Luk vindue

To sjæle, to tanker

Philip Pullman: Det gyldne kompas. Oversat af Hanna Lützen. 400 sider, 248 kr. Gyldendal

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Lad os forestille os, at mennesket har to sjæle og ikke kun én, og at denne anden sjæl, ´daimonen´, var et dyrelignende væsen, som normalt sad på ens skulder, men som havde egen personlighed og kunne skifte skikkelse efter lyst og behov. Det er netop situationen i Philip Pullmans nyeste roman, Det gyldne kompas, der vandt The Carnegie Medal i år. Denne litterære medalje tildeles årligt til en engelsksproget forfatter, og blandt de modtagere, der siden 1936 har haft æren, kan man finde navne som C.S. Lewis og Richard Adams. Pullmans fantasyroman foregår i et victoriansk engelsk miljø, med universiteter, der kontrolleres af en paveløs, men alligevel magtfuld kirke. Romanen er i høj grad inspireret af John Miltons Det tabte paradis, fra 1667, hvor mennesket forvandles fra guddommeligt til jordisk og får en slags dobbelt sjæl, der er splittet mellem det guddommelige og det sanselige. Det er også Milton, der som liberal puritaner ønskede at overlade det til enkeltgrupper at danne menigheder uafhængigt af det kirkelige hierarki - hvilket vises i sin yderste konsekvens i Pullmans univers.

Det gyldne kompas er blot første bind i en trilogi, som endnu ikke er skrevet færdig. I dette første bind møder vi den tilsyneladende forældreløse Lyra, der ubekymret vokser op på Jordan kollegiet i Oxford. Hendes eneste slægtning er en onkel ved navn Lord Asriel (efter den engel, der skiller sjælen fra den døende), der netop hjemvendt fra en arktisk ekspedition, førsøges myrdet af kollegiets rektor. Mordforsøget hænger på en eller anden måde sammen med en stjerne, der udsender en slags støv, der er selve livets kilde, og som samtidig er indgangen til en række parallelle verdener. På samme tid begynder adskillige børn at forsvinde på mystisk vis rundt om i byerne. En gådefuld mrs. Coultner, som mest af alt er en moderne Isdronning, står bag bortførelserne, og det lykkes hende at overtale Lyra til at tage med sig. Lyra bliver imidlertid hurtigt klar over, at der foregår ting omkring hende, der ikke er som de skal være - og så er det den vilde jagt begynder.

Det gyldne kompas er bestemt ikke fedtet med sine effekter: Her møder vi hekse, der lever evigt; zigøjnere, hvis mod, listighed og kontaktnet er uden sidestykke ; bjørnemennesker, der er ufølsomme over for kulde og smerte, og som iklædt harnisk kan lejes som enkeltmandshære, og meget, meget mere. Som i de fleste andre fantasyromaner er der en forudsigelse knyttet til Lyras liv: ´Et barn med en mægtig skæbne, der kun kan blive opfyldt hinsides - altså ikke i denne verden, men i en anden langt herfra. Uden barnet vil vi alle dø. Det siger heksene. Men hun må opfylde sin skæbne i uvidenhed om, hvad hun gør. Det er udelukkende hendes uvidenhed og uskyld, der kan frelse os.´ Netop denne forudsigelse klinger lidt hult i mine ører - ikke mindst fordi den er unødvendig. Romanen kan sagtens fungere uden dette mytedannende og i virkeligheden ret så konservative element. Hvem pokker udfylder ikke sin skæbne i uvidenhed om, hvad man gør?

Men bortset fra denne lidt irriterende detalje, er der absolut intet, man kan klandre Pullman for. Det gyldne kompas indeholder en hel verden, fuldt udrustet med levende mennesker, troværdige og farverige kulisser og en vanvittig spændende handling. Den læner sig tilpas meget op ad traditionen til, at man ikke alene kan følge med, men også kan genkende adskillige af figurerne, samtidig med, at Pullman formår at indføje nyt stof til fremtidens fantasy-litteratur. Nyt stof, der ligesom i Tolkiens Ringenes Herre indbefatter flere samfund, hver med deres teologi, deres historie. Hertil skal lægges flere dramatiske, parallelle handlinger, der alle har græske dimensioner, uden at forfatteren gider at rødme af den grund. Var man rigtig ondskabsfuld, kunne man kalde romanen overlæsset, men ærlig talt, er man først sunket ned i lænestolen med de godt trekvart kilo, bogen vejer, så forlanger man vel intet mindre end et komplet fantasyunivers, med alt, hvad det indebærer - og gerne mere til! Det bliver spændende at se, om de næste to bind kan opretholde samme standard.

Anmeldelse tidligere bragt den 01-01-1997 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret