Luk vindue

Under fremmede himmelstrøg

Benn Gadd: Ravnekrog – en historie fra de canadiske Rocky Mountains. oversat af Peer Sibast, 384 sider, 299 kr. Forlaget Foru
Joke van Leeuwen: På ubestemt tid. oversat af Dorte Wendt. 151 sider, 199 kr. Forlaget Modtryk

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Politik og spænding. To meget forskellige romaner for de unge.

”Den dag, jeg skulle i koranskolen for første gang, gav min mor mig den smukkeste af mine to kjoler på, og satte mine løsthængende lokker op i en hestehale. Da hun syntes, jeg var fin nok, tog hun mig i hånden og blev ved med at holde fast, indtil vi stod foran døren til skolen.” Sådan starter historien om Zimas barndom i et af Marokkos mest kendte byer, Casablanca. Hendes historie starter i 1969, hvor Marokkos daværende enevældige konge, Hassan II, effektivt undertrykte enhver, der vovede at sige ham imod. Romanen ”På ubestemt tid” er skrevet af forfatteren Joke van Leeuwen, og er delvist baseret på en virkelig historie. Som bogens indledning giver indtrykket af, så handler bogen ikke om Hassan II og hans regime, men om hvad man forestiller sig er en relativ almindelig fattig marokkansk piges dagligdag i en barsk verden. Det med relativ skal tages bogstaveligt. Zima har ben i næsen og sine meningers mod. Ikke mange linier efter indledningen løber Zima væk fra koranskolen, og kommer heller ikke tilbage senere. Det sidste kan hun takke en yderst forstående og kærlig mor for.
Zima har en familie, der ud over hende selv består af en far, en mor, to mindre søskende samt to ældre brødre og en storesøster. De bor i et lillebitte hus med bliktag og uden vinduer. Første del af bogen beskriver familiens (udramatiske) hverdag og Zimas i særdeleshed. Dramatikken kommer ind i billedet da deres ældste bror i teenagealderen bliver samvittighedsfange for at have delt regeringsfjendtlige flyveblade ud. Efter at broren er taget til fange, følger måneders kamp. En kamp, som mest kæmpes af moren, først for overhovedet at få oplysninger fra myndighederne om sønnen er live og senere for at få lov til at besøge ham i fængslet. Senere sker nogenlunde det samme for den anden bror og moren må i gang med den opslidende kamp med myndighederne igen.
Hele historien fortælles naivt, helt nede på jorden, med en verdensforståelse, der passer til fortællerens alder på det givne tidspunkt. Det åbner for læseren en verden af tanker, fordi fortælleren ikke giver os de rigtige konklusioner pladask i skødet, som mange af netop den slags bøger om undertrykkelse har for vane. Til gengæld får læseren en smuk, medrivende og sine steder temmelig morsom historie om en gæv pige, der bor under fremmede himmelstrøg.

Det er helt andre himmelstrøg vi får lov til at opleve i canadieren Ben Gadds ”Ravnekrog”. Romanen handler om en ravn og kan med en vis ret takke forbilleder som Adams ”Kaninbjerget” og andre i samme stil. Egentlig er det retfærdigt nok, at det er en canadisk historie, for det var i 1898, at canadieren Ernest Thompson Seton og kort efter landsmanden Charles G.D. Roberts, skrev de første skønlitterære værker, hvor dyr blev beskrevet realistisk. I ”Ravnekrog” følger vi ravnen Colin gennem et år fra hans pludselig ankomst til ravneflokken i Ravnekrog og til han til sidst finder svaret på sine mange spørgsmål. Gadd har skabt en enkel og til tider temmelig komisk kosmologi (vidste De for eksempel, at ravne er skabt af træerne så de kan blive kløet med ravnenes klør) og undlader da heller ikke at harcelere over menneskets tankeløse omgang med naturen – og hinanden. Men Gadd kan sit håndværk, skal jeg love for. Peer Sibasts fordanskning er i topform og sproget sprudler, såvel af humor som poetiske tigerspring. Og Gadd tilbyder masser af spændende og farlige episoder undervejs i sin fortælling, så man skal have en særlig psyke for at undgå at blive fanget af historien.

Anmeldelse tidligere bragt den 01-02-2002 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret