Luk vindue

En enkeltbillet til Diskverdenen

Terry Pratchett: Magiens farve. Diskverdenen 1. Oversat af Hans Palle Mortensen. 236 sider. 149 kr., vejl. Borgen.
Terry Pratchett: Det fantastiske lys. Diskverdenen 2. Oversat af Hans Palle Mortensen. 232 sider. 149 kr., vejl. Borgen

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Vanvid. Borgen relancerer fantasy-mesteren Terry Pratchetts syrede og overdådige bøger. Gør klar til take-off.

MAGIENS Farve udkom første gang i England i 1983 og er efterhånden blevet oversat til 27 sprog og har solgt i 20 millioner eksemplarer verden over. Det er første bind ud af i alt 31 (heraf to videnskabelige) om Diskverdenen. »Diskverdenen kan byde på langt mere spændende seværdigheder end universer, der er blevet opført af Skabere med mindre fantasi og mere rutineprægede forestillinger,« skriver Pratchett i overensstemmelse med sandheden.

Diskverdenen er fantasygenrens svar på science fictions Hitchhikers Guideto the Universe. Det er en absolut rablende historie, der foregår på en flad, cirkelrund verden, der bevæger sig gennem universet, båret oppe af fire kæmpestore elefanter, der igen står på en gigantisk skildpadde. Den bebos af troldmænd, hekse, drager, helte, guder, talende træer, tænkende pæretræer, flyvende klippeblokke og en hel masse andre besynderlige væsner, som spiller større eller mindre roller i den historie, der udspiller sig i Terry Pratchetts overdådige fantasi, der formentlig har fået lidt hjælp af en række ulovligt forekommende planteekstrakter i forbindelse med bogens skabelse.

Magiens Farve er udkommet på dansk tidligere. Det gjorde den i 1993 hos Forlaget Høst under titlen Når magien bliver for broget, og Forlaget Tellerup udgav det tredje bind i serien allerede i 1991 under titlen Heksekunst og højere magi. Begge titler udkommer igen med nye (og bedre) titler i Borgens storstilede relancering af serien. At serien relanceres nu skal måske ses i lyset af, at Pratchett i 1998 alene stod for 6,5 pct. af det samlede hardcover-romansalg i England, og fortsat sælger en million bøger om året. Efter Harry Potter er danskerne imidlertid formodentlig litterært set modne nok til at kunne tage satirisk magi seriøst. Pratchett er imidlertid ikke nemt tilgængelig. Sproget er langtfra poleret: lixen er høj og handlingen syret. Det går så stærkt, at man nogle gange må læse ekstremt langsomt for mentalt at indoptage forfatterens beskrivelse af, hvordan hoved- og bipersoner nogensinde kom fra punkt A til punkt B. Men i dette tilfælde er det i det mindste sandt, at arbejdet bærer lønnen i sig selv.

GROFT sagt handler de to første bøger om den uduelige, krysteragtige og ikke alt for kløgtige troldmand Vindekåbe, som hyres til at være rejsefører af en uhyrlig, godmodig person kaldet Småblomst. Småblomst er Diskverdenens allerførste turist, naiv, rig, fuld af eventyrlyst og fulgt af en kiste, der har tusind små fødder under sig og er lavet af tænkende pæretræ. Småblomst er aldrig bange, har ingen forståelse for de farer, der møder ham og Vindekåbe, og bliver bestandig reddet, enten af en temmelig modvillig Vindekåbe, af kisten, eller af en række helte, som indimellem indfanges af Småblomsts barnlige charme.

I den første bog ender Vindekåbe, Småblomst og kisten med at falde ud over kanten, og i den anden bog fortsætter historien, hvor Pratchett slap den. Vindekåbe er lidt speciel i den forstand, at han engang er kommet til at læse i den hellige trolddomsbog, Oktavoen. En af de otte besværgelser i den har imidlertid taget bolig i troldmandens hoved, og det er - på grund af en velbegrundet mistanke om Diskverdenens kommende undergang - ret så væsentligt, at de otte besværgelser fremsiges samtidig. Det kan kun ske, hvis Vindekåbe vender tilbage til hovedstaden, Ankh-Morpok, hvilket viser sig at være nemmere sagt end gjort.

De får her blandt andet hjælp af barbaren Cohen, som undervejs på sin færden møder en flok fanatiske undergangsprofeter, der er i færd med at foretage en bogbrænding: »Han fandt det modbydeligt. Når man tilbragte sit liv under åben himmel, så vidste man, hvor meget en god tyk bog betød. Den kunne holde ret lang tid, hvis man var omhyggelig med, hvor mange sider, man brugte til at tænde op med.«

Og sådan er Pratchett sådan set hele vejen. Overraskende, ikke til at blive klog på, satirisk og stærkt underholdende. Pratchett har også skrevet andre bøger: Børnebøger, som Johnny og de døde og Johnny and the bomb, der leger med tiden, som små børn med tændstikker og bøgerne om Tæppefolket, som formodentlig er den første fantasyhistorie, der tager udgangspunkt i de små væsner, der findes i et stormagasins støvede tæpper - og slipper godt fra det.

De bærer alle Pratchetts umiskendelige signatur: satire, vanvid, poesi og en dyb undren over verdens fortsatte eksistens. Læs hellere hans bøger nu, for ingen ved, hvad morgendagen bringer!

Anmeldelse tidligere bragt den 01-03-2004 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret