Luk vindue

Fra Norge til Betlehem

Jostein Gaarder: Julemysteriet. Oversat af Kari Sønsthagen & Torben Weinreich. 250 s, 175 kr. Høst.

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Julekalender. Forfatteren til Sofies verden har skrevet en ny roman, hvis 24 afsnit er tænkt til julemånedens aftenstunder.

Både i Sofies verden og i den spændende Kabalemysteriet havde Jostein Gaarder to parallelle fortællinger i romanerne. De indlagte historier flettede sig til sidst sammen med den rammehistorie, der foregik i vores samtid og fik vante forestillinger til at bryde sammen. Samme formel har han brugt til Julemysteriet. Drengen Joakim finder i sin hjembys boghandel en mystisk julekalender, der bag sine låger indeholder en historie. Hver dag får Joakim, hans familie, og med dem læseren, et nyt afsnit i historien om pigen Elisabet og hendes rejse fra Halden i Norge til Betlehem, tværs gennem tiden.

Fortællingen om Elisabet starter med et lam, der i december 1948 flygter fra varehuset i Halden, fordi det er træt af at høre på kasseapparaternes klirren. Elisabet løber efter lammet og støder på englen Efiriel. Sammen med lammet og Efiriel starter hendes færd mod Betlehem. For hvert skridt de tager, går de samtidig tilbage i tiden, sådan at de til sidst kan nå at befinde sig i Betlehem i år 0, akkurat da Jesus bliver født. Som den pedant, forfatteren nu engang er, beskrives historiske detaljer fra de enkelte byer på deres rejserute med pinlig korrekthed, så man på den måde får et indblik i kristendommens udbredelse og dens historie.

Kalenderen er lavet af en gammel, mysisk syrer ved navn Johannes, der sælger blomster på torvet. Ham prøver Joakims far at opspore uden held, men indimellem giver Johannes livstegn fra sig og fortæller Joakim enkelte ting, der forklarer julehistoriens baggrund.
Større bliver gåden den dag faderen opdager, at der netop i Halden i december 1948 forsvandt en pige ved navn Elisabet. Og drengen kommer i tanker om, at Johannes hos boghandleren havde stillet et billede frem, der forestillede en lyshåret kvinde ved Peterskirken i Rom omkring 60´erne. En kvinde, hvis navn var Elisabet og hvis alder nogenlunder passer med den forsvundne Elisabets.

Gennem deres rejse møder Elisabet og englen Efiriel blandt andet de hellige tre konger, der af uransagelige grunde står og venter på dem de mest besynderlige steder (bl.a. finder de Kaspar på Sjælland). Herudover møder de et par hyrder, en masse får, en romersk statholder, tre andre engle og kejser Augustus, der glad bærer rundt på en stor, tung bog, der viser sig at være ´den hellige folketælling´. Hvorfor de møder den ene i Danmark, den anden i Tyskland og den tredje i Italien er der ikke rigtig nogen forklaring på, hvilket er underligt, når der ellers er en forklaring på alt andet. Efter al sandsynlighed skal det være morsomt. Joakims far, der ellers gennemanalyserer teksten for den undrende læser, godt hjulpet af et historisk atlas og nogle leksikonbind, undrer sig heller ikke spor over deres opdukken.

Hvorfor kejser Augustus skal til Betlehem og spille en rolle i år 0 er også en gåde. Det er mildest talt også lidt dumt at have resultatet af folketællingen under armen, når man når tilbage til den tid, hvor man kun lige var begyndt at tælle op. Og de tre vismænds hjemmebryggede filosofiske visdom, som Elisabet ser sig nødsaget til at klappe af, hvis de siger noget klogt, står og vipper betænkelig nær grænsen til det platte.

Ser man bort fra disse inkonsistenser i fortællingen, samles alle tråde dog til sidst, også selv om Jostein Gaarder denne gang har måtte bruge elastiker for at de enkelte tråde overhovedet kunne nå hinanden. Romanen er, ligesom juleevangeliet, et langt budskab om, at vi skal være rare ved hinanden. Et budskab, der også afspejler sig i rammefortællingen, hvis svar på gåden om Elisabet ikke blot forekommer søgt, men også tyndt. Isoleret set fungerer ingen af historierne, sammen kan de lige gå an, selv om det er en anelse kedsommeligt. Men det er ærgeligt, at forfatteren ikke har brugt lidt flere kræfter på fortællingen og færre på at slå op i leksikonet.

Anmeldelse tidligere bragt den 01-01-1993 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret