Luk vindue

Man skyder da de dumme

Kenneth Bøgh Andersen: De Hvide Mænd. 172 sider, 249 kr. Høst & Søn

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Dystopia. Ligegyldighed og egoisme er tema for nye danske ungdomsbøger.

Inden for kort tid er der udkommet hele tre danske ungdomsbøger, der foregår i totalitære samfund. I efteråret sidste år udkom debutanten Rune Homanns vellykkede ”Masterplanen”, om et stærkt forurenet og teknologisk samfund, som dyrker forbruget. Og i årets første to måneder er udkommet Claes Johansens ”Børnecentralen”, om et samfund, der genmanipulerer børn, hvis ikke de er konforme, og Kenneth Bøgh Andersens gyser ”De hvide mænd”, hvor alle ældre, handicappede, og dem, der har en studentereksamen med et snit på under 9,6 ”pensioneres”, som det så diplomatisk hedder.

Det er vel egentlig lidt sært, at nogen finder på at skrive romaner om totalitære samfund i en tid, hvor individualismen dyrkes som aldrig før. Fælles for bøgerne er imidlertid årsagerne til den totalitære stat: ”De gider ikke ... i virkeligheden gider de ingenting. De vil have butikker med varer. Og har det det, så er de ligeglade med resten. Og ved du hvad? Det giver vi dem”, som Homann skriver. ”Døden er bestemt af regler, der ikke kan diskuteres, og man hører ikke længere skrigene,” som Kenneth Bøgh Andersen poetisk udtrykker det. Manden på gaden er ligeglad, menneskerne kerer sig ikke længere om hinanden og samfundet, men interesserer sig mest for størrelsen af deres tv. De totalitære samfund tilbyder mening og orden. Deres velkontrollerede medier tilbyder et overskueligt billede med mange positive nyheder, der bekræfter magtens fuldkommenhed. Så budskabet fra disse forfattere er, at ligegyldigheden, egoismen og værdirelativismen udgør de største farer for at et nyt diktatur kan opstå.

Her vil vi nøjes med at se på Kenneth Bøgh Andersen. Han debuterede med ”Slaget i Caissa”, en fantasyroman af høj kvalitet, og fortsatte med gysernovellerne ”En rejse gennem natten - Carmarde fortæller.” ”De hvide mænd” holder gyserstilen, og der er ingen tvivl om, at den 26-årige folkeskolelærer har lært et og andet af bl.a. Peter Mouritzen, der også kan kunsten at underdrive og holde igen på pointerne, så de falder præcis som de skal – når de skal. ”De Hvide Mænd” handler om Edwin, der skal op til sin studentereksamen, og skal opnå 9,6 i gennemsnit, hvis ikke han skal skydes af De Hvide Mænds Korps. Det er dem, der er det darwinistisk inspirerede samfunds skraldemænd. Deres job er at henrette de mennesker, der efter samfundets opfattelse ikke opfylder mindstekravene for at være menneske. Det bekymrer nu ikke Edwin, der altid har været en af de dygtigste: i skolen, til idræt og sådan i det hele taget. Yndlingssporten er Roughball, hvor der kun er tre regler, som deres træner, Happel, introducerer for dem således: ”1! Ingen tackling er for hård! 2! Intet angreb er for aggressivt! Og 3! Intet forsvar er for brutalt! OG LAD MIG SÅ SE JER FØLGE DE FORPULEDE REGLER!” Edwin er en af de bedste på holdet. Men noget er galt med Edwin. Noget, der roder rundt i hans psyke og som forhindrer ham i at yde sit bedste. Edwin havde en farfar som han elskede. Det er ham, der spøger. Eller rettere en historie, han har fortalt. Eller måske snarere en følelse, han har videregivet. Bøgh Andersen bruger Edwins langsomme mentale og filosofiske opvågnen til at opbygge en nervepirrende historie op. En historie, som indeholder en del uventede scener, og mennesker, der viser sig at være nogle helt andre end det, man troede. Detaljer, der er med til at udbygge pointerne og nuancere billedet gevaldigt. Han holder igen på effekterne og lader tålmodigt historien udvikle sig i det tempo, det fortjener. Det er ganske enkelt godt gået – og det er rigtig glædeligt, at det også er en roman, der også har noget samfundsmæssigt på hjerte.

Anmeldelse tidligere bragt den 28-02-2003 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret