Luk vindue

Ukuelige antihelte

Ilse M. Hougaard & Kirsten Raagaard (ill.)  : Karl K. - enlig søn. 46 sider. 139 kr. Gyldendal
Oskar K.: Mikkel. 86 sider. 88 kr. Hovedland
Birgit Strandbygaard: Allis og den udødelige og alle de andre. 136 sider. 199 kr. Høst

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Oplæsning. Mandschauvinister på retræte.

DET må være en særlig tradition inden for børne- og ungdomsbøgerne, at de unge hovedpersoner i bøgerne som oftest er belastet med seriøse problemer. Allis´ mor er psykisk syg og er mere interesseret i kattene end i sin datter. Mikkel har det problem, at hans far er bedemand, og at alle tilsyneladende tror, at døden smitter. Karl K. er vist den eneste, hvis problem er nogenlunde overskueligt. Hans forældre er skilt. Hans mor er dermed enlig mor, Men som Karl K. lakonisk siger i Haugaards korte og humoristiske bog: »Hvis jeg skal sige, hvad hun er, så er hun tarvelig. For enlig betyder alene, og hun har da mig. Så nu vil jeg kalde mig enlig søn, så kan hun tænke lidt over det.«

Karl K. er en dreng med pæren i orden. Når moren for eksempel om faren siger, at han er umulig at bo sammen med, hvorfor takker hun så ikke hans nye kone, fordi hun gider tage slæbet i stedet for? Karl K. tager os på en lille og hyggelig vandring i hans liv gennem bogens velskrevne 46 sider. Karl K. - enlig søn er en god og underholdende oplæsningsbog for de lidt tænksomme.

Oscar K. (pseudonym for Ole Dalgård, som vist samtidig er navnet på hans hund) har besluttet sig for at lave en serie drengebøger - det har han gjort i samarbejde med nogle sjetteklasser. Tonen i Mikkelbøgerne er derfor moderne, og starter med et citat af den vilde rapper Eminem, der er Mikkels forbillede. Mikkel har stort set ingen venner, dels er han splejset og stille, dels tror kammeraterne, at han er med til at gøre de døde i stand. Det skulle man ellers tro, at de syntes var sejt. Men der er desværre ikke noget sejt ved Mikkel, og da slet ikke ved hans far, som vist har set så mange døde, at han helt har glemt, hvordan det var at leve. Mikkels mor er død for mange år siden, og hende hører man ikke så meget om.

På trods af bogens moderne udtryk er der gudskelov ikke tale om en overgearet handling, men om en provinshistorie, der er mystisk og overraskende nok til at være spændende - og som selvfølgelig også har plads til en hund, der spiller en vigtig rolle i historien. Ifølge rygterne vil bogserien blive filmatiseret med Lone Scherfig som instruktør, og det er nok ingen dum idé. Mikkel-bøgerne er et glimrende bud på en revival af de gammeldags drengebøger. Lidt besynderligt er det dog, at de moderne drengehelte partout skal være anti-helte. Der er vældig langt fra datidens halvperfekte og nærmest uovervindelige Jan til nutidens drengehelte. Som mandschauvinist er der god grund til bekymring over denne udvikling!

Birgit Strandbygaards Allis og den udødelige og alle de andre handler om en pige på 10-12 år, som må bo hos sin moster som det femte barn i deres lille hus, fordi hendes mor er indlagt på psykiatrisk afdeling på ubestemt tid. Allis klarer hverdagen ved at finde på røverhistorier. Hendes problemer bliver ikke mindre af, at det ikke ser ud til, at socialrådgiveren vil tillade hende at bo hos mosterens familie, og at hendes onkel tilsyneladende deler socialrådgiverens holdning. Bedre bliver stemningen i familien bestemt ikke, da han bliver fyret fra sit job.

Sort ser det altså ud, men i virkeligheden er det et ganske uretfærdigt referat af bogen, for den dækker kun en voksen og objektiv beskrivelse af de ydre rammer. Strandbygaards bog handler nemlig primært om Gud, døden og kærligheden. Det er et portræt af en vild og ukuelig pige, der undres over verden og fylder den med sine drømme og længsler. Allis søger bestandig efter det bedste i alt, og efter en mors kærlighed i hver en kvinde. Det er sjovt, smukt og mærkeligt nok ikke særlig sørgeligt. Det er en fremragende oplæsningsbog for hele familien.

Anmeldelse tidligere bragt den 15-12-2003 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret