Luk vindue

For god til Fanden

Kenneth Bøgh Andersen: Djævelens lærling. 315 sider. 249 kr. Høst & Søn.

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Død og kritte. En indtagende bog om en hårrejsende fejltagelse.

VED en fejl bliver dydsmønsteret Filip taget af Døden til Helvede i stedet for den ondskabsfulde Søren. Den skæbnesvangre fejl består i, at den dreng, Døden henter, skal være selveste Djævelens arvtager. Lucifer er nemlig ved at dø af en mystisk sygdom, og han ser ingen i Helvede, der er egnet til at træde i hans sted. Det går hurtigt op for Den Onde, at der er sket en alvorlig fejl, men desværre kan han ikke bytte drengen ud. Så Filip må gennemgå den fandens oplæring, som Helvedes konge har planlagt. Men det er ikke nemt for Fanden at nå ind til Filips skyggesider. Og den gode Filip har ganske svært ved at klare sig i Helvede, hvor folk ikke just er søde ved hinanden.

Kenneth Bøgh Andersen er langsomt og sikkert ved at overtage førstepladsen som den ypperste fortæller inden for fantastisk litteratur i Danmark. Han debuterer i år 2000 med trilogien Slaget i Caïssa, og allerede dér kan man mærke hans evne til at parre relativt komplekse handlingsmønstre og filosofiske modsætninger med en elementær spænding. Hans fortællinger har nemlig en god dybde, men forfatteren afgrænser sig typisk også for meget omfattende eskapader, så også de unge læsere fastholdes i læsningen.

Allerede ideen om at få et dydsmønster til Helvede er jo genial. I litteraturen sker den slags normalt kun, når helten skal bringe en fortabt sjæl tilbage til livet. Mest kendt er nok myten om Orpheus, der tog til underverdenen for at hente Eurydike. Hun måtte ikke se sig tilbage, men gjorde det alligevel, og måtte derfor blive. Selveste Dante vandrer dertil for til sidst at møde sin Beatrice. En væsentlig undtagelse er Herakles. Han var ikke just damernes mand. Han valgte i stedet at bringe hunden med tre hoveder og dragehale, Cerberus, som var Hades’ portvogter, med sig tilbage.

Her skal helten i alt fald ikke så gerne vende tilbage, men overtage Fandens job. Forfatteren mangler ikke at nævne de allervæsentligste filosofiske knuder, for eksempel at Fanden skal forklare Filip, hvorfor ondskaben er en nødvendig del af livet. Men fokus i historien er klart på underholdningen. I Helvede kører en række parallelle historier: Filips forelskelse i drilledjævelen Satina. Den skaber jalousi, som bliver den åbning, som Djævelen endelig kan udnytte til at finde ind til Filips indre dæmon. Jalousien skaber vrede - og Filip er dermed godt på vej til at virkeliggøre de syv dødssynder. Undervejs finder Filip og Satina ud af, at Djævelens sygdom slet ikke er så naturlig, som man kunne tro.

Der er nogen, der forsøger at tage livet af ham - og af Filip. På et tidspunkt bliver Satina og Filip uvenner. Og ærlig talt, så virker det ikke just, som om Filip har den ondskabsfuldhed og kynisme, der skal bruges til at løse gåden og redde livet. Djævelens lærling er velskrevet, helvedes spændende, og tilmed rent sprogligt en fornøjelse, som når en dagbog i Helvede nødvendigvis må kaldes en natbog. Kort sagt: en oplevelse man ikke bør snyde sig selv for.

Anmeldelse tidligere bragt den 14-10-2005 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret