Luk vindue

Helligbrøde

Lars-Henrik Olsen: Kvasers Blod. 388 sider, 275 kr. Høst & Søn

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Valhal. På sin 50-års fødselsdag fuldender Lars-Henrik Olsen, hvad han begyndte med »Erik Menneskesøn«.

DER er altid to poler, ellers er der intet liv. Der er altid to kræfter, der kæmper mod hinanden, ondt og godt, kærlighed og had, mand og kvinde, sort og hvidt. Det gælder blot om at finde balancen mellem dem, og det er noget, vi alle må lære«. Citatet stammer fra Lars-Henrik Olsens ny-klassiker, »Erik Menneskesøn«, der kom i 1986. Fem år senere fulgte en fortsættelse, »Kampen om sværdet« og i år, ti år efter første bind og på forfatterens 50-års dag, udkommer tredje og sidste bind, »Kvasers Blod«. Sammen med tegneserien Valhalla er serien om Erik Menneskesøn hovedårsagen til, at den nuværende børnegeneration endnu husker den gamle nordiske mytologi særdeles godt.

LARS-HENRIK Olsen er en af de børne- og ungdomsbogsforfattere, der i høj grad har været med til at live genren op gennem mange år. Da han er zoolog af uddannelse, indeholder hans bøger ofte mange naturbeskrivelser, ligesom han har skrevet en række bøger om at færdes i naturen, der både er fag- og skønlitterære på én gang. Men også sagn og myter fylder godt i hans forfatterskab. Hans første bog i denne genre var »Hyggen« fra 1979, en historie om en gårdnisse, der fortsattes med »Den mærkelige rejse efter Hyggen«, hvor en dreng må rejse gennem en underverden fuld af trolde og varulve for at finde nissen. I »Landet på den anden side« koncentrerer Olsen sig om de ubeboede egne af Grønland, hvor en gammel kvinde, der venter på at dø, fortæller forfatteren sagn fra de tider der var, inden de hvide kom og ødelagde alt med deres udplyndring af naturen. De historiske fortællinger har også haft hans interesse. Senest har han skrevet et trebindsværk om 1200-tallets Danmark, med den i begyndelsen syvårige Svend som hovedperson. Et af hans hovedværker er »Dværgen fra Normandiet«, som foregår i et engelsk kloster i 1076, hvor syv sypiger og en dværg skal sy det berømte Bayeux-tapet. Selv om de aldrig kommer uden for klosterets mure, er det bestemt ikke spænding, man savner i den 400 sider lange roman.

MED det sidste bind i serien om Erik Menneskesøn, Kvasers Blod, er forfatteren i et ærinde, der helt menneskeliggør aserne og jætterne. Han vil med dette bind skildre jætternes land, Jottunheim, og dermed også give et modbillede, der sætter spørgsmålstegn ved asernes hærgen af jætterne. Efterhånden har balancen mellem Asgård og Udgård nemlig forskubbet sig. Siden Odin stjal skjaldemjøden - Kvasers blod - har man ikke hørt megen sang eller glæde i Jottunheim. Jætterne er trængt op i en krog, og Ragnarok kan ikke undgå at være faretruende tæt på, såfremt balancen ikke genoprettes. For at få tingene afgjort uden at påbegynde verdens undergang har jætternes konge, Udgårdsloke, besluttet at bortføre Erik og forsøge at overtale ham til at tale med Odin, så skjaldemjøden atter kommer i jættehænder. Sammen med jættepigen Gunlød, der oprindelig vogtede over skjaldemjøden, indtil Odin forførte hende og franarrede hende den kostbare drik, drager Erik på en lang rejse i Jottunheim. Han bliver modtaget med åbne arme, hvor end han når frem, og alle steder møder han tegn på Tors og de øvrige asers hærgen i Jottunheim: Forældreløse børn, ødelagte gårde og ængstelige forældre, som ikke tør besøge de af deres børn, som af forskellige årsager er endt hos aserne.

FRYGT avler had«, nikkede Angerboda. »Vølven skulle have holdt sin mund og ikke røbet sin viden om fremtiden for andre. Folk, der bliver spået, lever efter deres spådom og kan ikke handle frit. Og hvis spådommen er ond, lever de i konstant frygt for, at den bliver opfyldt«. Det er Eriks opgave at få Odin til at forstå dette: At Vølven kan spå nok så meget, men at det i sidste ende er aserne selv, der er skyld i Ragnarok. Det er først til sidst i romanen, efter en lang og begivenhedsrig rejse i Jottunheim, ledsaget af hede nætter med Gunlød, at Erik beslutter sig for at gøre netop dette: At tale med Odin og prøve at få ham til at forstå, at han er gal på den. Men efter at have rejst rundt i Jottunheim som jætternes ven, vil aserne ham til livs, så Erik må snige sig ind i Asgård og forsøge at tale med Odin, inden han bliver fanget og dræbt af nogle af de andre aser. I »Erik Menneskesøn« er Erik godt 13 år gammel og oplever den første kærlighed med Trud, Tors datter, mens han i »Kampen om sværdet« er 16 år. Her, i det sidste bind, hvor Erik er blevet 17 år, er det logisk nok ungdomsoprøret, der er i fokus. Det er mødet med virkeligheden, hvor de sidste idoler falder, hvor verden opleves som et sted, hvor der er så meget, der er galt, at man ikke aner, hvor man skal begynde at tage fat. Det er at frigøre sig fra gamle vaner og løsningsmodeller og at finde modet, så nye og farbare veje kan blive opdaget. »Hvad er det for idealer, I unge drømmer om? I ungdommelig begejstring tror I, at verden pludselig kan være anderledes, men så nemt er det ikke«, som Odin siger til Erik. Nej, verden er ikke sådan at ændre, selv om Lars- Henrik Olsen gør klart, at menneskene må tage skæbnen i deres egne hænder, hvis kloden skal overleve. For selvfølgelig er det Odins og Tors endeligt, hvis aserne stifter fred med jætterne. Gør de det, falder mytologien og logikken bag guderne. Guders skæbne skal være indskrevet i en spådom, ellers må de holde op med at være guder.

SELV om Lars-Henrik Olsens roman er at begå helligbrøde mod de gamle myter, er der ingen tvivl om, at den kraft, energi og engagement, der er kastet i romanen, befinder sig i alle de linier, som står at læse i Kvasers Blod. Det er en pragtfuld bog, fuld af spænding, underholdning, kærlighed og med masser af tankevækkende frø, der nok skal finde en og anden at spire i.

Anmeldelse tidligere bragt den 02-08-1996 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret