Luk vindue

Jesus i neon

Bent Haller: Neondrengens profeti. 168 s. kr. 185. Høst & Søn

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Mærkeligt.En ny fortælling af Bent Haller man kan forstå, men ikke forklare.

DET er en sand slum, vi bliver indført i, da ni-årige Sara begynder at fortælle sin historie. Hendes far er dranker, moren stukket af. Hendes bedste veninde luder, en anden veninde datter af to narkovrag. Alene må Sara sørge både for, at faren får sine bajere og lillebroderen en eller anden form for madpakke med i den skole, hun selv forsømmer. Fjenderne er narkobagmændene og rockerne, der styrer narkosalget i området. Midt i dette trøstesløse miljø viser neondrengen sig for Sara: »Jeg er bare kommet for at fortælle dig, at når du om ni måneder bliver 10 år, skal du føde et barn.« Sara er naturligvis overrasket, men neondrengen lover, at når hun ser ham tredje gang, vil hun kunne forstå alting, selv om hun aldrig vil kunne forklare det i ord.

Ganske rigtigt føder Sara Sølnvan (Navnløs stavet bagfra) på sin fødselsdag, overvåget af en lysende ørn og en enhjørning. Sølnvan er en mærkelig dreng - han vokser helt uhyrligt hurtigt, sover aldrig og spiser kun den modermælk, hans 10-årige jomfrumoder skænker ham. Der er også noget andet mærkeligt ved ham: Alt og alle i hans nærhed forvandles til det bedre. Først holder faren op med at drikke, naboer begynder at bekymre sig om hinanden og rockerlederen holder op med at interessere sig for penge og vil hellere køre Sølnvan rundt på motorcykel. Midt i baggården er et æbletræ vokset ud og æblerne har vist også lidt indflydelse på, at folk ændres. Og så er der også en slange, der hele tiden lusker rundt - især omkring æbletræet - for at bide drengen, hvis den ellers kan undgå enhjørningen. Men narkobagmændene er ikke så tilfredse med udviklingen. De taber penge på drengens indflydelse og betaler en af Saras veninder, Stine, til at fortælle alt om Sølnvan og øbletræet. Så Stine forråder Sølnvan, og mens bagmændene ekspederer et æble til kemisk undersøgelse bliver en slangeagtig, iskold person sendt afsted for at dræbe Sølnvan. Det lykkes, og langsomt forvandles alt tilbage til det, det var engang. Sara forstår stadig ingenting. Men i slutningen af romanen viser neondrengen sig for tredje gang ... og her slutter bogen, med fuglesang idet neondrengen nærmer sig Saras vindue.

Siden Bent Haller udgav Katamaranen i 1976 har han været en kontroversiel forfatter. Hans sociale engagement og indignation afspejles i alle hans romaner, måske mest drevet ud i det absurde i Forbudt for børn fra 1989. Den desværre lidet kendte I englens spor fra 1988 viste en ny og anderledes side af ham i ungdomsbogssammenhænge. Her rejser en dreng gennem rummet og tiden med en afdød piges sjæl og overvinder hermed sin angst for døden. I modsætning til de fleste af Hallers bøger, når Neondrengens profeti ikke rigtigt frem til nogen afslutning. Drengen fødes, ting ændres, så dør han, og alt vender tilbage til det gamle. Vi får hverken oplevet Saras afklaring eller får at vide, om æblerne indeholdt noget særligt. Man står lidt forundret tilbage over denne vanvittige, halvt komiske, halvt tragiske historie med de store vognstange, der alle vinker i retning af den kristne bibel. Det føles lidt som om neondrengens ord går i opfyldelse. Man har forstået det hele, men kan ikke fortælle, hvad det er, man har forstået. Måske er problemet i høj grad, at romanen lukker sig om sig selv: Forfatteren leverer en original historie med originale hovedpersoner, men har ikke noget afgørende nyt at tilføje i den række af Jesusagtige historier, der er kommet i årenes løb. Hemmeligheden er, at Sølnvan bare er. Han gør ingenting for at forvandle folk, det sker bare af sig selv, sådan rent tilfældigt og uden at folk lægger mærke til forandringen. Og det er det samme med romanen: den er bare. Den er sjov, den er alvorlig, den er mærkelig, den er alt muligt på én gang, men allermest er den bare. Uden forklaring. Sådan er det.

Anmeldelse tidligere bragt den 06-08-1993 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret