Luk vindue

Fortsættelse udbedes!

Cecil Bødker: Silas - Fortrøstningens Tid. 196 sider, 225 kr. Gyldendal

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Silas. Fjortende bog i sagaen om den viltre dreng, der nu er blevet voksen.

Lige fra Silas og den sorte hoppe i 1967 vandt Den Danske Akademis børnebogskonkurrence, har den anarkistiske, fløjtespillende slambert betaget ikke kun én, men flere generationer. Han bliver ældre for hver bog og vedbliver med at være en sammensat person, der mest er god, men som også forstår at bruge grovfilen, når det er påkrævet for at opnå at retfærdigheden sker fyldest. Den enkelte Silas bog er svær at læse isoleret. Den ene bog tager tråden op fra den forrige og efterhånden udvides persongalleriet med mærkelige randeksistenser. Mest markant er den tvekønnede Hestekrage, der har forsøgt at tage livet af Silas mere end én gang, men som efterhånden har fået etableret en slags venskab med ham. Trofast som ingen er den lettere handikappede Ben-Godik, mens Bedste, som slet ikke er Silas bedstemor, men som Silas har hentet ud af et asyl for at hun kunne fungere som en sådan, er langt mere bidsk i det. Odderjægeren, der som ingen er i stand til at fange bytte og Melissa, som i lang tid næsten var som skabt for Silas, men som endte i lære hos den lidet sympatiske Købmand Planke. Således kunne man fortsætte med at nævne de mange mennesker, der udvikler sig og vikler sig ind i hinandens skæbner efterhånden som tiden går i Silas verden. Man kender dem efterhånden bedre end sine egne tanter og kusiner. Ja, selv Hestekragens aparte hest, der opfører sig mere som hund end som hest, og som kan finde på at bide Hestekragen hvis ikke hun deler sin brændevin med sig, har sin egen historie, som man i øvrigt kan fornøje sig med i Silas - Sebastians arv.
Når nu den fjortende bog i serien udkommer, så er det både en glædelig nyhed, men også en stor overraskelse. Ikke mindst fordi man regnede serien for afsluttet: Herregud, Silas havde fundet sammen med Joanna, alt gik godt på Sebastiansbjerget og som sådan må man derfor betragte opgaven for fuldbragt.

Fortrøstningens Tid handler om Handelsmanden, der indimellem benytter Sebastiansbjergets mange huler og gange til at gemme sig i om aftenen, mens han om dagen indgår den ene lyssky handel efter den anden. Handelsmanden vil ikke ud med sit eget navn, og meget lidt vides om ham, ud over, at Hestekragen mener at kunne genkende ham som sin barndoms plageånds søn. Med sig har Handelsmanden en pige, Urs, som han har misrøgtet i to år. Dels har han frataget hende hendes barn og overgivet dette til Asylet dagen efter fødslen, dels har han brugt hende som trækdyr på sin pram, skjult hende og ikke ladet hende tale med andre end ham i al den tid. Det er også i denne bog, at Silas endelig bliver far og genforenes med den mor, som han stak af fra, da han var omkring fjorten år.

Silas bøger ender typisk med en relativ åben slutning, men alle tråde plejer dog trods alt at ligge nogenlunde pænt ved siden af hinanden. Måske er det voksenlivets komplikationer, der gør det, men Fortrøstningens Tid viser en ny side af Silas. En Silas, der ikke længere kan påtage sig at gøre det godt for alle – i alt fald ikke i løbet af den samme bog. Her henter Silas Urs barn i Asylet og opdager, at de mange små børn bliver misrøgtet, så det gør ondt helt indeni. Efter befrielsesekspeditionen lyder det således: ´Vi må finde på noget, sagde han og satte sig tungt på sengekanten. Vi kan bare ingenting gøre lige nu, der skal gro græs på dether først.´
På samme måde som med Handelsmanden, der brat forsvinder fra Sebastiansbjerget, og hvis identitet og dagsorden vi egentlig ikke er blevet så meget klogere på. Og Hestekragen, hvis fremtidige skæbne er temmelig uvis, nu hvor hun er smidt ud af sit byhus og har indgået en ukendt, men helt sikkert dubiøs aftale med Handelsmanden. Tingene hober sig op, og på den måde må man anskue Fortrøstningens Tid som en forløber for en kommende Silas bog, der skal slutte disse mange uafsluttede historier af. Som en fortsættelse af serien lever bogen op til forventningerne, hvis man ellers har persongalleriet present, men den smager egentlig for meget af mere til at være en hæderlig afslutning på en så fænomenal spændende og velskrevet serie.

Anmeldelse tidligere bragt den 20-04-2001 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret