Luk vindue

Misforståelser

Lena Arro & Catarina Kruusval (ill.)  : Flyv Engelbert!. På dansk ved Ilse M. Haugaard. 32 sider, 198 kr. Sesam
Babette Cole & Babette Cole (ill.)  : Farvel og tak. På dansk ved Thorstein Thomsen. 32 sider, 189 kr. Sesam
Kim Fupz Aakesons & Claus Riis (ill.)  : Stakkels Konge. xxx sider, xxx kr. Mallings
Amanda McCardie & Caroline Crossland (ill.)  : Frøernes Ballet. 32 sider, 198 kr. Sesam
Ragnhild Scamell & Sally Hobson (ill.)  : De store potespor. På dansk ved Mich Vraa. 32 sider, 198 kr. Sesam

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Verden er selvmodsigende. Man kan forvisse sig om påstandens rigtighed blot ved at gå en tur på Blegdamsvej i København og stoppe op foran Rigshospitalets hovedindgang. Her oplyser et skilt, at ´Cykler langs bygningen fjernes´. På samme indgang kan man se endnu et skilt, der fortæller den undrende offentliged, at ´Cykler henvises til stativerne langs bygningen.´ En hurtig - og måske en anelse paranoid - fortolkning kunne være, at Rigshospitalets ledelse i virkeligheden er bagmænd for en storstilet og velorganiseret cykeltyveriaktion. Cyklisterne narres først til at stille cyklerne i stativerne, hvorpå de bliver fjernet af autoriseret personale, da cyklerne jo er parkeret ulovligt. Det er ret smart.

Åbenlyse misforståelser - med og uden cykler - er et ret almindeligt tema inden for litteraturen. Ikke mindst billedbøgerne gør flittigt brug af misforståelsen som et tema, der kan underholde børnene. Således i Lena Arros og Catarina Kruusvals Flyv Engelbert!, hvor kragen Engelbert endnu ikke har lært at flyve. Et egern forsøger at forklare kragen, at den lige så godt kan komme frem ved at hoppe fra gren til gren, en slange, at den bare kan bugte sig frem, mens en frø godhjertet vil lære kragen at hoppe. Først da en skade kommer forbi og fortæller den, at krager skal flyve, sætter Engelbert af og flyver afsted op mod de øvrige krager. Børn synes, det er vanvittig sjovt og fjollet, at en krage ikke ved, at den skal flyve. Det er egentlig også lidt komisk at se en krage bugte sig frem, mens en skeptisk og lettere misfornøjet slange ser til.

Kim Fupz Aakesons historie, Stakkels Konge, er mesterligt illustreret af Claus Riis, i en stil, der ikke ligger alt for langt fra Vakse Viggo-tegneserierne. Plottet er simpelt nok: En konge mister sit kongerige - og hvad skal en konge, der er vant til at bestemme alting så stille op med sig selv? Man ser kongen som tæppeekspedient og bagerekspedient, men da han først og fremmest fortæller kunderne, hvad de skal have, i stedet for at give dem det, de beder om, går det ikke så godt. Først da kongen står ved et trafikkryds og dirigerer trafikken, finder han sig en ny plads i tilværelsen. Moralen er sjov nok: ´Måske har du set ham, eller en anden konge et andet sted. De befaler og bestemmer, osse selv om der ikke rigtig er brug for det, men det er altså fordi de er blevet arbejdsløse, de stakkels småfyre.´ Selv om moralen hæver historien en anelse, så er der lidt meget tomgang og kliché over den. Men ikke mindst takket være Claus Riis er det absolut ikke en misforståelse at få fat i bogen.

Til gengæld lider dyrene af en stor misforståelse i Ragnhild Scamells og Sally Hobsons De store potespor. Her er de bange for et stort uhyre, som de imidlertid aldrig har set, men kun hørt. Der er også spor efter det i sneen, hvor kæmpestore poter aflører, at noget stort og uhyggeligt har været på færde. Det viser sig dog, at det blot er solen, der har smeltet kattekillingens potespor og på den måde gjort dem større. Og på den måde bliver Gris, Ged og Gås befriet for den forestilling, at der er et uhyre i nærheden, hvad børnene jo nok et eller andet sted hele tiden har haft en anelse om. Pointen i litteraturens misforståelser er nemlig, at børnene via historierne finder ud af, at de rent faktisk er klogere end så mange andre. Der kan være en idé i at læse en didaktisk billedbogshistorie, der vil fortælle én, hvordan det og det foregår i virkeligheden. Men der er nu ikke noget der styrker selvtilliden mere hos de små, end at de opdager, at de ved bedst.

Mere alvorlig er temaet bag Amanda McCardies følsomme historie om døden, Frøernes Ballet, der er livligt illustreret af Caroline Crossland. Den ældste frø er nemlig blevet så gammel, at den snart skal dø. For at glæde den opfører alle de andre frøer en ballet, der ikke er helt fejlfri, hvilket dog ikke anfægter den ældre frø synderligt. Til sidst dør den gamle frø, træt og mæt af dage, med hele frøfamilien omkring sig. Illustrationerne spiller en særdeles vigtig rolle i denne historie, fordi de er så glade og lyse, at de er med til at opveje den sørgelige begivenhed, teksten beskriver. Døden er ikke helt så fremmed, ikke helt så farlig, fordi man via en poetisk og underholdende tekst og nogle ret så fine akvareller kan forholde sig til den på en fornuftig måde.

Det samme kan man desværre ikke sige om Babette Coles Farvel og tak. Babette Cole vrider vel en to-tre billedbøger ud af ærmet hvert år, og hendes stil har ikke forandret sig synderligt siden hun debuterede for snart mange år siden. Der er altid tale om morsomme, lidt falden-på-halen komedie historier, som var fremragende i starten, men som efterhånden har mistet en hel del af deres friskhed og attraktion. I Farvel og tak forsøger hun at beskrive et livsforløb fra fødsel til død (og efterfølgende genfødsel), men hverken tekstens humor eller de pastelfarvede illustrationer, der til tider knapt kan ses på bogens sider, fænger. Det er på en eller anden måde en misforståelse at gøre totalt grin med et helt livsforløb, døden inklusive. Især når det rent ud sagt ikke er gjort mere intelligent end her. Der bliver hverken noget at tale om eller at forholde sig til.

Anmeldelse tidligere bragt den 14-02-1997 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret