Luk vindue

Klassiske eventyr

Dina Gellert & Dina Gellert (ill.)  : Og de levede lykkeligt. 78 sider, 218 kr. Forum
E.T.A. Hoffmann & Roberto Innocenti (ill.)  : Nøddeknækkeren og musekongen. Oversat af Poul Einar Hansen. 136 sider, 250 kr. Høst
Vibeke Stybe & Dina Gellert (ill.)  : Fanden i vold. 96 sider, 218 kr. Forum

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Børnebøger. Tre nye bøger med eventyr og historier for de mindste.

Af DAMIAN ARGUIMBAU
Nøddeknækkeren er et af vores første rigtige moderne børneeventyr og handler om en fortryllet prins, der er blevet tryllet om til en nøddeknækker, og som må slås med Musekongen med de syv hoveder. Den syvårige Marie får nøddeknækkeren i julegave af den hemmelighedsfulde gudfar, Drosselmeier, der synes at vide en hel del om Nøddeknækkerens forhistorie.

Historien om Nøddeknækkeren og musekongen skrev E.T.A. Hoffmann i 1816. Alexandre Dumas tog den til sig og skrev på basis af Hoffmanns historie Les Aventures d´un casse-noisette (En nøddeknækkers eventyr) i 1845. Det var Dumas version af eventyret, Tchaikovsky kendte, og derfor også den, hvorpå han baserede sin ballet fra 1892, Nøddeknækkeren. Endnu en Hoffmann, nemlig Heinrich Hoffmann, skrev en version af Nøddeknækkeren i 1851. Det var den samme Hoffmann, der skrev den berømte og umådelig udbredteStruwwelpeter, som blev oversat til dansk hurtigt efter med lige så stor succes med titlen Den store Bastian. I øvrigt skrev en vis J.R. Planché også en historie på baggrund af Heinrichs Hoffmanns Nøddeknækker. I dag ville man vel sagsøge såvel Dumas, Tchaikovsky, Heinrich samt Planché for plagiat og afkræve dem royalties, men dengang tog man lidt lettere på tingene, fordi det tyske modstykke til Copydan endnu ikke eksisterede. I dag hersker der ikke tvivl om, at det var den opfindsomme E.T.A. Hoffman, der forærede verden historien, til stor glæde for mangen et barn.

Den selvlærte illustrator Roberto Innocenti er født i 1940 og har tidligere illustreret klassikere som Pinocchio og Dickens Et juleventyr. Innocenti er kolossalt dygtig. Hans illustrationer er holdt i en for historien forbavsende realistisk stil, med stor detaljerigdom og dramatik. Faktisk ser kagerne og slikket i Nøddeknækkerens rige ud som om de lige er til at tage ud af bogen og blive spist. E.T.A. Hoffmanns tekst har heller ikke mistet sin friskhed: ´Kagemandskorpset var en prægtig og farverig enhed, der bestod af alt lige fra tyrolere, fakirer og bedstemødre over troldmænd og amoriner til spøgelser, løver, tigre og abekatte. Disse elitetropper kæmpede med åben pande og ustyrligt mod... det varede ikke længe, før hele korpset var bidt i stumper og stykker: Kun krummer var tilbage. Men fjenden fik ingen glæde af denne udåd. Mange af kagefigurerne havde nemlig sedler med ordsprog indbagt i maven, og når de mordlystne musekavalerister grådigt bed deres faldne modstandere over, skete det gang på gang, at de fik ordsproget i den gale hals og døde en ynkelig død.´ Det er en pragtfuld bog, der er til flere afteners godnatlæsning, hvis man ellers kan få sig selv til at holde op med at læse og beundre billederne, inden det bliver ukristeligt sent for børnene.

Underholdende historiske røverhistorier kan man også finde i Og de levede lykkeligt, der er en samling folkeeventyr, som Dina Gellert har gendigtet og illustreret efter Klaus Bertsens Folkeeventyr fra 1873-83. Som man formodentlig kan gætte ud fra titlen, handler alle eventyr om prinsesser, der gifter sig med bondesønner, og om prinser, der gifter sig med bondedøtre. Selv om det ikke længere er så nemt at finde kongesønner og døtre, som det var dengang, er der stadig nogle tilbage af slagsen, og så vidt kan bedømmes fra den kulørte presses intense dækning af deres liv, er bondedøtrene endnu ikke holdt op med at drømme om at gifte sig med dem.

Dina Gellerts streg er humoristisk og enkel, udført med farveblyant og akvarel. Gellert er en illustrator, der kan lide at eksperimentere, og for hver gang hun udgiver en ny bog kan man forvente en ny tegneteknik eller et nyt tegneredskab, der udnyttes. Der er derfor et stykke mellem hendes tegninger i Og de levede lykkeligt og til en anden samling af klassiske historier, Fanden i vold, som Vibeke Stybe har sammensat, og Dina Gellert illustreret. Her handler alle historierne om Fanden og Vibeke Stybe skriver sig Fanden et øre af gennem ordsprog og talemåder om djævelen til man bliver ganske ør i hovedet. I Fanden i vold er Gellerts illustrationer mere grove og livlige, måske fordi hun dér har taget kulblyanterne og fedtfarverne til hjælp. Selv om hun mestrer begge teknikker, er der ingen tvivl om, at det bliver mest spændende når hun giver sig i kast med de lidt grovere streger, også fordi farverne dér får lov til at blive skrappe, skrigende og sigende. Men på den anden side er det fint med nænsomme akvareller til kærlighedshistorier, mens de markante tomatrøde farver og mere skræmmende skyggevirkninger forbeholdes djævelen. Det er i alt fald blevet til to meget udmærkede samlinger, som fint vil dække eventyrlysten hos både piger og drenge.

Anmeldelse tidligere bragt den 15-08-1997 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret