Luk vindue

Jesus som julemand

Nils Hartmann & Dorte Karrebæk (ill.)  : Barn Jesus - Jesu barndomsfortællinger. 64 sider. 249 kr. Gyldendal
Peter Mouritzen & Lasse B. Weinreich (ill.)  : Kraftkarlen og den dejlige dame. 32 sider. 189 kr. Forlaget Alfa

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Bibelstærk. Når Gud er for børn, møder almuetroen muskler.

AT man kan få børn til at tro på julemanden, er mig en kilde til evig undren. Hvor mange børn ser måske nogensinde en gave fra julemanden under juletræet? Under vores derhjemme står der i alt fald pakker, hvorpå man kan læse »Til Josefine fra Annabell« eller »Til Arthur fra Mathias« og lignende. Ikke »Til Josefine fra julemanden«. Mit gæt er, at julemanden relativt sjældent viser sig i de danske hjem - og når han gør det - så er der i hans sæk typisk pakker med de sædvanlige oplysninger om modtager og afsender.

Men julen er som bekendt miraklernes tid, for her fejres en jomfrufødsel, der har forandret verdens gang. Alt dette kan man læse om i evangelierne. Men da biblerne stort set kun fandtes håndskrevne og på latin, verserede der alskens almuehistorier om Jesu barndom; historier, hvis indhold var inspireret af skrifter som Jakobs Forevangelium og Det uægte Matthæusevangelium.

Jesus er ganske vist af en helt anden støbning end julemanden, men ikke desto mindre fordrer troen på ham også et mirakel: »Troens mysterium«, som præsten messer i kirken, når han forvandler vinen til Jesu blod og oblaten til hans kød. I min bogbunke havde netop forputtet sig en bog, der udkom i slutningen af september, og hvor Nils Hartmann har besværet sig med at få almuehistorierne formidlet til nutidens børn. Nils Hartmann har oversat, redigeret og skrevet mange bøger, herunder Børnenes Danmarkshistorie i fire bind, samt et par lettere metafysiske bøger om henholdsvis nordiske guder og engle. Dorte Karrebæk har illustreret bogen jævnt og farverigt, dog med enkelte stedvis virkelig kraftfulde illustrationer, som for eksempel en illustration af blodplettede børn, der nærmest falder eller flyder på en rød mark, ofre for Herodes´ barbariske nedslagtning af alle drengebørn under to år i Betlehem.

Eksisterer der monstro en god grund til at formidle disse almuehistorier? Måske fordi de i al deres naivitet er fantastisk gode til at få børnene til at »hoppe på den«. Og almuen havde i middelalderen hårdt brug for troen på mirakler. Utallige børn og voksne bliver i skrønerne gjort rige, helbredt eller vækket tilbage til livet af Jesus, der i al sin godhed og klogskab må se sig smidt ud af skolen, fordi han ved mere end læreren! Der er i virkeligheden tale om et ganske banebrydende værk for børn - der findes ingen tilsvarende på dansk, men spørgsmålet er, hvad man skal med det? Som troende vil man formodentlig synes, at værket er for naivt og næppe repræsentativt for nutidig evangelisk forkyndelse. Som ikke-troende vil man synes, at det er for pjanket, eller i værste fald, at det giver et helt galt indtryk af den kristne kirkes tro - medmindre man ikke ved bedre, naturligvis, hvilket ikke gør sagen spor bedre! Stilistisk er værket bestemt ikke ekstraordinært, så alt i alt synes jeg, at Barn Jesus trods et sikkert sympatisk sigte er helt fejlplaceret.

ANDERLEDES forholder det sig med Peter Mouritzens kraftfulde og aldeles udogmatiske gendigtning af den gammeltestamentlige historie om Samson, som er andet bind i en ny bibelsk billedbogsserie fra forlaget Alfa. »I gamle dage var Gud en underlig en. Han kunne godt blive sur,« starter Mouritzen sin fortælling. Og det er jo så sandt, som det er sagt. Mouritzen er om nogen kendt som den danske forfatter, der kraftigst har agiteret for synspunktet om, at børn og unge har brug for gyserhistorier. De har behov for at føle det uforklarlige puste dem ned ad ryggen, for at give angsten frit løb efter et langt ophold i en alt for tryg hverdag.

Ublasfemisk og med et moderne sprog, der dog har enkelte lidt gammeldags anstrøg, opgiver Mouritzen at forklare det uforklarlige: »Du er den du er, og jeg er den, jeg er. Det kan vi ikke lave om på.« Fortællingen ledsages af Lasse Weinreichs helt eminente illustrationer, med Samson i et kontrafej, der må være stærkt inspireret af Don Martin fra MAD Magazine. Mouritzen slutter sin korte genfortælling finurligt: »for mange muskler, for lidt forstand - du blev din egen overmand.« Troen giver ingen enkle løsninger på den historie - i alt fald ikke med den slutning. Den være hermed anbefalet på det varmeste.

Anmeldelse tidligere bragt den 15-12-2003 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret