanen med en pige er højere, hvis han møder dem i levende live snarere end virtuelt.
Det giver selvfølgelig problemer, når man er en temmelig nørdet ung knøs på 16, der har pyntet en hel del på sin profil for at lokke pigerne til sig. 80 pct. af de unge prøver at date via chatsites og datingsider, så Palle Petersen rammer bestemt helt rigtigt med sin roman, der har form som en webblog eller en slags dagbog på nettet.
Bogen har ikke ret meget tilfælles med den populære Kærlighed ved første hik fra 1982 af Dennis Jürgensen, men sammenholdes disse er det forbløffende, hvor mange tabuer der er faldet bort de sidste 24 år. Petersens bog rammer, ganske som Jürgensens gjorde dengang, tidsånden helt i plet, og vil helt sikkert få masser af læsere.

Anmeldelse tidligere bragt den 07-04-2006 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret