Luk vindue

Hvad Potter er det?

Niels Dalgaard: På fantasiens vinger. Om fantastisk litteratur for børn og unge. 299 kr. Høst.

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Rent fagligt. Fantasylitteratur under mikroskopet.

Fantasy, science-Fiction og horror-litteratur har statusmæssigt set været på højde med tegneseriernes i 50’erne, hvor relativt uskyldige serier som ”Knold og Tot” skabte en sådan furore hos pædagoger og litterater, at billedbladene opfordredes til ikke at bringe dem. Men i løbet af de seneste ti år er især fantasy litteraturen for alvor kommet i kridthuset hos forlag og medier. Det skyldes nok deres kommercielle succes, men også, at de, som tidligere fornægtede genren, ved et tilfælde har læst et par gode af slagsen og derved fået øje på genrens kvaliteter og muligheder.

En ny fagbog i Høst og Søns enestående serie om børnelitteratur behandler netop fantasy, science fiction og horror litteraturen. Det er Niels Dalgaard, Ph.D. i Nordisk litteratur, der har speciale i netop science-fiction, som har redigeret de elleve meget varierede artikler, som ”På fantasiens vinger” rummer. Bogen er en grundig blanding af ultraseriøs litteraturanalyse, personlige forfatterbetragtninger om genren, samt formidlingsmæssigt tunge, men forskningsmæssigt lettere, artikler om emnet.

Sigtet med udgivelsen er at etablere et grundlag for en videre diskussion af emnet og Dalgaard lægger selv ud med den brede pensel, hvor han forsøger at give lidt hjælp til at afgrænse og definere genrene. Helt overordnet kan man sige, at mens fænomener og begivenheder inden for science fiction kunne tænkes at eksistere, så er dette ingenlunde tilfældet med fantasy. Herudover er fantasy afhængig af at skabe en fortælling med egen, indre sammenhæng, hvor science-ficition foregår i et fortalt univers, der læner sig meget op af vores kendte, men hvor der er indsat en række nye opfindelser m.m., der mærkeliggør verden som vi kender den. Horror defineres til gengæld ud fra den virkning, den har på læseren og går dermed på tværs af opdelingen i fantastisk og realistisk.
At den teoretiske diskussion rent faktisk kan bruges konstruktivt og som et analytisk redskab leverer Ib Johansen, og især Maria Nikolajeva et godt bevis for i deres respektive artikler, hvor de via definitioner af genren kan hoppe ind i dybt interessante analyser af såvel Tolkien, Carrolls ”Alice i Eventyrland”, Jürgensens ”Kadavermarch”, hvor zombier skaber en del rædsel samt en af mine personlige yndlinge, nemlig Diana Wynne Jones mange bøger. Nikolajeva får også hurtigt markeret forskellen fra eventyrets relativt velordnede univers, til fantasys potentielt meget kaotiske, hvor den romantiske tro på, at barnet af natur er godt, nuanceres (ikke mindst hos Pullmann) og til tider modsiges (bl.a. hos Jones).

Weekendavisens egen Bo Green Jensen leverer en dybtfølt og meget personlig analyse af Pullman, der for ham helt klart uddistancerer Rowlings Potter-serie, mens Lene Kaaberbøl, som WA Bøger i sidste uge bragte et interview med, giver sit besyv om at kreere fantasyfortællinger. Det er ikke altid interessant, når forfattere skal kausere over den litteratur, som de har valgt som deres levebrød. Til tider er de simpelthen for tæt på, og mangler den distance, der skal til, for at gøre teksten vedkommende. Men det lykkes til overflod for Lene Kaaberbøl at argumentere for en happy ending, og for Peter Mouritzen at argumentere for det modsatte. Mouritzens artikel er ganske enkelt en perle og næsten hele udgivelsen værd: Den hedder ”At fortælle det grå” – og hør blot, hvor han kan: ”Ondskabens farve er hverken hvid eller sort. Den er grå. Grå som beton. Grå som en regnvejrsdag, der stjæler alle farverne. Ondskabens farve gør alting ens. Den udligner alle forskelle, den hader alle andre farver, fordi de ikke er grå. Men fandtes den ikke, ville man mangle den. [...] Hvorfor skrive fantastisk? For at fortælle det grå. Det er den eneste forklaring. [...] Fantastisk litteratur har kun én mening, at fortælle den enkle sandhed, at fandtes gråt ikke, ville andre farver miste deres kraft. Deres mening. Deres betydning.”

Man kan godt komme til at diskutere en række af konklusionerne i ”På fantasiens vinger”, og visse steder ønske sig en lidt mere uddybet argumentation. Men for Potter da! Det er jo netop meningen med bogen: den introducerer, pirrer og ægger, så man er ude af stand til at modstå indbydelsen til at gå endnu mere i kødet på genren. Det er fremragende gjort.





Anmeldelse tidligere bragt den 03-08-2002 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret