Luk vindue

Er læreren en åndsperson?

John Kåre Bjørnson: Folkeskolen – et pædagogisk forhold. 156 sider, 175 kr. Syddansk Universitetsforlag

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Folkeskolen. Til kamp for en gammeldags og fremadrettet skole.

Der var engang lærergerningen var et kald. Det var præstegerningen og lægegerningen også. Noget, som man MÅTTE gøre, hvis ens liv skulle have mening. Det er ikke længe siden, at en af mine bekendte hævdede at have overhørt en lille bemærkning ved en større middagssammenkomst for præster, hvor den ene præst havde spurgt den anden: ”Tror du på Gud?” Ikke fordi det nødvendigvis er sandt, men det forfærdelige er, at man i virkeligheden godt kunne frygte, at det kunne være det. Det er den der lille rest af tvivl, der i virkeligheden er problemet ved tidsånden. For det at være præst er vel for f..... da ikke bare et job. Det må og skal være et kald, eller hvad?

Måske vil nogen føle, at det ikke er lige så vigtigt for læreren som for præsten at føle sig kaldet til sit job, men deri vil de rage voldsomt uklar med John Kåre Bjørnson. Han er skoleinspektør på Birket centralskole i Ravnsborg kommune og har netop udgivet bogen ” Folkeskolen – et pædagogisk forhold”, hvor han med en voldsom brug af fodnoter og litteraturhenvisninger går til angreb mod folkeskolens politiske forvaltere og kritikere.

Bjørnson er arrig som et forstyrret hvepsebo, indigneret som en kvinde der lige har opdaget sin husbonds langvarige utroskab, og føler sig tillige lige så misforstået som en Luther blandt katolikker. Og derfor er Bjørnsons skrift ikke fri for en vis overophedet patos: ”Lærerne er et fælleseje, et fælles gode, som folket har opbygget. Læreren er samtidig en åndsperson – måske endda en personlighed [...]. At være lærer er noget man er, helt ind under huden og på alle tider af døgnet. Man lægger det ikke fra sig, men er til stadighed i tanker og virke optaget af faglige spørgsmål, elevers problemer og pædagogiske løsninger. Sådan er det – og sådan forventer børn, forældre og andre borgere, ja selv politikere, at det skal være.” Det er herligt, at der stadig er nogle lærere som Bjørnson, der rent faktisk føler det er sådan. Jeg tror bare ikke, at det er så almindeligt, som Bjørnson synes at mene.

Bjørnsons pointe er, at de skolesøgende børn vil leve til omkring år 2080, og de vil fostre børn, der stadig lever i år 2130. Vi skal ikke have en skole, der arbejder ud fra en række værdier defineret i år 2002. ”Værdier er noget man har i banken,” som Bjørnson siger. Det centrale i skolen er at ruste børnene filosofisk til at kunne håndtere og forholde sig til ”de uløselige problemer, livets og dødens gåde, menneskets grundvilkår og ytringer”. Læreren selv skal være tjenestemand og tilbydes størst mulig sikkerhed i ansættelsen. Og (kommunal-)politikerne, som efter Bjørnsons mening kun higer efter stemmer, skal holde nallerne væk fra skolens pædagogik. Det er vel lærerne, der er uddannede til at undervise børn, og de skal vel ikke hele tiden skal afpasse pædagogikken efter levebrødspolitikeres ukvalificerede holdninger. Bjørnsons anden store pointe er, at der i skolen er tale om et Jeg-Du forhold. Ikke et Jeg-Det. Læreren skal med andre ord ikke fylde et tomt kar med viden: Han skal sikre et andet menneskes åndelige vækkelse!

En lang række af Bjørnsons argumentationer går helt i stykker i deres møde med virkelighedens verden. Bjørnson kan for eksempel dårligt tillade sig at hævde at have den eviggyldige sandhed om demokratiet hos sig, mens dem, der udøver den, har misforstået og forgiftet demokratiet. Demokratiet er et ideal. Udført i praksis er tingene ikke helt så perfekte som de er i ånden. Lærere er heller ikke som gruppe betragtet helt så ideale som Bjørnson gerne vil gøre dem til. Verden (desværre) heller ikke. Og selv børnene er ikke perfekte, selv om Bjørnson understreger, at der er flere uromagere uden for skolen end i den.

Ikke desto mindre er det en væsentlig debat, Bjørnson sætter i gang. Skal vi lade tidsånden og kommunen styre skolerne som det er tilfældet fx i Gentofte kommune? Her ombygges alle skoler efter et nyt pædagogisk princip, men uden at man egentlig har nogen særlig erfaringer med hvad der kommer ud af det. Så: tror vi på læreren som en åndsperson, eller tror vi han er åndet? Tør vi overlade pædagogikken fuldt ud til dem? Tør vi overlade den til politikerne? Hvad mener du?

Anmeldelse tidligere bragt den 06-09-2002 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret