Luk vindue

Klynk og kærlighed i regnbuens farver

Thomas Oldrup & Rasmus Juul (ill.)  : Vokseværk. 32 sider. 199 kr. Gyldendal
Flemming Quist Møller & Flemming Quist Møller (ill.)  : Prins Pivert. 32 sider. 189 kr. Gyldendal
Glenn Ringtved & Jon Ranheimsæter (ill.)  : Sommerfuglen. 32 sider. 199 kr. Gyldendal
Claus Senderovitz & Lisbet Stevens (ill.)  : Peters papfar. 32 sider. 199 kr. Alma

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Billedbøger. Et medie hvor tekst og billede skal være godt - og passe til hinanden.

FLEMMING Quist Møller er mester for såvel tekst som illustrationer i »Prins Pivert«. Quist Møller er specielt kendt for børneklassikeren cykelmyggen Egon samt for historierne om Jungledyret Hugo, der af Egmont blev gjort til en populær tegnefilmfigur.

Prins Pivert er en historie, der har lige så stor umiddelbarhed som hans øvrige produktion. Historien handler om prins Pivert fra øen Klynk, der møder pigen Selma og hendes bamse, der er på ferie hos morfar. Prins Pivert klynker over hvad som helst og forventer at blive vartet op, til stor irritation for alle. Det giver problemer, for nogle synes, at det er synd for Prins Pivert, andre at han bare skal se at tage hen, hvor peberet gror. Historien er almenmenneskelig og alle, uanset alder, vil føle sig truffet af den.

Det eneste kedelige ved bogen er Quist Møllers illustrationer. Følelserne går ret godt igennem, for man er ikke i tvivl om, hvornår Selma eller Bamse er sure eller glade. Prins Pivert ser ud, som sådan én skal, med en lang grøn tud og skiftevis klynkende og sur, når han ikke får sin vilje. Men illustrationerne mangler detaljerigdom og liv, og det trækker den ellers gode historie ned.

Rasmus Juuls illustrationer i Vokseværk er til gengæld fulde af alskens kraftige farver og markante mønstre midt i det normale, og virker sprælske og eksperimenterende. Illustrationerne løfter Thomas Oldrups historie om at have vokseværk. Illustrator og forfatter gentager nemlig hinanden: Det, der skrives, kan man se på illustrationerne, og på den måde fortæller billederne sådan set ikke noget nyt, men de virker til gengæld langt stærkere end teksten, der ikke i sig selv er særlig bemærkelsesværdig og er skrevet som en (for) lang monolog, der ikke er skarp nok i sine pointer.

Pointer savner Glenn Ringtved ikke. Ordene flyder nemt i bogen Sommerfuglen, og det er sjovt at læse den i virkeligheden ikke så vanvittig originale historie op. Den handler om en sommerfugl, der sætter sig på øret af en edderspændt rasende målmand, der pludselig bliver venligheden selv - en venlighed, der smitter og spredes til resten af verden.

Her ser man et perfekt samspil, hvor illustrator Jon Ranheimsæter tilfører Ringtveds tekst en række sidehistorier. Ranheimsæter må have en særlig forkærlighed for uhygge, for sjældent har man set ham folde sig så meget ud, som når fodboldspilleren kommer ind i en skummel bydel: her er mandshøje kakerlakker, der ser ud til at vente på deres næste offer, spøgelser, rotter, der agerer som junkier, stinkende toiletter, arrige hunde og meget mere, som nok skal få den rette stemning op i de kære små. Ranheimsæter har en evne til at skabe situationer og et univers via farver og kontraster.

Peters papfar antyder en lettere socialrealistisk billedbog om et (ulykkeligt) skilsmissebarn, men det er det ikke. For selv om Peter ganske vist savner en far, så er Peters papfar bogstavelig talt en figur af en opdagelsesrejsende lavet af pap. I Peters fantasi bliver papfiguren alligevel til den, som giver ham tryghed nok til at vandre ud i en ret så spændende fantasiverden.

Claus Senderovitz og Lisbet Stevens har lavet mange bøger sammen, og det kan man mærke, for illustration og tekst er nøje afpasset hinanden. Stevens har en streg, der rækker fra det meget grove til det meget fine. Det grove bruger hun til at skabe struktur, som træernes kroner, der praler med alskens grønne nuancer og en skiftevis gråbrunlig og lysplettet jord, mens det fine markerer ansigterne og udvalgte detaljer, som træernes spejling i søens vand. Alt i alt giver det en flot stoflighed, som gør hele illustrationen nærværende. Så det er godt gået af en bog, hvis titel i virkeligheden er lidt af en spøg.

Anmeldelse tidligere bragt den 29-03-2004 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret