Luk vindue

Hvad er en Skammer?

Lene Kaaberbøl: Slangens gave. 397 sider, 298 kr. Forlaget Forum

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Børn og unge. Dansk fantasy med kvindelig heltinde.

En Skammer er en person, der kan få én til at skamme sig blot ved at se vedkommende lige ind i øjnene. Det er umuligt at tale usandt til en Skammer. Derfor bliver Skammere brugt til at afsløre forbrydere. Tilværelsen er imidlertid ikke nem for en Skammer, for det er selvsagt få, der har lyst til at være venner med én, der bestandigt tvinger minderne frem og får en til at skamme sig over alle de forkerte ting, man har gjort i sit liv.

Det er Lene Kaaberbøl, der fortæller os historien i sin fantasyserie om Skammerens børn. Femten bøger har danske Lene Kaaberbøl hidtil på samvittigheden. Men dér, hvor hun især har gjort sig bemærket, er inden for fantasygenren. Hendes evner blev åbenbare i den fremragende trilogi om den iltre og tilpasningsvanskelige Katriona, som hun afsluttede sidste år.

Serien om Skammerens børn starter med ”Skammerens datter”, der for nyligt er udkommet som paperback til 98 kr. Her møder vi pigen Dina, som er datter af Skammeren, og som har arvet moderens evner. Dinas mor bliver kaldt til hoffet, fordi fyrsten og andre af familien er blevet myrdet, tilsyneladende af sønnen Nico. Dina opdager imidlertid, at det er fyrstens uægte søn Drakan, der står bag, og som vil tilrane sig magten. Drakan har en meget sjælden evne, eller mangel på samme: Han er ude af stand til at skamme sig. Det lykkes på dramatisk vis for Skammerens familie, Nico og en fattig pige ved navn Rosa at undslippe Drakan, og i andet bind ”Skammertegnet” mister Dina næsten evnen til at være Skammer, fordi hun tvinges til at misbruge evnen af Drakans håndlangere.

I det tredje bind, ”Slangens gave”, møder Dina sin indtil nu ukendte far, som viser sig at være en Sortemester, som Dinas mor har været en slags fange hos indtil det lykkedes hende at flygte fra ham. Sortemesteren kan få folk til at tro, at kobber er guld, blive usynlig for blikke og med sine fløjtemelodier skabe såvel gode som onde og dødelige drømme. Herudover ejer han Slangens gave, der gør ham i stand til at tale med drager. Meget mod sin mors vilje, drager hun af sted med den mystiske far for at redde Nico og sin bror, Davin, der er blevet taget til fange af Drakan i et afsidesliggende slot. Såvel i andet som i tredje bind i serien skiftes Davin og Dina om at fortælle, hvilket giver historien bredde og perspektiv.

Det man først og fremmest kan sige om Lene Kaaberbøls historier er, at de er fulde af kraft og saft. Der sker noget på alle siderne og hun gør sig umage for at gøre sine personer levende, give dem en historie og en personlighed, der er i stadig udvikling. Det gælder dog ikke i samme grad de onde i historien. De er og bliver onde, hvad der ikke bør overraske, da målgruppen er børn og unge. Hun formår at tegne et rimeligt koncist billede af det middelalderlige samfund, som historien foregår i, samt at få nok bipersoner til at deltage i historien, så man også får en reel følelse af, at det hele foregår i et reelt samfund i stedet for at der blot er tale om kulisser. Det er herudover rart at møde en kvindelig fantasyheltinde, dem er der ikke for mange af!
Sammenlignet med andre, også internationale fantasyromaner for børn og unge kan man sige, at dér, hvor Lene Kaaberbøl svigter lidt, er i kompositionen. I hendes første serie om Katriona fører første bind uværgeligt i en lige linie til det sidste, afgørende bind. Til gengæld virker hendes serie om Skammerens børn lidt mere tilfældig, som om historien vokser af sig selv efterhånden som Kaaberbøl får lært hovedpersonerne bedre at kende. Man kan også undre sig over at beskrivelsen af Nico og Davins pubertetskriser ikke inkluderer det seksuelle aspekt, som fylder så meget i drengenes teenageår. At der således er enkelte elementer som gør, at Lene Kaaberbøls Skammerserie derfor ikke er helt lydefri skal dog ikke skygge for den kendsgerning, at hun med serien leverer et levende, spændende og originalt bidrag til fantasygenren. Og jeg kan forsikre alle om, at jeg ikke skammer mig spor, ved at sige, at jeg glæder mig umådeligt til at få fingre i det fjerde og afsluttende bind i serien, der skulle udkomme i slutningen af næste år.

Anmeldelse tidligere bragt den 28-12-2001 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret