Luk vindue

Ungdom dit navn er tomhed

Sanne Munk Jensen: Nærmest hinanden. 189,50 kr. 192 sider, Forlaget Carlsen
Kira Poutanen: Det skønne, skønne hav. På dansk ved Helena Idström. 219,50 kr. kr. 187 sider, Forlaget Carlsen

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Tomhed. En debut fyldt med tomhed og en bog om tomhed, der giver mening

I debutanten Sanne Munk Jensen roman, ´Nærmest hinanden´, fortæller hovedpersonen Mille om den sommer, hvor hun venter på at komme i gymnasiet. Fokus i romanen er Milles navle. Det er her verden starter - og slutter. På overfladen handler romanen om koks i kæresteriet, med en halvkæreste, hun har bollet med det sidste lange tid, men som ikke rigtigt bryder sig om hende, og som hun i øvrigt ikke selv nyder at være sammen med. Senere om en ny halvkæreste, som er sød, men som hun ikke vil have. Og ind i mellem det hele et selvmord, som giver Milles selvsmagende og desorienterede følelsesliv en endnu mere skinger tone. Bogen er, som forlagets pressemeddelelse fortæller, skrevet med en ung stemme uden tænksomme og rationaliserende analyser. Og det er rigtigt, hatten af for debutanten, for 23-årige Sanne Munk Jensen både fænger sin læser, og giver hovedpersonen liv. Faktisk er Mille så troværdig som person, at man får en ubændig lyst til at give hende en lussing eller to i håb om, at hendes fokus flyttede sig en anelse fra maveskindets centrum. Så jo, roser til Sanne Munk Jensen for sin debut, for det er må have været vanskeligt at holde masken gennem samtlige bogens 192 sider og så ikke tilbyde en forløsning. Ingen kriser, der sådan for alvor river Mille ud af fatning. Kun krusninger på overfladen. Så der er ingen livsvisdom at hente hos Mille. Kun tomhed. En rungende, faretruende, meningsløs tomhed, der postulerer ungdom og liv og indhold. Litterært set er det en helt perfekt ikke-slutning, vi udsættes for, for man sidder der tilbage og tænker på, hvad Mille mon har fået ud af den sommer ud over at have fået ryddet gevaldigt op i vennekredsen og foregøgle at hun er blevet mere voksen. Som læser har man i alt fald fået et mindre chok og adrenalinen op at køre for fy for pokker, det var en dyb afgrund, man lige var ved at falde ned i. Jeg håber sandelig, at det står bedre til blandt Milles jævnaldrende end det, Sanne Munk Jensen beskriver i sit fremragende portræt.

Måske på grund af mit nylige møde med Mille virkede finske Kira Poutanens roman, ´Det skønne, skønne hav´, ekstra stærk. Heri møder vi Julia, der også snart skal i gymnasiet. Julia er en af de stille piger i klassen. Hun laver altid sine lektier, rækker fingrene i vejret i timerne og er en af de dygtigste i klassen uden at være den bedste. Julia er en fornuftig pige, men gør aldrig vrøvl. En stille og intelligent pige er ofte en god lytter og opmærksom på omverdenen. Derfor lægger Julie mærke til, at der næsten kun er mænd portrætteret i avisen, at hendes far ikke synes at respektere moderens arbejde på lige fod med sit eget, og at samme mønster synes at gå igen hos hendes forældres venner. Julia beslutter sig for, at hun vil respekteres. For at opnå dette må hun være smuk, stærk og klog. For at blive smuk må hun slanke sig, og det er starten på en alvorlig anoreksi, der i sidste ende truer med at tage livet af hende. Julia isolerer sig mere og mere, såvel fra familien som fra skolekammeraterne. Romanen er uhyggelig nøgtern, nærmest messende i tonen, med fokus på det, som Julia opfatter som de evige gentagelser i sit liv. Det lykkes Poutanen, hjulpet af en god oversætter, at skabe illusionen om, at Julie sidder i en glasklokke, mens det tomme, tomme liv, foregår uden om hende. Man gelejdes selv ind i det klaustrofobiske rum, der er blevet Julias virkelighed og er kun lykkelig for forløsningen, der kommer langsomt og snigende. Så selv om romanen angiveligt drives af en følelse af tomhed, er der masser af indhold og mening at hente i den.

Anmeldelse tidligere bragt den 10-01-2003 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret