Luk vindue

Bor Ingemann i dit hoved?

Nina Christensen: Barnesjælen: Børnelitteraturen og det romantiske barn. 167 sider. 199 kr. Høst og Søn

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Barnesjælen. Det er romantikken, som har skabt vores billede af barndommen.

DER er rigeligt med kendte eksempler på bøger, der oprindelig er skrevet for voksne, og siden blevet klassificeret som børnelitterære klassikere. Det gælder kendte værker som Jonathan Swifts »Gullivers rejser«, Carolls »Alice i eventyrland«, Jules Vernes romaner, en række af Dickens’ fortællinger og mange andre.

Det er straks sværere at finde eksempler på det modsatte - altså at børnebøger går hen og bliver voksenlitterære klassikere. Det skulle da lige være Peter Plys. At Rowlings Potter bøger også læses af voksne har ikke ændret på deres status som børnelitteratur. Man skal nok mere over i lidt docerende fagbøger i skønlitterært skalkeskjul, som for eksempel Sofies Verden, der ud fra et temmelig rationalistisk verdensbillede gennemgår verdensfilosofihistorien.

MEN der er eksempler inden for digter-kunsten på bevægelsen fra børn til voksne. Tænk på den romantiske nationaldigter Bernhard Severin Ingemanns Morgensange for Børn - den, som indeholder smukke sange som »Gud ske tak og lov«, hvis indledning lyder således: »Gud skee Tak og Lov!/ Vi saa deiligt sov:/ Barnet laae med varme Kind paa Puden./ Nu som Fuglen frisk!/ Rask som Havets Fisk!/ Morgensolen titter gjennem Ruden.«

Ingemann havde et langt venskab med H.C. Andersen, hvem vi alle velsagtens snart bliver trætte af at høre om. Men det var takket være en korrespondance med H.C. Andersen, at Ingemann skrev sine Morgensange, hvorfra ovenstående sang stammer, ligesom »I østen stiger solen op«.

Ingemanns aftensange, som for eksempel »Dagen går med raske fjed« var dog henvendt til voksne, om end sange fra begge samlinger fandt vej til salmebogen. Dette, og meget mere, kan man læse om i Nina Christensens nyeste bog, Barnesjælen. Og pointen: ja - det er, at det ikke er til at vide, at morgen- og aftensangene henvender sig til hver sin målgruppe.

NINA Christensen, som er konstitueret leder af Center for Børnelitteratur efter at Torben Weinreich af helbredsmæssige årsager trak sig sidste år, tager fat i netop Ingemann for at finde ud af, hvad det er for et billede af barndommen, vi render rundt med - og hvordan den påvirker vores evne til at bedømme og læse litteratur. Er vores indre billede af barndommen et af Ingemann skabt billede? Er det romantikkens paradisiske barndom, som nødigt må antastes af realiteternes verden?

Ingemann har med sine salmer formet nationens religiøse følelse i retning af en enkel, romantisk, inderlig tillid til Gud og verden. En tillid, der formes i den lyse barndomstid og danner en solid støtte, når virkeligheden senere hen viser sig at være kompleks og udfordrer de romantiske forestillinger.

Nina Christensens pointe med Ingemann går længere end til at identificere, at vi alle bærer på en idealiseret barndomsforestilling - med denne forestilling udfordrer hun udgivere, indkøbere, undervisere, formidlere og forskere i børnelitteratur. Man har institutionelt »integreret romantikkens børnelitteratur - og dermed dets barnesyn, litteratursyn og verdensbillede, der kommer til udtryk i den - som noget selvfølgeligt og fundamentalt i vor kultur.«

Det er blandt andet derfor, at der rejser sig et ramaskrig, da Bent Hallers Katamaranen udkommer, og det er derfor, at selv et så moderne værk som Bente Clods trilogi om Thilde, der vandt Kulturministeriets børnebogspris i 2003, fortsat har rod i Ingemanns romantiske barndomssyn. Problemet er bare, at man ved ikke at forholde sig til sine indre billeder om barndommen kommer til at bedømme og forstå børnelitteratur ud fra nogle præmisser, som man slet ikke har gjort sig klart. De er ikke nødvendigvis i overensstemmelse med den gryende beskrivelse af barndom og ungdom i litteraturen. Det betyder, at disse bøger ikke vil blive bedømt litterært, men moralsk ud fra et antikveret barndomsbillede. Herudover er problemet, at man uforvarende kommer til at definere børnelitteraturen som den litteratur, der bekræfter eller afspejler den romantiske barndomsopfattelse.

DET er fremragende gjort af Nina Christensen. Analyserne af Ingemanns sange er præcise og peger klart frem mod hendes konklusion. Jeg har dog visse forbehold over for hendes analyse af Reuters Shamran, der slet ikke inddrager fantasygenrens indbyggede krig mellem det gode og det onde i sine overvejelser.

Ledetråden i udvælgelsen af de nutidige romaner, hun griber fat i, synes at være, at de direkte citerer Ingemann. Måske ville udvælgelsen ud fra andre kriterier give hende større vanskeligheder, når hun skulle bevise, at romantikkens opfattelse er den gængse barndomsforståelse. Der er mange eksempler på romaner, der ikke deler denne opfattelse, for eksempel Bent Hallers Mig og Fanden. Men bortset fra dette har Christensen uendelig ret i, at det er vigtigt, at man gør sit barndomsbillede til genstand for en nøjere undersøgelse, så den ikke står i vejen for bedømmelsen og behandlingen af børne-og ungdomslitteraturen.

Forlaget Høst og Søn har gjort et prisværdigt arbejde inden for de senere år med udgivelsen af en lang række teoretiske bøger om børnelitteratur, som har været et ganske forsømt felt inden for den danske forskning. Med dette bind har de tilføjet endnu et vigtigt og uomgængeligt værk inden for feltet, der med sine provokerende og utvetydige konklusioner indbyder til videre undersøgelse og debat.

Anmeldelse tidligere bragt den 23-03-2005 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret