Luk vindue

Den skæve ungdom

Søren Jessen: Den skæve dreng. 144 sider. 169 kr. Gyldendal
Tomas Lagermand Lundme: Drengen med stjernekaster. 244 sider. 189,50 kr. Carlsen
Daniel Zimakoff: Skarpe sving. 168 sider. 179 kr. Gyldendal

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Modernitet. De unges viltre liv. Er det for meget?

I takt med at børn vokser op med flere og flere billeder af krig, folkedrab, porno og terror, bliver deres empatiske evne tilsvarende mindre, fordi de har brug for at beskytte sig selv. Det giver en tilsvarende forhøjet råhed i forbindelse med ungdomslivet, som forstærkes af, at vi lever i et samfund, der i højere grad end nogensinde før sætter egen vinding og fornøjelse fremfor fællesskabet. At det har konkrete udtryk i alle unges handlinger kan ses for eksempel derved, at de på de københavnske diskoteker er nødt til at danse med deres drikkelse i hånden, fordi det blandt de unge er velkendt, at folk kan finde på at drysse forskellige stoffer i deres glas, mens de er ude at danse. Og denne ændring i de unges livsvilkår afspejles naturligvis i ungdomslitteraturen.

Råheden er i høj grad til stede i Zimakoffs Skarpe sving. Zimakoff har en meget stor evne til, uden sentimentalitet, at beskrive kontroversielle og tabubelagte oplevelser, holdninger og miljøer uden at forarges eller at virke fordømmende. Måske er det mangelen på fordømmelse, sammen med en lyst til at lege med effekterne, der må stamme fra hans erfaring som tv-manuskript forfatter, der virker så chokerende. I sin novellesamling, Skarpe sving, bruger han filmiske, korte og handlingsmættede historier, som typisk starter med en eller flere drenges søgen efter enten sex eller kærlighed, men som går galt undervejs. De er næsten for krasse, hans historier, for novellerne indeholder ofte voldsomme scener med voldtægt og drab, og fokuserer på en deterministisk og visuel stærk handling fremfor en mere forsonende præsentation af problemstillingerne.

SØREN Jessen overlader en del mere til fantasien end Zimakoff i sin fabulerende episodiske roman, Den skæve dreng. Bogen består af en række noveller, der er beslægtet med hinanden person- og handlingsmæssigt, og dog fremstår som selvstændige og afsluttede historier. Såvel handling som form er skæv og giver derfor læseren overraskelser.

Novelleromanen tager sin begyndelse den dag, Jonas og Christian spiser hashkager. Herfra tager forfatteren os på en rejse med Jonas og Christian samt deres skolekammerater, hvor skævheden snarere er normen end undtagelsen. Sigende nok er Christian, der fysisk bliver skæv efter hashkagen, den mest normale. Det normale ved anormaliteten udtrykkes måske mest visuelt ved kammeraten Finns overtagelse af en skæv eksistens´ drøm om at finde sit livs skat via en metaldetektor.

Hvad der præcis går galt for de unge, er forskelligt fra novelle til novelle, men det gennemgående billede er unge i en kompleks verden, hvor de svageste naturligt falder fra. Lykken er endda ikke nødvendigvis at blive stærk nok til at sejre, som det ses, når drengen Emil forvandles til en abe og derved for første gang bliver lykkelig, eller Thomas, der må brænde et yderst givtigt pengetræ, fordi det giver ham for mange problemer at være rig. Det er en fantastisk roman, der kræver noget af sin læser, men som også tilbyder meget i bytte.

TOMAS Lagermand Lundmes roman, Drengen med stjernekaster, er en både smuk og barsk fortælling om en drengs første erkendelse af sin homoseksualitet. Det smukke fungerer uovertruffent, repræsenteret ved den unge Morten, der forelsker sig i Thies og står frem i verden som bøsse for første gang. Det har Mortens omgivelser ikke problemer med at acceptere. Og læseren bydes endda på detaljerede samlejescener. Begge dele således et klart udtryk for, at normalitetens grænser for længst er udvidet på seksuallivets område.

Den 31-årige Lagermand Lundme har et fabelagtigt sprog, og stilistisk er Drengen med stjernekaster utrolig spændstig og levende. Problemet er det barske i romanen, personaliseret ved den polske gøgler Aaron, der er Thies´ tidligere kæreste, og som på en eller anden måde har formøblet en bevilling fra Kulturministeriet, uden at det derfor er blevet til en forestilling. Denne del af bogen er ikke vellykket. Hertil er plottet for tyndt og urealistisk, og Aarons desperation bliver - måske netop derfor - aldrig for alvor nærværende.
Bogen er utrolig smuk og intens, når det er kærligheden, Lagermand Lundme har fat i, og mindre interessant, når det er krimien, han fokuserer på. Men med portrættet af Morten har vi måske den eneste på sin vis normale og reelle person blandt de anmeldte bøgers hovedpersoner, også selv om han ikke undgår at fare vild i en meget kompleks verden. Men det er vel normalt.

Anmeldelse tidligere bragt den 04-10-2004 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret