Luk vindue

På hægtel

Kenn Denning & Hanne Bartholin (ill.)  : Den blå dreng og andre fortællinger om natten. 93 sider, 219 kr. Apostrof
Joke van Leeuwen & Barbara von Dongen Torman (ill.)  : Fuglepigen. 151 sider. 199 kr. Modtryk

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Særhed. Der findes ingen tanker, der ikke kan tænkes i børnebøger.

BØRNEBØGER kan godt være ret skæve. Skæve i den forstand, at de er sære. Man holder af dem og læser videre i dem, fordi man ikke aner, hvordan historien vil udvikle sig.

Det ser man for eksempel i hollandske Joke van Leeuwens historie Fuglepigen. En historie, der også har været en succes som teaterstykke, og som er i færd med at blive filmatiseret. Bogen handler om en pige, der har vinger i stedet for arme, og som lander hos den regelrette og fugleinteresserede Johannes og hans kone, Tina. Fuglepigen ender de med at kalde »Lilli Figl«, fordi hun ikke kan tale rent, og adopterer hende som deres barn.

Men Lilli Figl forsvinder en dag uden at sige farvel. Af sted går det og undervejs møder Johannes og Tina andre mennesker, som Lilli Figl også er stødt på efter sin afrejse. Alle holder de af fuglepigen, og derfor sætter de efter hende og ender alle på hægtel: et hotel, hvor man kan komme til hægterne. Og dér bliver de, indtil de kan tage hjem igen - uden Lilli Figl.

Bogen handler om at mødes og skilles, om skrøbelige venskaber, om det sørgelige i ikke at lade andre påvirke en, selv om det også bringer smerte med sig. Det er med andre ord en fabelagtig højtlæsningsbog for børn fra 7 år og op. God at tale ud fra, at tænke og forundres over og i alle tilfælde en bog, der åbner op for fantasiens sluser hos tilhører og læser.

KEN Denning skriver ligeledes mærkelige bøger for børn. Den blå dreng handler om en far og hans søn, Berlin (måske fordi historierne rejser?). Sønnike er ikke meget for godnathistorier, og faren skal derfor presse lidt på for at få lov til at fortælle dem.

Historierne bliver jævnligt afbrudt af Berlins spørgsmål, og historierne er rigtig sære: om den blå dreng, der taler til den glade sol og månen, der er fornærmet over, at børnene hellere vil se fjernsyn end at se på månen. Alle historier i bogen udvikler sig som en dialog mellem faren og Berlin, men kun ikke den sidste, hvor det er sønnen, der fortæller faren en historie.

Hanne Bartholin har illustreret bogen mesterligt med tænksomme tegninger, der fanger nattetonen fra historierne. Dennings bog er et indlæg for fantasien og den filosofiske tilgang til livet: »Der findes ingen tanker, der ikke kan tænkes i natten. Selv de allerstørste tanker er der plads til,« som Denning skriver.

Men han fortsætter også med, at »man kan også tænke på alt muligt andet.« Og det kommer man uvægerligt til undervejs i læsningen, for bogen er vanskelig at fastholde, og det er formentlig primært de allermest filosofisk indstillede børn, der vil sætte pris på historierne.

Der er ingen tvivl om, at Denning og Bartholins bog skal fordøjes langsomt og helst formidles, for den ikke alene indbyder til, men også indleder en videre dialog med ens egen søn eller datter. Bogen vinder endda ved genlæsning, og samtalerne bliver næppe de samme som første gang. En sær bog, som vi kan glæde os over, der fortsat er plads til i en verden af ligefremme historier.

Anmeldelse tidligere bragt den 02-09-2005 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret